BogFeature
At overleve helvede

En af de sidste overlevende fra Auschwitz fortæller til Karen Thisted 

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden

I 1930 blev Leslie Schwartz født i en lille by i Ungarn. Familien var jødisk, men følte sig, som de fleste ungarske jøder, som ungarere. Schwartz erindrer årene i 1930’erne som stort set gnidningsfrie i forhold til det omgivende ikke-jødiske samfund. Man var integrerede. Chokket var derfor stort, da der fra slutningen af 1930’erne voksede en antisemitisme op. Den ungarske regering indførte antisemitiske love, og jøderne udgrænsedes efterhånden i en stemning af hetz og had. Virkningen på jødernes selvfølelse og identitet udeblev ikke. Med Schwartz’ ord: ”I tiden inden [deportationen] var vi hver eneste morgen vågnet op til nye angreb på os i hele byen. På træer, på husvægge og i lygtepæle hang løbesedler med slogans som: ”Beskidte jøder, hvad laver I her?” ”Jøder er svinehunde”. Jeg følte så intenst: jeg er en jøde, og jeg er ikke andet. Jeg er og bliver bare en skide jøde. Sådan fik de os til at føle.” (s. 32).

Under krigen var Ungarn tyskallieret, og antisemitismen strammedes yderligere. I foråret 1944 var der tegn på, at Ungarn forsøgte at stå af under indtryk af den tyske militære modgang. Dette førte til tyske troppers indtog i landet i mart, hvilket bragte ca. 800.000 ungarske jøders indenfor Endlösungs rækkevidde. I foråret startede deportationerne af hundredetusinder af jøder, og også Schwartz’ by og familie blev ramt. Det første skridt i deportationen var borttransporten fra byen i oksekærrer, som lokale bønder villigt stillede til rådighed. Oksekærrerne satte sig i bevægelse, og ”Kirkeklokkerne begyndte at kime af fryd over, at vi forsvandt.” (s. 32). Herpå fulgte en kortvarig ghettoindespærring, inden man fragtedes til Auschwitz-Birkenau i tætpakkede kreaturvogne. Den fem dage lange transport var forfærdelig: ”Det, der skete på denne rejse var, at vi blev forberedt mentalt og meget effektivt på, at vi ikke længere var mennesker som alle andre. Vi var intet værd (…) Mennesker bliver som dyr under sådanne forhold. De små børn græd og græd, og vi kunne ikke vente, til vi kom frem, så vores helvede ville være overstået.” (s. 42). Schwartz, 14 år, overlevede det første møde med Auschwitz. Ved selektionen på perronen blev han inspiceret af den berygtede doktor Josef Mengele, der beordrede ham til barak 13, børnebarakken. Schwartz indså snart, at Auschwitz var lig med døden, men han ønskede at overleve for enhver pris. En personlighedsændring indtrådte hurtigt: ”Når sulten rammer dig, bliver du et dyr. Det eneste, der tæller for dig, er at overleve (…) Når du ser et dødt menneske, føler du ingen sorg. Du tænker kun på din egen overlevelse (…) Du bekymrer dig ikke længere om din næste (…) Jeg ville være stærk. Og jeg var en fighter. Når de andre græd af sult eller savn eller sorg og angst (…) så foragtede jeg dem. Jeg foragtede svagheden.” (s. 73 f.).

Schwartz opholdt sig kun i Auschwitz i ti dage. Ved held og viljestyrke lykkedes det ham at komme med i en transport til koncentrationslejren Dachau. Herfra gik det videre til lejrene i Allach og Mueldorf. For Schwartz betød det perioder med umenneskeligt hårdt arbejde og for lidt mad. Sidste kapitel for Schwartz var deltagelsen i en såkaldt dødsmarch. Disse marcher fandt sted i forbindelse med evakueringen af lejre og menes at have kostet 100.000 jøder livet. Schwartz overlevede imidlertid mirakuløst både et skud igennem kæben og tyfus. Hele hans nærmeste familie omkom under krigen. I fødebyen havde Schwartz ingen fremtid efter krigen. I stedet tog han til USA og tilsluttede sig en gren af familien. Schwartz bor i dag i New York.

Som det burde være fremgået af citaterne, er den mundtlige sprogform bevaret i bogen. Man føler sig derfor som læser meget tæt på personen Schwartz og hans fortælling og får Holocaust og ”lejrlivet” ind under huden på en helt anden måde, end mange videnskabelige fremstillinger ville kunne formå. Schwartz’ historie er en påmindelse om, hvad Holocaust handler om: Mennesker, skæbner og tragedier. Dette budskab formidles på en ofte kortfattet, reflekteret og pointeret måde. 

Bogen skal hermed være anbefalet.