BogFeature
Hvem opfandt parcelhuskvarteret? 

- Forstaden har en historie.

Af Poul Sverrild, museumschef mag.art., Historiens Hus Hvidovre

Efter 30 års tilløb er forstaden endelig kanoniseret som by- og byplanhistorisk genstand. Èn af dansk museumsverdens grand old men, etnologen Peter Dragsbo, som selv undervejs har været en central person i opvarmningen til kanoniseringen, har skrevet det længe ønskede oversigtsværk om den danske forstads forudsætninger, variationer og historie.

Ved at fokusere på de første seks årtier af Det tyvende Århundrede har Peter Dragsbo kunnet fokusere på netop den periode, hvor forstaden i den grad slog igennem med sin egen byfysik, og hvor forstaden blev adopteret ikke blot som en fysisk nødvendighed i samfundsudviklingen, men også den brede befolknings selvvalgte bopælsramme. Ved at slutte omkring 1960 undgår Dragsbo modsvarende, at den gennemindustrialiserede forstads særlige problemfelter tager over og forvrænger de ældre bærende fortællinger om Det tyvende Århundredes forstadsudvikling.

Industrialismens forstad rækker herhjemme næsten et halvt århundrede længere tilbage, end bogens ramme, men ved det sene skæringspunkt opnås et afsæt i netop den tid, hvor haveby-tænkning, boligstøttelove og byggeforeninger tilsammen udstak én række af de nye kurser i byudviklingen, og hvor den spirende byplanlægning begyndte at sætte sit præg på nogle af byudviklingsområderne.

Hvad vi mister, ved ikke at medtage forstædernes første årtier, er historien om byernes uplanlagte etablering af forstadsagtige grænsebebyggelser, som kunne have en kort levetid inden den efterfølgende opsugning i den klassiske by. De københavnske Brokvarterer gennemgik fra slutningen af 1850-erne op mod århundredskiftet en sådan udvikling, som kunne eksemplificere, at vi kunne have fået en væsentlig anden byudvikling i Det tyvende Århundrede, hvis ikke det oveni de ændrede idealer havde været for (by)planlægningens konserverende virkning. Her finder vi en forstadsudvikling, som uden tyngende byplanmæssige beslemmelser, i løbet af få årtier sikrede en glidende overgang fra ekstensiv til intensiv udnyttelse (fra forstadskarakter til bymæssighed vil betragteren se i dag) i overensstemmelse med den knap regulerede bys markedsvilkår. Den mulighed ville en række senere forstadsstrukturer i dag elske at have haft undervejs, og mange forstæder kæmper nu for at finde løsninger, som kan fremme en bymæssighed, som nu synes at være forstaden fremmed. 

Peter Dragsbo giver en imponerende og forbilledlig oversigt over byplanlægningens virkelighed i Danmark gennem perioden, og her er det ikke mindst hans overblik over vores lille land, som skal påskønnes. Som en berigende eksempelkrans omkring de mere velkendte beretninger fra for eksempel Frederiksberg, København og Esbjerg (Dragsbos eget arbejde) præsenteres læseren for eksempler fra en lang række byer, som ikke blot giver geografisk dybde, men nok så vigtigt nye facetter til planlægningens historie. Diversiteten i eksemplerne giver anledning til overvejelser om forholdet mellem det lokale og det nationale. Det bliver indlysende klart, hvad man mister, når synteserne skal laves, for gennem de mange eksempler bliver nye mønstre af udviklingen på tværs af geografi, tid, faglighed og politik synlige, og på forstadsfeltet er der endnu så mange underbelyste områder, at det lokales og eksemplernes tid endnu ikke er ovre.

Forstæderne har om nogle i lange perioder været kampplads for boligpolitikken, og forskellige boligpolitiske idealer ses udtrykt over tid i forstadens landskab. Fra boligpolitikkens indtog som konkret socialpolitisk redskab til ideologisk tumleplads for visionen om fremtidens Danmark har forstaden leveret eksempelplads. Her har spekulanten, samfundsreformatoren, planlæggeren, politikeren og borgeren sat sit spor. Her folder først og fremmest modernismen sig ud i sin forbløffende spraglede klædedragt. Dragsbo viser ikke blot, at han kan sin plan- og arkitekturhistorie, men altså også at han kan sin diversifierede Danmarkshistorie. 

Bogen opfylder langt mere end titlen ”Hvem opfandt parcelhuskvarteret?” stiller i udsigt. Som nævnt placerer bogen planhistorien i forhold til forstadsudviklingen i en på alle leder forbilledlig oversigt, der fylder små hundrede sider. Her placeres danske forhold meningsfuldt i relation til de internationale strømninger, som det overvejende er vores lod at reagere på. De lokale variationer og den kronologisk varierede reaktion og de danske særkender får deres, og kærligheden til den i bred forstand provinsielle danske tilpasning – som eksemplificeret i den københavnske fingerplan – fornemmes.

Den følgende del om bebyggelsen i forstæderne giver efter et par oversigtlige indledningsafsnit en kaleidoskopisk gennemgang af plan- og bebyggelseseksempler, som ikke begrænser sig til parcelhuset eller villaen, men giver mange af brikkerne til en samlet udviklingshistorie for forstæderne. De mange afsnit om enkeltbebyggelser over det ganske land giver læseren et indtryk af, at den danske bygningskultur i store træk har haft det godt. 

Serier af villakvarterer med afsæt i en klassisk borgerlig æstetik præsenteres smukt, blot til sidst efterlades man med fornemmelsen af, at det kun er en mindre del af historien om parcelhuset, vi får her. Hvor er det store flertal af huse fra perioden, som ikke blev til efter samlede planer? De utallige huse, som aldrig havde været i nærheden af en arkitekt? Dette savn er ikke en kritik af bogens disponering, for det er næppe muligt i dag meningsfuldt at skrive den historie, dertil er forstadens egen dagsorden endnu for ny. 

Men blot som eksempel på en problematik, som følger af dette savn, så omtales den smukke engelskinspirerede udstykningsplan for Vigerslev Haveforstad og fra Rødovre de nyklassiscistiske la Courske udstykninger (pag 123). Tilsvarende kunne en nyklassicistisk udstykningsplan, Beringgårds Villaby i Hvidovre, have været nævnt, men pointen er, at alle tre udstykningsplaner var undtagelser i de tre bydele/kommuner. Normen i første halvdel af Det tyvende Århundrede var nærmere den profitmaksimerende udstykning, hvor lige veje og rette vinkler sikrede det størst mulige antal parceller, med den form, som køberne – ofte arbejdere med rødder på landet ville sætte pris på – rektangulær, jævn og egnet til bebyggelse og dyrkning. Det spørgsmål, som herefter rejser sig er, hvis historie, vi skriver – og hvorfor.

Bogens helt store styrke er, at den ved siden af sin faglige tyngde, sit overblik og sine hundredvis af historier må give enhver læser inspiration til moderne turisme. De overvældende mange eksempler og spændende enkelthistorier, som præsenteres som nødvendige dele af helheden, kan være distraherende i den positive forstand, at man let taber det overordnede blik i glæden over detaljen. Kan være, at man ikke planlægger at tage til Ny Havnegade i Horsens for at se ”den engelske gade”, men er man i nærheden, så bliver besøget et must. Den moderniserede forstadsdanskers historie er faktisk interessant, som enhver, der har præsenteret den for udlændinge, vil vide.

Bogens lidt altmodische layout, som placerer den lidt ubeslutsomt mellem faglig monografi og coffeetable-book, skaffer den desværre nok ikke så mange strøgkunder som fortjent, men nok så vigtigt er det, at bogen  dermed sørger for ikke at udsætte forstaden for den æstetiske målestok, som andre byer har udviklet. Forstaden fortjener sin egen målestok – kalibreret efter forstadens rationaler. 

Æstetiseringen af forstaden er der rigeligt mange andre, der nok skal arbejde med, så dejligt er det at få et afsæt, som afbalanceret placerer sig dér, hvor kulturhistorien rettelig hører hjemme – i den tværfaglige respekt, som emnet definerer.

Kanoniseringen er sket. Tilbage er at pege på, at bogen heldigvis åbner så mange felter, som trænger til yderligere belysning, at den må få sin plads som solid trædesten i det videre arbejde med udforskningen af almindeligheden.