BogFeature
Krigssejler - 1939-45

Af Per Ole Schovsbo

Den danske modstandsbevægelse blev synlig den 4. og 5. maj 1945, da den tyske besættelsesmagt kapitulerede til de engelske hærstyrker. Det var de lokale grupper, udstyret med armbind med de tre farver, stålhjelm og håndvåben, der søgte at holde ro og orden. Mange andre kom senere på banen som fx Den danske Brigade, der havde etableret sig i Sverige, KZ-fangerne og så de danske søfolk, der havde valgt allieret krigstjeneste. De sivede i ubemærkethed hjem i løbet af nogle år og oplevede at få eller ingen var interesseret i at lytte. Krigsoplevelserne blev ubearbejdede og det førte til at mange resten af livet led af post-traumatisk stress-syndrom, ligesom de andre, der også havde været med i krigens inferno.

Derfor har den hastigt voksende litteratur om 2. verdenskrig et skær af eventyr og andenhåndsberetninger over sig og som regel suppleret med lidt støvede undersøgelser af kildematerialet, der sikrer autenticiteten. Der mangler de virkelige beretninger fra de, der deltog, og det er, hvad Klaus Rydahl forsøger at råde bod på i denne 11. time, inden de sidste af de gamle søfolk er borte. Og det lykkes, selv om det, der skete, er to generationer siden. Lidelsen fornemmes og dybden i sorgen og forfærdelsen er ægte i de bevægende interviews med seks søfolk, der er bogens kærne. Og det er næsten for meget.

Forfatterens tanke var oprindeligt at lade interviewene indgå i en TV-udsendelse, men det blev i stedet til en serie på DR P1. Der er stor forskel på talesprog og skriftsprog, og de nedskrevne beretninger burde være redigeret og strammet væsentligt for at bevare indholdet og meningen intakt.   

Den historiske baggrundsorientering virker dog for ensidig og fylder for lidt, til trods for flere bilag bag i bogen og et orienterende forord, skrevet af fhv. generalmajor K. G. H. Hillingsø. Militærmanden konkluderer med en vis historisk ret, at den danske handelsflådes mission blev fuldført med dens deltagelse i den store invasion i Normandiet i 1944. Ikke mindst fordi det i sidste øjeblik blev muligt for danske besætninger at føre Dannebrog, der således kom i selskab med de allierede nationers flag. Men det var nok ikke lige det, de fleste af de danske civile søfolk lunede sig ved, når de var løbet på en mine eller ramt af en torpedo. 

Historien om de danske krigssejlere er jo ikke kun en militær historie om at bekæmpe et nazistisk tyranni. Det er beretningen om, hvorledes uforberedte søfolk overlevede verdenskrigens gru. De udgjorde besætningerne på den danske handelsflådes skibe, der ved den tyske besættelse 9. april 1940 blev delt op i flere grupper med hver sin skæbne. To tredjedele (udeflåden) befandt sig enten i allieret farvand og blev sammen med besætningerne beslaglagt af englænderne eller i neutralt farvand, som fx skoleskibet Danmark. Også de blev beslaglagt men som oftest forladt af deres danske besætninger, der søgte allieret krigstjeneste. Mange af skoleskibets elever kom derfor i krigstjeneste som 14-15-årige. Hvem sagde børnesoldater?

Den sidste tredjedel af handelsflåden (hjemmeflåden) befandt sig imidlertid ved den tyske besættelse i hjemlige farvande og i Østersøen. Sammen med hovedparten af fiskeriflåden var disse handelsskibe i stigende grad udsat for at blive overtaget af den tyske værnemagt til fx kystvagtopgaver. Man undgik dog med nød og næppe at flertallet af skibene blev armeret med kanoner og at de i større antal blev brugt til militære transporter, selvom de var med til importen af kul og koks og transport af malm fra Sverige til Tyskland.

Det er indlysende at de danske fiskere og søfolkene i hjemmeflåden havde meget vanskelige vilkår både under og ikke mindst efter besættelsens afslutning. Deres dilemma var, at de hver skulle sikre familiernes udkomme og skibenes sikkerhed, samtidigt med at de var afhængige af den tyske krigsmarine og de mange højeksplosive søminer, der var udlagt langs kysterne. Det var derfor ikke kun på grund af faren for at blive sænket i de minerede farvande, men også faren for tiltale og bødeforlæg i forbindelse med retsopgøret.

Dermed er ikke sagt, at de unge frihedskæmpere med armbind, stålhjelm og håndvåben smykkede sig med lånte fjer, men at de modtog hyldesten fra en taknemlig befolkning, fordi de var synlige og nærværende repræsentanter for alle de mange, der havde betalt den højeste pris for at overvinde nazismens barbari.