|
- Dansk Renæssance i
europæisk belysning 1450-1550
Af Mikkel Leth
Jespersen
De fleste af udgivelserne
knyttet til renæssanceåret 2006 udkom samme år eller
umiddelbart derefter. Renæssancen i Svøb er også
knyttet til renæssanceåret således forstået, at den
er en antologi baseret på foredragene fra to seminarer
holdt ved Syddansk Universitet i Odense 2006, og
antologien udgør altså Middelaldercentret ved Syddansk
Universitets lidt sene, men interessante bidrag til renæssanceåret.
Kronologisk betragtet
ligger de fleste af bidragene inden for den periode, der
i danmarkshistorien som regel betegnes som
senmiddelalderen. Det fremgår af titlen, at der her er
tale om den fremvoksende renæssance, som endnu er ’i
svøb’, ligesom det indledningsvist problematiseres,
at renæssancen i Danmark i de fleste fremstillinger først
begynder omkring 150 år efter, at perioden har taget
sin begyndelse i Italien og bredt sig til andre områder.
Det er naturligvis et forhold, som bør forklares, men
kun enkelte af bidragene viser ambitioner om at nærme
sig en egentlig forklaring af dette (se dog s. 239f).
Bidragene fordeler sig på
to markante grupper. Én gruppe der beskæftiger sig med
forholdsvis klassiske emner inden for europæisk renæssance,
og én gruppe der beskæftiger sig med dansk renæssance
(eller senmiddelalder, alt efter hvilken betegnelse man
foretrækker for perioden ca. 1450 og 1550). Kun to
bidrag har deres tyngdepunkt i perioden efter
reformationen.
Antologien indledes med de
artikler, der omhandler den europæiske renæssance. Det
gælder først Marianne Børchs avancerede analyse af en
række renæssancetekster og renæssancebilleder på
jagt efter det moderne menneskes opståen. Dernæst følger
Jacob Isagers bidrag om renæssancens syn på kunsten og
tidens kunstnerideal samt dets oprindelse i det antikke.
Derefter følger yderligere tre artikler med europæisk
perspektiv af Marianne Pade (”Turbate rei populi opus
esse monarchia. – Når den fri forfatning ikke
fungere, må man indføre monarki. Scipio-Cæsar
polemikken og dens kontekst”), Michael v. Cotta-Schønberg
(”De Daniae regno aliqua non indigna incognitu:
Danmarksbilledet hos en italiensk renæssancehumanist,
Æneas Silvius Piccolomini (Pius II) og Christian Høgel
(”Konstantinopel eller Bagdad. Den hellenske arv i renæssancen”).
I den senere del følger
artiklerne om Danmark. De indledes med to
sproghistoriske studier, som først er Svend Lindahls
artikel om græsken i Danmark, efterfulgt af Minna
Skafte Jensens analyser af teksten fra Jens Andersen
Beldenaks epitafium og hans klagedigt. De to næste
artikler om henholdsvis Paul Helgesen og Cornelius
Hamsforts bispeliste kan vel nærmest kategoriseres som
lærdomshistorie. To af redaktørerne Janus Møller
Jensen og Lars Bisgaard bidrager begge med interessante
artikler om danskerne forhold til det kendte og ukendte
nord, førstnævnte med en artikel om korstog og kortlægningen
af Nordatlanten, sidstnævnte med en analyse af
Christian II’s angivelige propaganda i forbindelse med
hans planlagte Grønlandstogt 1514-22. I de sidste to
artikler bevæger vi os op i tiden efter reformationen.
Først i Ole Kongsteds artikel om den kongelige
sangmester (mm.) Mads Hack og endelig Leif Søndergaards
artikel om barndommen i renæssancen.
Antologien indeholder
mange interessante bidrag, og alt efter om man er
interesseret i mere litterære tilgange eller
faghistoriske studier, vil man kunne finde noget af
interesse. Denne styrke er dog også bogens svaghed, for
der er ikke meget, der binder artiklerne sammen.
Bidragene grupperer sig to og to eller tre omkring
forskellige temaer, men mangler indbyrdes sammenhæng.
Havde der så været tale om, at bidragene var
introducerende artikler til deres felter, havde det været
formålstjenstligt, men der er tale om meget
specialiserede artikler, som for langt hovedparten ikke
vil blive læst uden for deres snævre forskningsmiljøer.
De fleste forskere som beskæftiger sig med perioden
(renæssancen/senmiddelalderen) vil således finde
relevante artikler i Renæssancen i svøb, men nogen
helhed udgør bogen ikke.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Lars Bisgaard, Jacob
Isager og Janus Møller Jensen (red.):
Renæssancen i svøb
- Dansk Renæssance i europæisk belysning
1450-1550
Udg. af Syddansk
Universitetsforlag
326 sider, 198 kr.
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|