|
Af Per Ole Schovsbo, Dr. Phil
Kudahl
opdeler den lille velskrevne bog i to dele. Den første
del beskæftiger sig med form og udbredelse af de
germanske dyrehovedringe i romersk jernalders grave i
Skandinavien, der har betydning for bedømmelsen af høvdingedømmernes
udbredelse og magtalliancer. I den næste del tegner
forfatteren - på grundlag af det arkæologiske
materiale - et billede af magtstrukturen i ældre
jernalder, der senere i bogen sammenlignes med de
feudale strukturer i middelalderens kongedømmer.
Og
det er rigtigt set, at middelalderens magtstrukturer i
Skandinavien var pyramidalske klient-forhold med
kongerne som super-patroner – i modsætning til
jernalderens høvdingedømmer, der indbyrdes var brikker
i horisontale magtstrukturer eller netværk, styret af
alliancer der var markeret med personlige smykker, der
kom med i gravene. Som om denne udredning ikke var nok
til 70 sider, har Kudahl taget flere gigantiske
problemer med i analysen – bl.a. hvem der opfandt
runealfabetet (der er fællesgermansk), og hvor stor troværdigheden er af goteren Jordanes beretning (år 551) om
danernes erobring af et område i Sydskandinavien –
(hvis det da er det Jordanes fortæller - og: hvor har
han det fra?).
Det
er ganske meget at ville på 70 sider – og det lykkes
heller ikke at føre analyserne til ende på
overbevisende måde, til trods for at Kudahl har stor
viden om perioden og kommer imponerende langt omkring.
Fordi der næppe er nogen periode i dansk forhistorie,
der er mere kompleks end netop romersk jernalder. Det
arkæologiske kildemateriale er meget stort og varieret
ligesom det skriftlige kildemateriale til den tilgrænsende
europæiske historie, der først og fremmest var
romersk. Derfor er der også skrevet meget om periodens
nordiske arkæologi og ikke mindst om de problemkredse,
som Kudahl beskæftiger sig med i sin lille bog.
Det
kan jo være at Kudahl har ret: at Roset- og
hagekorsfiblerne samt ravnehovedringene stammer fra
Himlingeøje-høvdingens gård på Stevns, der (måske)
dyrkede Odin med de to ravne Hugin og Munin - at runerne
blev opfundet til indviet brug af en af høvdingene i
Himlingøje, der formentlig - som (eventuel) tidligere
tjenestegørende i den romerske hær - har kunnet læse
og skrive latin. Man
har i øvrigt andetsteds (dog ikke af Kudahl) foreslået,
at runerne var inspireret af en romersk kursivskrift. Og
det kan man gøre med stor lethed, eftersom den selv
samme romerske kursivskrift ikke er bevaret.
Når
det er sagt, er bogen værd at læse, fordi den bringer
nogle visioner om østdanske forhold i sen ældre
jernalder, der kan have haft vidtrækkende konsekvenser.
|
|
|

|
|
Helge
J. Kudahl:
Ravnehovedringe
og stormandsalliancer i romersk jernalder.
Udg.
af Forfatterforlaget Attika
70
sider, ill., 185 kr.
Forfatterforlaget
Attika >
|
|
|
|
|
|