|
– en historie om Murens
fald
Af Anne Sørensen,
projektleder for www.danmarkshistorien.dk,
Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus
Universitet.
Politikens
Tysklandskorrespondent, Peter Wivel, blev af Politikens
Forlag for et par år siden sat på en ’bunden
opgave’: skriv en bog om Berlinmuren i 20-året for
dens fald. En sådan opgave kan, især i Danmark, nemt
ende med en metervarebog med en masse grå
koldkrigsfotos af soldater og pigtråd, og hvor alt er læst,
set og hørt før. PW skal derfor have ros for at gå
til emnet på utraditionel og original vis: Med
udgangspunkt i Petra Kellys liv oprulles historien om en
menneskeskæbne, der samtidig giver masser af sideblik
til både Tysklands og den kolde krigs historie.
Petra Kelly (1947-1992)
var en af drivkræfterne bag det vesttyske parti De Grønnes
dannelse i 1980 og partiets senere parlamentariske
succes. Hendes opvækst fandt delvist sted i USA, fordi
hendes mor giftede sig med en amerikansk soldat, der i
efterkrigsårene var udstationeret
i Vesttyskland. Da hun vendte tilbage til Europa
i 1970, engagerede hun sig stærkt i kampen mod atomvåben
og –kraft, og fra sin opvækst i USA bragte hun
erfaringer fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse
med ind i det politiske arbejde. I ’det røde årti’
(1970’erne) var hun således med til at skabe et
alternativ til den dogmatiske marxisme og den voldelige
ekstremisme på den alternative politiske scene.
I forbindelse med
dannelsen af De Grønne mødte hun Gert Bastian
(1923-1992), der var tidligere officer, men som efter
kritik af NATO’s dobbeltbeslutning i 1980 forlod
forsvaret, engagerede
sig i fredsbevægelsen og senere blev medlem af
Forbundsdagen for De Grønne. Kelly og Bastian indledte
et forhold og levede i 1980’erne et fælles liv, hvor
omdrejningspunktet var det politiske arbejde. Efterhånden
blev de marginaliserede hos De Grønne, der med Joschka
Fischer i spidsen valgte en mere målrettet og
realpolitisk kurs med sigte på regeringsdeltagelse.
Skuffelse, sygdom og isolation prægede parrets liv, og
det endte tragisk den 1. oktober 1992, hvor Bastian skød
den sovende Petra Kelly i deres rækkehus i Bonn,
hvorefter han begik selvmord.
Årsagerne til drabet og
selvmordet er aldrig blevet fuldt klarlagt. Selvom denne
bog i sin måske lidt for sensationslystne og ikke helt
velvalgte titel halvvejs lover at komme nærmere en
forklaring, så sker det ikke. Og det er heller ikke
historiens slutning – altså drabet – der er bogens
egentlige ærinde. Det er derimod oprulningen af de to
personers liv, oplevelser og indsats i de to Tysklande
under og efter den kolde krig. Bogen giver dog indblik i
langt mere end de to biografier. Vi kommer tæt på
nazismen, 2. verdenskrig, 1960’ernes USA, studenteroprøret,
venstrefløjens ideologier og sammensathed, STASI,
DDR’s borgerrettighedsbevægelser og Murens fald. Man
kommer tæt på at (gen)opleve, hvordan
koldkrigsretorikken var, og hvor meget angsten for atomdød
og mellemdistanceraketter fyldte i det politiske
landskab.
Peter Wivels bog er en
velskrevet journalistisk tur igennem en tid og nogle
begivenheder, der allerede synes langt væk og virker
meget fremmede for vor tids dagsordner. Det er en bog
med mange citater og uden de store teser og afsløringer.
Den havner måske også nogle gange i den gængse
biografi-fælde med at give den biograferede mere
betydning og en lidt større glorie end berettiget.
Bogen er dog tankevækkende og original i sit valg af
indfaldsvinkel til de storpolitiske facts, der i et
halvt århundrede satte kursen for den europæiske
inden- og udenrigspolitik, og som også fik afgørende
betydning for mange enkeltpersoner.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Peter Wivel:
Drabet på Petra
Kelly – en historie om Murens fald.
Udg. af Politikens
Forlag
250 kr.
Politikens
Forlag >
|
|
|
|
|
|