BogFeature
Roskildefreden 1658 - i perspektiv

Af Caspar Christiansen. Arkivar. Historisk Arkiv for Rudersdal Kommune.

I 1658 sluttede Danmark-Norge og Sverige fred ved en traktat underskrevet i Roskilde. Herved mistede Danmark-Norge Skåne, Halland og Blekinge. Ved 350 året for freden afholdt Roskilde Museum i 2008 et forskningssymposium, der nu har resulteret i en antologi med bidrag fra de forskere, der deltog.

Det drejer sig om Gunner Lind, Leon Jespersen, Lars Hovbakke Sørensen, Hanne Sanders og Jens Lerbom. Deres artikler dækker tiden omkring selve fredslutningen og følger, hvordan freden påvirkede hele Norden op gennem tiden, igennem emner såsom indførelsen af enevælde i Danmark–Norge, forsvenskning af Skåne, nordisk samarbejde og forbrødring samt Snaphanerne. 

Opregnet i rækkefølge, så indleder Gunner Lind (GL) med at revurdere den dansk adelsledede hærs andel i nederlaget, der åbnede for indførelsen af enevælden i 1660. Enevælden var i den sammenhæng kulminationen på en længere proces, der til sidst endte med, at adelen havde tabt sin legitimitet tilstrækkeligt til, at kongen kunne indføre enevælden. På baggrund af nederlaget i 1657-58 opstod der en stærk kritik af adelens indsats i krigen, selvom GL mener de adelige ydede en stor indsats, i hvert fald numerisk i antal adelige i hæren. Som krigens udfald viste, var det imidlertid ikke nok. GL analyserer i artiklen både adelens legitimitet, deres deltagelse i hæren samt hvordan folkeopinionen vendte sig imod. Helt konkret betød tabet af Skåne samtidig, at en stor af den militært vigtige del af adelen mistede sine besiddelser. Selvom Kongen og de uadelige stænder havde lige så stor andel i de beslutninger, der førte til nederlaget, så var det adelen, der tabte det indenrigspolitiske slag. Det ændrede samtidig adelens status, så det ikke længere var en naturlig position, men i højere grad noget man gjorde sig fortjent til.

Leon Jespersens (LJ) artikel Roskildefreden og danske historikere er hovedsagelig en historiografisk gennemgang af Roskildefreden. Det erklærede mål er at undersøge, hvordan især danske historikere har forholdt sig til fredslutningen og dens konsekvenser for Danmark og Skåne. De enkelte historikere, Jespersen behandler, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da det hurtig ville gøre anmeldelsen til en kopi af selve artiklen. Gennemgangen fra Roskildefredens samtid op til Knud Fabricius er både fyldestgørende og med gode pointer. Nogle vil måske mene, den ligger tæt på Karl Erik Frandsens tekst i ”Da Østdanmark blev til Sydsverige” (2003), men LJs fokus på selve Roskildefreden og dens konsekvenser giver artiklen en anden vinkel, der bestemt er en artikel værd.

Efter de første to artikler med fokus på selve fredstraktaten, forsøger Lars Hovbakke Sørensen (LHS) i artiklen ”Fra Slagsbrødre til broderfolk – relationerne med de nordiske lande 1800-2009” en forklaring på hvorfor vi i dag er broderfolk, når tidligere lå i krig. Det gælder ikke kun for dansk-svenske relationer, men også relationerne til Island, Finland og Norge, der jo alle har hørt under minimum en af de to førstnævnte. Ifølge LHS var årsagen til skiftet ikke internt nordisk, men snarere en udløber af Napoleonskrigene og de deraf følgende politiske omvæltninger i Europa. I den situation så et stigende antal nordiske borgere et tættere samarbejde mellem de relativt ensartede nordiske lande som et attraktivt alternativ til uroen og stormagterne i Centraleuropa. Tendensen fortsatte med op og nedture, hvor især Danmark efter Anden Verdenskrig udmærkede sig ved at søge det nordiske samarbejde. Artiklen er med sine 11 sider lige vel kort, så hvis man vil vide mere må man ty til LHS’ bøger om emnet.

Den fjerde af artiklerne, ”Efter Roskildefreden – skånelandskaberne i krig og fred” af Hanne Sanders (HS), beskæftiger sig med den påståede forsvenskning af Skåne. HS mener ikke, der er belæg for at tale om en decideret forsvenskning af Skåne i kølvandet på Roskildefreden. Første argument er, at man kun vanskeligt kan tale om nationale identiteter, vel underforstået at man ikke kan tale om ”svenskerne mod skåningene”.

Herefter følger en lang række argumenter for, at Skånelandskaberne ikke blev forsvensket efter Roskildefreden. Blandt svenskerne var man således faktisk ikke interesseret i at forsvenske Skåne. I første omgang skulle Skånelandskaberne ikke engang indlemmes i Sverige, men forblive en selvstændig provins under den svenske konge, samtidig med at man bibeholdt meget af det gamle administrative system. HS påpeger den lighed, der var i status mellem svenskere og skåninge med, at svenskerne ikke var blege for at udskrive skåninge til krigene i Baltikum. Dog forklarer hun ikke, hvorfor der så kun udskrives et relativt lille antal, 5000 i alt, mellem 1658-1700 (s. 93).

Hvor HS ikke ser en forsvenskning af Skånelandskaberne efter Roskildefreden, så medgiver hun dog, at det fandt sted under Skånske Krig 1676-79 og især efter 1681-83, hvor der udover en retslig og politisk forsvenskning også indførtes svenske bibler og svenske kirkeritualer (s. 95). Hvorfor en 20 års forsinkelse på forsvenskningen gør det bedre forklares ikke umiddelbart. Det er altid godt, når nogen tager fat på dæmoniserede eller romantiserede dele af historieskrivningen, og graden af forsvenskning kan vel altid diskuteres. Var det en hård forsvenskning? Hvordan definerer vi det? Godt spørgsmål. På trods af HS store arbejde med emnet er der stadig spørgsmål, der mangler svar

Antologiens sidste artikel fortsætter med at bearbejde den samme dæmonisering og romantisering af henholdsvis svenskerne og skåningene, specifikt snaphanerne. Jens Lerbom (JL) ønsker gennem et ”Kritisk besök i Snapphaneland” at nuancere synet på Snaphanerne, der vel stadig er præget af Carl Brosbølls romaner, hvor han under pseudonymet Carit Etlar gjorde Gjøngehøvdingen til en danske folkehelt. Den dansk-norske hær brugte flittigt snaphaner og friskytter, skellet mellem disse var ikke entydigt, til at føre en art guerillakrig mod svenskerne. Traditionelt er svenskerne blevet set som de onde invaderende, eksemplificeret ved begivenhederne i Örknede. Her blev byen til skræk og advarsel brændt ned til jorden og mændene slået ihjel, hvis de da ikke var nået at flygte inden. Her fremhæver JL, at snaphanerne heller ikke holdt sig for gode til at hærge byen Laholm. JL anser ikke snaphanerne for at være onde, på samme måde som svenskerne ikke kan sige at have været særligt onde. Det var alt sammen blot en del af krigen. Problemet, og årsagen til de forskellige dæmoniseringer og romantiseringer, er for JL, at for mange har forsket i andres forskning, uden selv at gå tilbage til kilderne.

Med de mange eksempler på røverhistorie og utidssvarende forskning alle fem forfattere kan udpege, har JL tydeligvis ret. Fra dansk side er det sidste større værk om emnet jo fra Knud Fabricius. Forhåbentlig kan Roskilde Museums fokus på Roskildefreden, koblet med de fem forfatteres bidrag til antologien, lokke flere til at tage emnet op på ny.

På sin vis er antologien meget varieret, idet forfatternes valg, emner og tilgange er meget forskellige. Den uensartethed giver en god afveksling. Grundlæggende giver antologien samtidig både ny viden og perspektiver, samt en god indgangsvinkel til emnet for alle med interesse for Roskildefreden, Skånes historie og de dansk-svenske forhold. Dog er det ærgerligt, at det kun er de første to artikler, der har medtaget noter.