BogFeature
Politiken mod Politiken

- Idékampe 1884-2009

Af Jesper Hjarsbæk Rasmussen

En beretning om 125 års virksomhedshistorie er ikke nødvendigvis spændende læsning.  Særligt ikke hvis det er 125 års ”flæbende pladderhumanisme” eller ” feministisk bøsseævl” – som en reklamekampagne for Politiken forsøgte at ironisere for et par år tilbage. Ligeså giver det anledning til nervøse trækninger, når det er én af virksomhedens egne, der fører pennen.  For som Klaus Rifbjerg bliver citeret for i Politiken mod Politiken, så har han en fornemmelse af, at nye medarbejdere obligatorisk bliver sendt gennem forhallens svingdøre, "hvor der i de sidste mange år har været anbragt en mekanisme, som automatisk suger den ene hjernehalvdel ud og erstatter den med en, hvorpå der står "Politiken, Politiken, Politiken". Risikoen for, at beretningen segner som ufarlig hyldest og lovprisende opremsning af ligegyldige triumfer, synes nærværende. 

Men lad det være sagt med det samme: Alle disse bekymringer bliver fra side et gjort helt til skamme. 

Politiken mod Politiken udkommer i anledning af Politikens 125 års fødselsdag og bærer undertitlen 'Idékampe 1884 – 2009'.  Og som titlen indikerer, griber Bjørn Bredal opgaven tematisk an. Således er bogen delt op i ni tematiske afsnit, der hver især følger forskellige kulturelle og politiske kampe og strømninger op gennem Politikens historie, f.eks. sædelighedsfejden, antisemitismen, Statens Kunstfond, forsvarsspørgsmålet, ytringsfriheden osv.  Et særligt vellykket element er, at den overlader det til en række udvalgte avissider for hvert femogtyvende år med tilhørende forklarende billedtekster at fastholde det kronologiske skelet, mens resten af historien opbygges tematisk. 

Således er bogen også en Danmarkshistorie. For Politikens historie fletter sig ud og ind i Danmarks historie. Historiens personsammenfald mellem redaktørerne på Rådhuspladsen og bestyrerne i værkførerburet på Christiansborg har været fremtrædende. Lige fra Viggo Hørup og Edvard Brandes videre til Ove Rode og senest Anita Bay Bundegaard. Det således også den ”lille historie” i den ”store historie”.  

Bjørn Bredal løser opgaven på bedste vis. Det er særdeles underholdende populærhistorie. En historieskrivning, der i den grad formår at gøre det umiddelbart svært håndterbare emne håndterbart. Et eksempel er de paradokser, der tegner sig igennem Politikens historie. 

Som for eksempel når Bredal tager greb om sædeligheden.  Her formår forfatteren virkelig at fortælle historien på både den lange og korte bane. Der springes mellem Josephine Bakers bananoptræden, kvindernes valgret, sædelighedsfejden, Pil Dahlerups disputats om Det Moderne Gennembruds Kvinder og liderbassen Jørgen Leth og kokkens datter, for så at løfte historien om Politiken mod Leth til en generel diskussion om forholdet mellem hævdelsen af den absolutte frihed og forsvaret for de svage og for ligestilling.  Eller at følge, hvordan chefredaktør Tøger Seidenfaden først forsvarer Salmon Rushdies ret til at genere Muhammed, for så at undsige Jyllands-Postens karikatur-tegnere.  Der bliver gået til stålet, og Bjørn Bredahl sætter fingeren på ømme punkter i Politikens historie. Herunder også interne stridigheder som f.eks. forholdet til antisemitismen i 30erne, samarbejdspolitikken under krigen samt konflikten i Mellemøsten, fyringen af P. H. og striden om skovfoged Chr. Bjælkeby. 

Der er dybde og perspektiv, der er humor og en god portion selvironi. Som f.eks. når Bredahl sammenligner avisen med en PH-lampe "Hvis Politiken var en lampe, ville den så være en PH-lampe? ... et lys man kan spise under og hygge sig ved, men ikke et lys, man kan læse eller arbejde ved. Der er ligesom noget uoplyst ved PH-lampens lys, og tanken om en PH-lampe med politisk korrekt sparepære anno 2009 er til at få ondt i øjnene af. (…)… lad os trykke på kontakten og tage en lysprøve." Bredahls muse lader til at være Poul Hammerich. 

Men det er jo nok det, som er et avisens problemer i dag. Fra at være i opposition til Estrups provisorier, til regeringsavisen par excellence helt frem til, for avisen, det danske folks store syndefald i 2001.  Herefter fik vi ifølge forfatteren, en kulturkamp "Krarups kamp.  Bredahl påpeger selv problemet: De (læs: DF), der rejste sig ved at hævde, at de ikke kunne komme til orde, behersker nu selv i høj grad magten, ordet og den offentlige mening. Ganske ligesom Politiken har gjort det i det stort set hele det tyvende århundrede, og avisen kommer nu til at fremstå bagstræberisk. Det moderne er blevet umoderne og konservativt. 

Dette er historieskrivning, når det er allerbedst.  Det er på ingen måde 125 års ”flæbende pladderhumanisme” eller ” feministisk bøsseævl”. Det er historieskrivning fyldt med saft, kraft, vid og perspektiv og dybde. Bredahl indleder bogen med at spørge, om Politiken har en sjæl. Efter læsning kan man konstatere, at det har den nok. Men en sjæl med et svært sind. Ofte i spild med sig selv. Ofte irrationel, selvfed, kedelig og stærkt underholdende. Og Bjørn Bredahl beskriver det hele på formidabel vis.