BogFeature
Renæssancen i svøb

- Dansk Renæssance i europæisk belysning 1450-1550

Af Mikkel Leth Jespersen

De fleste af udgivelserne knyttet til renæssanceåret 2006 udkom samme år eller umiddelbart derefter. Renæssancen i Svøb er også knyttet til renæssanceåret således forstået, at den er en antologi baseret på foredragene fra to seminarer holdt ved Syddansk Universitet i Odense 2006, og antologien udgør altså Middelaldercentret ved Syddansk Universitets lidt sene, men interessante bidrag til renæssanceåret.

Kronologisk betragtet ligger de fleste af bidragene inden for den periode, der i danmarkshistorien som regel betegnes som senmiddelalderen. Det fremgår af titlen, at der her er tale om den fremvoksende renæssance, som endnu er ’i svøb’, ligesom det indledningsvist problematiseres, at renæssancen i Danmark i de fleste fremstillinger først begynder omkring 150 år efter, at perioden har taget sin begyndelse i Italien og bredt sig til andre områder. Det er naturligvis et forhold, som bør forklares, men kun enkelte af bidragene viser ambitioner om at nærme sig en egentlig forklaring af dette (se dog s. 239f).

Bidragene fordeler sig på to markante grupper. Én gruppe der beskæftiger sig med forholdsvis klassiske emner inden for europæisk renæssance, og én gruppe der beskæftiger sig med dansk renæssance (eller senmiddelalder, alt efter hvilken betegnelse man foretrækker for perioden ca. 1450 og 1550). Kun to bidrag har deres tyngdepunkt i perioden efter reformationen.

Antologien indledes med de artikler, der omhandler den europæiske renæssance. Det gælder først Marianne Børchs avancerede analyse af en række renæssancetekster og renæssancebilleder på jagt efter det moderne menneskes opståen. Dernæst følger Jacob Isagers bidrag om renæssancens syn på kunsten og tidens kunstnerideal samt dets oprindelse i det antikke. Derefter følger yderligere tre artikler med europæisk perspektiv af Marianne Pade (”Turbate rei populi opus esse monarchia. – Når den fri forfatning ikke fungere, må man indføre monarki. Scipio-Cæsar polemikken og dens kontekst”), Michael v. Cotta-Schønberg (”De Daniae regno aliqua non indigna incognitu: Danmarksbilledet hos en italiensk renæssancehumanist, Æneas Silvius Piccolomini (Pius II) og Christian Høgel (”Konstantinopel eller Bagdad. Den hellenske arv i renæssancen”).

I den senere del følger artiklerne om Danmark. De indledes med to sproghistoriske studier, som først er Svend Lindahls artikel om græsken i Danmark, efterfulgt af Minna Skafte Jensens analyser af teksten fra Jens Andersen Beldenaks epitafium og hans klagedigt. De to næste artikler om henholdsvis Paul Helgesen og Cornelius Hamsforts bispeliste kan vel nærmest kategoriseres som lærdomshistorie. To af redaktørerne Janus Møller Jensen og Lars Bisgaard bidrager begge med interessante artikler om danskerne forhold til det kendte og ukendte nord, førstnævnte med en artikel om korstog og kortlægningen af Nordatlanten, sidstnævnte med en analyse af Christian II’s angivelige propaganda i forbindelse med hans planlagte Grønlandstogt 1514-22. I de sidste to artikler bevæger vi os op i tiden efter reformationen. Først i Ole Kongsteds artikel om den kongelige sangmester (mm.) Mads Hack og endelig Leif Søndergaards artikel om barndommen i renæssancen.

Antologien indeholder mange interessante bidrag, og alt efter om man er interesseret i mere litterære tilgange eller faghistoriske studier, vil man kunne finde noget af interesse. Denne styrke er dog også bogens svaghed, for der er ikke meget, der binder artiklerne sammen. Bidragene grupperer sig to og to eller tre omkring forskellige temaer, men mangler indbyrdes sammenhæng. Havde der så været tale om, at bidragene var introducerende artikler til deres felter, havde det været formålstjenstligt, men der er tale om meget specialiserede artikler, som for langt hovedparten ikke vil blive læst uden for deres snævre forskningsmiljøer. De fleste forskere som beskæftiger sig med perioden (renæssancen/senmiddelalderen) vil således finde relevante artikler i Renæssancen i svøb, men nogen helhed udgør bogen ikke.