BogFeature
Peter Spar og Søren Sold - Om den forsigtige generation

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar Vejle Stadsarkiv

Der findes dem, der kan huske – og der findes dem, der kan skrive. Og skal det blive til skrevne erindringer, så skal de to dele helst forenes. Det kan man roligt sige er tilfældet i denne erindringsbog om barndom i Århus i 1940’erne og 50’erne. Ikke alene er forfatteren i stand til at erindre meget deltaljeret, han er også i stand til at fortælle på en både sjov og spændende måde. Man flyver gennem bogen, som giver et fremragende billede af livet i en boligblok, i familien, i skolen, i fritid og leg – og med mange gode eksempler fra børnebogslitteratur, der understøtter Kai Møller Nielsens tese om, at han tilhører den forsigtige generation, der som den sidste ikke satte spørgsmålstegn ved, hvad man skulle lære og hvorfor, hvordan man skulle opføre sig, og hvem man skulle have respekt for. OTA-bøgerne, Flemming-bøgerne, Ugebladet Hjemmet, børnetimen i radioen, blade for børn osv. er taget i anvendelse – meget må forfatteren selv have gemt i kasser på loftet – men han har også været så heldig, at hans mor skrev dagbog under besættelsen, så mange ting kan hentes frem heri og støtte drengens erindring. Karakteristisk i øvrigt, at moderen ikke skrev ret meget om tyskerne og krigen som sådan, men mest om den daglige møje med at få fat på forskellige rationerede varer til husholdningen. Så Kai Møller Nielsen har altså haft en del kildemateriale til rådighed, men hans egen hjernekiste er nu også en ret god kilde, i hvert fald kan han huske ikke blot hændelser og oplevelser men også interiør i lejligheder og forretninger samt yderligere en hel række af enkeltheder, der må stamme fra erindringen. Et eksempel fra side 35: ”Det største møbel i den stue var skabssofaen med de to sideskabe, der blev brugt til det fine spisestel, som kun kom frem, når vi havde nogen til middag. I den sofa fik vi læst godnathistorier, og det var her, far sov til middag om søndagen, før han skulle til eftermiddagsforestilling i Folketeateret. Det var også i spisestuen, lejlighedens eneste kakkelovn stod, og om vinteren blev skydedøren ind til dagligstuen altid holdt lukket, for at vi kunne spare på varmen.” (Faderen var biografoperatør)

Kai Møller Nielsen er altså århusianer og født i 1937. Opvokset i en karré på Stadion Allé – et arbejderkvarter med et mylder af børn i gårdene og et socialdemokratisk domineret miljø, hvor respektabilitet og orden var vigtige dyder, som efterlevedes af børn og voksne i besættelsesårene, efterkrigstiden og under Den kolde Krig. Men naturligvis også med vægt på sammenhold og solidaritet i kvarteret, der skildres både varmt og humoristisk. Skoletiden beskrives naturligvis også – for det meste for det gode: ”Skolen var ikke noget dårligt sted. Bedømt ud fra sin tid. Det var en stabil verden. Stor tryghed for den der tilpassede sig. Verden var konstrueret sådan og sådan. For det var den. Kaos forbudt. Ligesom hjemme i vores karré” (side 118) Citatet viser også den røde tråd i erindringsbogen – nemlig den forsigtige generation, der tilpassede sig og ikke gjorde oprør. Som lærte at spare af  ”Peter Spar og Søren Sold” – det gik naturligvis godt for Peter, der sørgede for at sætte sine penge i sparekassen, mens Søren var en ødeland, der ikke kunne holde på pengene og det derfor gik ilde. At det så viste sig, som forfatteren bemærker, at det skulle blive forbrugeren Søren Sold, der gik af med sejren i det lange løb, er jo en helt anden sag. Men som symbol for tiden er Peter og Søren velvalgt – og de indgår jo også i titlen på bogen og er afbilledet på omslaget. Bortset fra Peter og Søren prydes omslaget af et fotografi af den nederste halvdel af to personer med halvtredsertøj på siddende i en storblomstret sofa og med ryatæppe på gulvet. På en gang næsten for meget og for lidt. For der er hældt meget ind i det billede, men det er som om, det ikke har så meget med bogens indhold at gøre!

Men for at opsummere: Her er en smaddergod og sjov erindringsbog, der både kan læses som tidsbillede lokalt og nationalt. Jeg mener ikke, man behøver være århusianer for at have glæde af bogen. Og man behøver heller ikke være i samme aldersklasse som forfatteren for at være med – det er medrivende læsning, og forhåbentlig vil bogen – skønt den udkommer på et rigtig dårligt tidspunkt af året – finde stor udbredelse. Det har den bestemt fortjent!

Og til alle jer, der sidder der ude og tænker på at skrive erindringer. Det kan man kun opfordre til – og så kunne man jo lige læse denne bog og finde inspiration til, hvordan det kan gøres.