|
Af Henning Lyngsbo
Denne bog er en skrækkelig
overraskelse. Skrækkelig på grund af indholdets nøgterne,
og alligevel brutale øjenvidneskildring af forholdene i
Sovjetunionen under kommunismens og Stalins regime.
Overraskende på grund af dens alder. Den udkom i 1934!
Der er altså tale om en 2. udgave!
Men bogen er på flere måder
overraskende og uhyre interessant.
Forfatteren, Arne Strøm (1897-1948)
skriver i en enkel og letforståelig stil om det, han
ser og hører under sit ophold på godt 1 år i
Sovjetunionen. Han havde i sin egenskab af fjerkræekspert
tegnet en kontrakt i 1932 med de sovjetiske myndigheder.
I 1928 havde Stalin iværksat den første 5 års plan,
hvorefter staten skulle detailstyre al samfundsøkonomi.
Arne Strøm kom til Sovjetunionen under starten af den
2. femårsplan.
Inden da havde Arne Strøm opholdt sig
i den politisk modsatte lejr. Han udvandrede i
begyndelsen af 1920´erne til Canada. Og det blev her,
at han fik sin viden om fjerkræ. I 1931 væltede den økonomiske
depression Arne Strøms økonomi. Han vendte tilbage til
Danmark med mistede illusioner om kapitalismens
vidundere. Han reflekterede derfor forhåbningsfuldt på
den sovjetiske repræsentations annoncer efter vestlige
specialister, herunder et virke som konsulent for et
stort statshønseri. Det blev hønseriet i Povorino, der
ligger knap 500 km syd for Moskva i
Voronezj-gouvernementet. Et af Ruslands mest frugtbare
landområder. Hønseriet var på ca. 30.000 høns.
Arne Strøm havde sin kone og deres
lille søn med, hvilket han næppe havde gjort, om han
havde vidst hvilke forfærdelige vilkår, de skulle
komme til at leve under det kommende år. De havde
kontraktmæssigt bundet sig til at blive vederlagt i
Rubelvalutaen, hvilket viste sig at være en katastrofe.
For den var intet værd i Sovjetunionen. Den havde ingen
købekraft, hvilket fik nok så alvorlige følger for
Strøm og hans familie. De blev tvunget til at leve
uhyre nøjsomt sammenlignet med selv de ringeste
vestlige forhold. I forhold til de almindelige russerne
levede de en tak bedre. Men da disse russere levede på
sultegrænsen og millioner mistede livet af sult, var
den daglige kamp for mad alligevel umenneskelig hård
– også for Strøms.
Medlemmer af kommunistpartiet og især
de, der havde partifunktioner levede som grever og
baroner. Det samme gjorde de, hvis tilværelse baserede
sig på den amerikanske Dollar. Med disse sedler åbnedes
alle døre. Det umulige blev muligt. Men Strøm havde
ingen dollars. Kun hans status som udenlandsk specialist
gjorde det muligt at tiltvinge sig det nødvendige for
at overleve. Men altid på Rublens præmisser.
Netop denne realitet med de forfærdelige
levevilkår gør øjenvidneskildringen til en
overbevisende fortælling om og afsløring af de reelle
forhold under kommunismens åg. Fri for de nok så
berygtede Potemkins Kulisser, som totalitærstaten har
for vane at sætte op. Først gang var det for en
kejserinde under en togrejse, og siden blev det for
turister især fra den vestlige verden. Ingen måtte
kende sandheden bag kulisserne. Men Strøm kom bag
kulisserne, og intet var skjult for ham.
Strøm var næppe kommunist, ja han
troede vel heller ikke på ideen. Men en lille faible
for alle de eventyrlige beretninger om, hvor godt det
gik i Sovjetunionen, havde han nok. Og som
informationsniveauet var den gang, havde han ingen til
at fortælle sandheden. Selv danske medier og såkaldte
kulturpersonligheder var jo med på den sovjetiske
propagandavogn.
Ingen fortalte om den af Stalin iværksatte
hungersnød og hans jerngreb om store landbefolkninger
med det ene formål, at sulte dem til døde. Ingen
advarede Strøm og hans familie om synet af
sammenstuvede bønder, der i jernbanestationernes
ventesale søgte varme om vinteren, men som i stedet døde
som fluer. Uden mulighed for mad. Uden ret til at rejse
væk. Uden ret til at forblive i deres hjem. Døden
havde et dobbelt formål. Befrielsen af det enkelte
menneskes lidelser var det ene. Det andet var
opfyldelsen af Stalins ønske om udryddelse af den store
landbefolkning, der havde begået den fejl, at have ejet
egen jord. Over 6 millioner døde af sult. Hungersnød
sagde Stalin. Men sandheden var, at staten havde taget
alle afgrøder i forvaring. Intet blev udleveret fra de
enorme og skarpt bevogtede kornlagre til de udsultede bønder,
der måtte se deres egne afgrøder gå til eksport eller
til det kommunistiske systems spisekamre.
GPU, benævnelsen dengang for Stalins
hemmelige politi, stod for udførelsen af Stalins krav
om udryddelse. Strøm giver mange eksempler på GPU
hensynsløse måde at løse opgaverne på. Herunder om håndteringen
af de mange togtransporter med deporterede bønder, der
i propagandaens navn skulle overflyttes til andet
arbejde, men reelt skulle lide en langsom og pinefuld død
af sult i Sibirien.
Det siger sig selv, at bogen vakte
opsigt i 1934. Den såkaldte intellektuelle elite og
naturligvis kommunisterne søgte at beklikke bogens
sandhedsværdi. Men den blev oversat til flere sprog.
Selv Winston Churchill har læst den. Engelske
efterretningskilder rapporterede oplysninger, der i alle
henseender bekræftede Arne Strøms skildringer og
dermed disses sandhedsværdi.
Alligevel lykkedes det i Danmark at få
bogen sat ud i glemselens mørke. Den ville ellers have
været et vigtigt sandhedsbevis under den kolde krig og
dermed et kampmiddel for vestorienterede kombattanter.
Men 2. verdenskrig medførte jo en kortere opblomstring
af kommunismen og dermed dens popularitet blandt
venstreintellektuelle. Det lagde en dæmper på al snak
om masseudryddelser. Og dermed faldt også interessen
for bogen. Arne Strøm døde allerede i 1949 som 52-årig,
hvilket må siges at være alt for tidligt.
Det er historikeren Camilla Schultz,
der har hentet bogen ud af glemselen. Hun har endvidere
skrevet et vigtigt bidrag til belysning af personen Arne
Strøm og hans liv i et glimrende efterskrift.
Camilla Schultz har sikkert også gjort
sig overvejelser, om der er stof til en monografi. Der
er noget gådefuldt om Arne Strøm og hans liv. En afdækning
heraf ville utvivlsomt kunne afstedkomme en spændende
beretning.
Professor
dr. phil. Bent Jensen, der har skrevet bogens forord, er
tydeligvis - ligesom jeg – glædelig overrasket over
bogens genfødsel.
|
