BogFeature
Pesten - Europa i katastrofens tegn

Af Winnie Maria Bak-Vidriksen

Bogen er en beskrivelse af pestens hærgen gennem Europa i 400 år. Første gang, den slog til i Europa, var i 1347, og den bredte sig fra Sicilien til Skandinavien på blot 3 år. I løbet af de næste 400 år slog pesten ned med til tider bare 10 års mellemrum. Mange steder slog den op mod halvdelen af befolkningen ihjel, og ingen gik fri – hverken rig eller fattig.

Frem for en kronologisk gennemgang har forfatteren valgt at bygge bogen op af en række nedslag eller scener, der tilsammen skal give læseren et billede af pestens hærgen gennem Europa. F.eks. det pestramte Firenze i 1348, den første karantænestation i Venedig i 1468 og pestens næstsidste angreb på Europa i København i 1711.

Pesten var en katastrofe af ufattelige dimensioner, og befolkningen og samfundet havde brug på en forklaring. Dette medførte dommedagsspekulationer, religiøse bølger samt en grusom jagt på syndebukke. Det sidste medførte bl.a. de værste jødeudryddelser i Europa før 2. Verdenskrig.

At pesten blev ved med at komme tilbage gjorde, at man var nødt til at indstille sig på og tilpasse sig nye levevilkår. Fra samfundets og lægestabens side var man på bar bund, og derfor måtte man prøve sig frem. Det eneste, der tilsyneladende virkede, var total isolering af de syge. Således kom forebyggelse til at bestå i karantænestationer, hvor alle skibe med mandskab og last måtte opholde sig, indtil man var sikker på, at der ingen pest var ombord, og behandling af syge blev en umenneskelig opbevaring på pesthospitaler, indtil døden indtraf.

Det er helt umuligt at forestille sig, hvordan man har forholdt sig til hinanden og livet, når det bliver et livsvilkår, at ens kære kan stå raske op om morgenen for at være døde, inden solen er gået ned. Øjenvidners beskrivelse af pesten er rædselsvækkende.

Forfatteren skriver selv i indledningen til bogen, at hendes ambition er at fange den almene, centrale fortælling om, hvad der skete med samfundet, da det blev ramt af katastrofen. Om hvordan man kæmpede for at forhindre pesten i at komme igen, og om hvordan det lykkedes til sidst. Hun skriver, at pesten stillede nye krav til samfundet og at dette førte forandringer med sig også på længere sigt. Derfor handler pestens historie, ifølge forfatteren, ikke kun om død og ødelæggelse, men lige så meget om menneskets evne til at overleve.

Så langt så godt. Problemet er bare at hendes fortælling hverken er fugl eller fisk. Bogen er letlæselig og kræver ingen forhåndsviden, men der er tale om lidt for spredt fægtning. Forstået på den måde, at det havde været rart, hvis indgangsvinklen havde været mere konsekvent. F.eks  mentalitets- eller medicinhistorisk.

Hendes måde at fortælle på egner sig fantastisk til historiske programmer – og Lone Leegaard har jo netop også stået bag en serie på DR om pesten i Europa - men altså ikke til bogform.

Man bliver kort sagt ikke meget klogere, hvilket er synd, for der ligger et enormt researcharbejde bag bogen. Jeg tror problemet er, at målet har været at skrive en bog, der var tilgængelig for alle, og i disse bestræbelser er fortællingen så blevet lidt for rodet og lidt for overfladisk.