BogFeature
Rejse gennem Islands historie

- Den danske forbindelse

Af Erik Ingemann Sørensen

Afdøde journalist, Poul Hammerich, har i sit værk ”En Danmarkskrønike 1945-72” en ganske interessant redegørelse for sit arbejde som journalist på Politiken, I 1955 fik han en forholdsvis sikker information om, at Kong Frederik den Niende skule på statsbesøg på Island. Det dengang særdeles anspændte forhold mellem Danmark og Island medførte, at der var belæg for en forsidehistorie. Hofmarskallatet reagerede imidlertid omgående og meddelte, at det intet havde på sig. Så bladet måtte bringe et dementi. Den slags er jo noget af det mest bitre for en journalist, så Poul Hammerich gik videre med sagen. En ministerkilde kunne imidlertid bekræfte, at Frederik den Niende vitterligen skulle på sit første besøg på Grønland, hvorved man fra regeringens side havde påpeget, at det så var en naturlig ting at lægge til i Reykjavik. Dette var Frederik den Niende imidlertid stærkt imod. Han havde svaret ministeren: ”Jeg går ikke i land, men jeg vil lade Dannebrog gå så tæt ind under kysten, at jeg kan spytte ind.” Frederik måtte naturligvis bøje sig for statsmagten – og besøgte året efter sammen med dronning Ingrid øen. Så dybt sad hadet over, at Island i 1944 definitivt havde løsrevet sig fra fællesskabet med Danmark og erklæret sig for republik. Forholdet de to nationer imellem havde ikke været godt, og i 1956 var det kun på overfladen, tingene så tilforladelige ud. Først efter at striden om de islandske håndskrifter blev bragt til ophør, blev forholdene mere tålelige – men vi skal nok helt op til nuværende årtusinde for at kunne karakterisere dem som ”tætte og varme forbindelser vore to nationer imellem”, som det hedder i en af de talrige nordiske skåltaler.

At Island har spillet en særlig rolle i vores historie må vel være årsagen til, at indvandrere i dagens Danmark skal kunne svare på, hvornår Island blev selvstændigt. Spørgsmålet er vel, hvor mange danskere, der lige kan svare på det. ”Danske historikere synes i almindelighed at sky den dansk-islandske historie som pesten”, skriver Henrik Jensen, lektor i Historie ved Roskilde Universitetscenter i bogen ”Rejse gennem Islands historie – den danske forbindelse”, der er udkommet i forbindelse med særudstillingen af samme navn på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Så noget er der da at råde bod på.

Museumsinspektør Søren Mentz har fået 11 markante fagfolk til at beskrive forholdet mellem de to nationer i perioden 1380 til vore dage. Det er en fin måde at få historien belyst på, da få historikere i vore dage kan dække så bredt et spektrum, som denne bog omhandler. Og med så følsomme emner selv den dag i dag.

Noget kunne måske tyde på, at der under overfladen stadig ligger rester af gammelt had, der som en islandsk vulkan pludselig kan gå i udbrud. Henrik Jensen beretter således om en bustur under ”Det nordiske Historikermøde” i august sidste år. Her havde guiden spurgt, om der var danskere i bussen. Da svaret tilsyneladende var nej, ”kaster hun sig ud i et udvalg af beretninger om den danske undertrykkelse og grumme udbytning af islændingene op gennem historien”. Henrik Jensen beretter endvidere, at den islandske sangerinde Björk nyligt tolkede en af sangene på sit seneste album (januar 2008 a. a.) som refererende til ”de historiske danske overgreb, ikke bare over for Island, men også – og her vel at mærke stadigvæk – over for Færøerne og Grønland, som hun opfordrede til at kaste åget og gøre sig fri af kolonimagten”. Anmelderen checkede hendes ”sang”, ”Declaire Independance”, hvor hun – iført uniformsjakke med det færøske og grønlandske flag påsyet – skriger noget i retning af ”Don’t let them do it to you”. Herfra er der jo ganske langt til oldislandsk!

Der er således nogle hunde, der gør i kælderen. Hvilket understreges af den unge islandske performancekunstner, Ragnar Kjartanssons ”Colonisation”, hvor den danske kolonimagt får en over nakken.

Det tjener bogen til megen hæder, at den nøgternt forsøger at afdække den fælles dansk-islandske historie. Svært på kun små 200 sider. Men mulighederne er blevet godt udnyttet af forfatterne. Netop fordi redaktøren – tilsyneladende – har ladet museets mest kyndige medarbejdere beskrive specielt deres felt – suppleret med udefra kommende.

Det giver naturligvis problemer undervejs, fordi der forekommer stændige beskrivelser af de samme begivenheder. Her kunne redaktøren godt have ladet ”den barske hånd” være lidt mere bestemmende. Uden at det så er værre – blot lidt irriterende igen og igen at blive erindret om det samme. Til gengæld er selv samme redaktør glimrende i sit billedudvalg, der både supplerer teksterne og står som selvstændige elementer.

Mette Skougaard og Søren Mentz gennemgår indledningsvis den historiske forbindelse mellem Danmark og Island. Det er et glimrende rids af fællesskabet, der opstod, da Island i 1380 kom ind under den danske krone. Som biland. Island blev en stor eksportør af fisk – de saltede havde stor afsætning i de katolske lande. Det Islandske Kompagni fik monopol på handelen i 1602 (1620 må være en slåfejl!), indtil kronen i 1760 overtog monopolet. Kapitlet afsluttes med en kort redegørelse for Islands selvstændighed i 1944.

Steffen Heiberg beskriver i kapitlet ”Island i dansk og nordisk identitet” med hovedvægten lagt på de islandske håndskrifter, deres indsamling samt sider af striden om udleveringen fra Danmark til Island. Ganske interessant påpeger Steffen Heiberg, at skriftssagen tidsmæssigt falder sammen med de danske provinsmuseers oprør med Nationalmuseets autoritet – og København som selvudnævnt centrum i landet.

Thomas Lyngby, der er museumsinspektør på Frederiksborg Slot, sætter blandt andet fokus på iværksætteriet i Island, de danske kongers initiativer til fremme af det islandske næringsliv. ”Epidemier, vulkanudbrud og hungersnød vekslede med hinanden op gennem 1700-årene.” Fra dansk side blev der blandt andet sendt 14 jyske bønder til øen for at undervise i jordbrug. Den videnskabelige kortlægning af Island satte sig særlige spor i Ólafssons og Pálssons 2 binds værk, ”Reise igiennem Island foranstaltet af Videnskabernes Sælskab i Kiøbenhavn”, der udkom 1772. ”En milepæl i den videnskabelige beskrivelse af Islands topografi og et udgangspunkt for eftertidens fremstillinger”.

Anna Agnersdóttir, professor i historie ved Islands Universitet, beskriver den islandske revolution i 1809. Som bekendt var Danmark - efter ranet af flåden i 1807 – blevet sat ud af spillet i Nordatlanten. Derfor kunne englænderne stort set agere efter forgodtbefindende. Det kom der ikke så lidt af en farce ud af, da den engelsk støttede dansker, Jørgen Jürgensen – ”The little Napoleon” – greb magten og erklærede Island for selvstændig – dog under engelsk beskyttelse.(26. juni 1809). Det er et velskrevet og ganske finurligt lille kapitel, Anna Agnersdóttir har skrevet. Den moderne demokrat Jørgen Jürgensen må imidlertid give op efter 2 måneder. Da er hans rolle udspillet, og han sendes i prisonen i England. For senere dog at gøre karriere i Tasmanien. Forfatteren angiver, at han ender sine dage som straffefange. Det er faktisk ikke rigtigt. Han gjorde karriere inden for adskillige områder i det senere så dansk kendte område. Kendt grundet en ung dame - Margrethe Þórhildurs svigerdatter.

 Christina Ax, ligeledes historiker ved Islands Universitet, beskæftiger sig med ”Islændingene og de danske købmænd i Reykjavík 1770-1850”. Det var kun danske købmænd, det havde ret til at drive handel. Fortjenesterne lå ikke så meget i de varer, skibene bragte med til Island. Det var hjemturen, der gav profitten”. Det var forskellige former for tørret og saltet fisk, tran, hoser, vanter, uld og lammekød, hvor først og fremmest fisken var efterspurgt på det europæiske marked og nok kunne være den farefulde rejse til Island værd.”

De danske købmænd spillede især en rolle i Reykjavík. Her ser Christina Ax ikke bare på det økonomiske liv, men inddrager også livsstilen, der på mange måder resulterede i en fordanskning. Danskernes livsstil og klædedragt prægede dagligdagen og blev flittigt efterlignet – brugt som forbillede. Et træk der kendes fra talrige kolonimagters historie.

Et af de mest spændende kapitler er skrevet af Einar Hreinson, dr.phil. i historie. Det omhandler ”Danske embedsmænd på Island under enevælden”. I slutningen af 1600-tallet blev der indført et ensartet styre i alle rigets egne. Her rangerede embedet som stiftsamtmand højt – dog ikke lige helt på Island, der blev betragtet som noget afsidesliggende. Og man skulle være der helt op til 10 år, hvis man ville sikre den videre karriere. Stort set alle stiftsamtmænd var jurister, der havde forstået at trække i ”private tråde”, så de kunne få jobbet. Men hvorfor så netop Island? Mange ville væk fra den politiske arena i København – en bevæggrund, der bliver udstillet i al sin latterlighed, da Carl Emil Bardenfleth får jobbet. Han ville ganske enkelt så langt væk som muligt fra kronprins Frederik (VII). Det lykkedes – og han blev senere Danmarks første justitsminister ved enevældens afskaffelse.

Einar Hreinson giver et glimrende indblik i problemerne, der opstod, når der var kontroverser mellem centraladministrationen i København og den islandske elite. Så var det ikke let at være stiftsamtmand. Enevældens fald satte yderligere skub i den islandske nationalisme. I 1908 blev dens sidste embede – landsfogeden – afskaffet. Tilbage står i dag kun Bessastadir, der var stiftamtmandens embedsbolig. Her bor den islandske præsident i dag. Helt symbolsk.

Søren Mentz beretter om danske kongebesøg på Island. Christian IX var faktisk den første – 10 år efter nederlaget i 1864 – hvor gehejmestatsrådet helt seriøst havde drøftet, om man ikke kunne indgå en byttehandel med tyskerne, så vi fik Nordslesvig tilbage mod at ”Ørnen” fik Island og De vestindiske Øer. Men undlod af hensyn til den nordiske nationalfølelse. Kongebesøget var en stor succes og blev fulgt op af Frederik VIII’s besøg i 1907. Han blev mødt af islændingenes forfatningskrav ”om to selvstændige nationer i personalunion”. Et synspunkt han havde stor sympati for – men som I.C. Christensen meddelte, han skulle holde for sig selv. Først 1918 fik Island sin egen forfatning. Christian X besøgte Island i 1921. Som Mentz anfører havde han et vist behov for at pleje sit folkelige image efter Påskekrisens skader. Det er en noget omdiskuteret rejse – for Christian X var alt andet end folkelig. Og ville helst optræde i uniform hele tiden. Men det blev trods alt til hele tre besøg på øen, indtil islændingene sagde farvel og tak i 1944. Til kongens store vrede.

Mikael Bøgh Rasmussens kapitel, ”Landskabet som grundtone”. Billedet af Island i kunsten” forekommer noget malplaceret. Om end de danske malere i 1840’erne får en rimelig omtale – uden dog at være repræsenteret med værker. Og så må man undrer sig såre over maleren Johannes Larsens totale fravær. Han var på Island i perioden 1927-30 og har gennemillustreret de islandske sagaer med naturtegninger af høj, høj klasse. Rasmussen har ham dog med i navneindekset med en henvisning til side 118. Hvor han imidlertid ikke optræder! Da bogen ikke er et udstillingskatalog, nytter det ikke meget, at han er repræsenteret på udstillingen med 4 billeder.

I et pudsigt kapitel, ”Island på udstilling”, beretter Bjarne Stoklund om Nordboudstillingen i Paris, 1905, og den Emma Gad inspirerede koloniudstilling i Tivoli. Det er både morsom og dybt tragisk læsning – udstillinger af sære typer, som man kunne betale for at komme ind og se. Et eller andet sted er det ikke så sært, at det nu ”blev for meget for den nationale stolthed”, og at ”protesterne mod ”kolonimagten” slog … ud i lys lue.”

23. april 1971 var en glædens dag på Island. Det danske inspektionsskib ”Vædderen” ankom til Reykjavík med de to første håndsskrifter, ”Codex Regius” og ”Flatøbogen”. ”For størstedelens af de tusinder af islændinge, der var vidner til begivenheden, var overrækkelsen af manuskripterne en symbolsk afslutning på den islandske kamp for selvstændighed. Island havde langt om længe fuld kontrol over sin fortid og dermed også over sin fremtid.” Sådan hedder det i Gudmundur Hálfdanarsons redegørelse for håndskriftssagens afslutning i ”Værsgod, Flatøbogen”.  Forfatteren, der er professor ved Islands Universitet, gennemgår den mere end almindeligt komplicerede kamp om ejendomsretten til de islandske håndskrifter på en fin måde. Men. Var der nu ikke lige noget om, at islændingene indenrigspolitisk brugte kampen – en del af tiden – til at fjerne opmærksomheden fra USA’s forhadte tilstedeværelse på øen? Der var trods alt divergerende udgangspunkter. Det kunne godt have fået lidt flere ord med på vejen.

”Rejse gennem Island slutter med kapitlet: ”Martin A Hansen og fællesrigets historie”, skrevet af Henrik Jensen, lektor i historie ved RUC. Udgangspunktet er digterens rejse i Island i 1952 sammen med kunstneren Svend Havsteen-Mikkelsen. En rejse, der resulterede i bogen ”Rejse på Island”, der udkom i 1954. (NB: kan stadig købes billigt i diverse antikvariater). På en måde skulle rejsen danne baggrund for en slags forlængelse af ”Orm og Tyr”. Men de blev skuffede. Til gengæld gav rejsen anledning til talrige kommentarer om ”Fælleshistorien”. Martin A Hansen skriver til Ole Wivel i 1954, at han efterlyser en ”god, retsindig, besindig, men kraftfuld og karakterfuld bog af en dansk historiker om forholdet i Fællesrigets tid, derunder håndskrifternes historie for de indgår jo i en helhed. Bogen skulle absolut ikke sky pinlige oplysninger om danskerne, men for en gangs skyld dog have et rigssynspunkt. Det har ingen kendt til siden de gamle historikere først i forrige århundrede.”

Netop dén bog savner vi stadig. ”Rejse gennem Islands historie” er dog et lille skridt på vejen. Og når nu – som Martin A Hansen skriver – vi ikke skal skjule de pinlige oplysninger, så havde det været rart med en litteraturliste. Her er alt overladt til noteapparaturet. Er læseren blevet lidt nysgerrig, så vil jeg lige anbefale Björn Th. Björnssons dokumentariske roman ”Høstskib” – ”Haustskip” – på det varmeste.

Anmeldelsen startede med historien om Frederik IX, der ville spytte ind på Island. Derfor skal den sluttes med den kommende Frederik X, der under sit besøg på Island i år sagde følgende: ” Det er derfor Danmark har grund til at glæde sig over, at håndskrifterne nu befinder sig på deres retmæssige plads, nemlig i Island.”

Og så blev det endda sagt selveste den 5. maj. Så må det vel siges, at ringen næsten er sluttet. Næsten? Ja, når der kommer en grundlovsrevision, så må § 87 vel endelig falde bort. Her hedder det: ”Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret”

Et pudsigt levn fra kolonitiden.