BogFeature
Global nedkylning

- Klimatet och människan under 10 000 år.

Af Jørgen Mikkelsen

I den aktuelle klimadebat kan man møde stærkt divergerende oplysninger om tidligere tiders klimaforhold. Det er derfor glædeligt, at der nu er udkommet en samlet fremstilling om klimaudviklingen i hele verden siden sidste istid. Bogen er skrevet af Fredrik Charpentier Ljungqvist, der er doktorand ved Stockholms Universitet. Som historiker har han valgt at beskrive klimaets historie ud fra menneskets perspektiv, hvilket betyder, at han især har søgt at belyse, hvilken betydning ældre perioders klimaændringer har haft for menneskelig aktivitet, og i hvilket omfang menneskene har formået at tilpasse sig disse ændringer.

Denne bog kunne overhovedet ikke være skrevet for bare 10 år siden, fastslår Ljungqvist. Siden da er der imidlertid – især på den nordlige halvkugle – gennemført en række undersøgelser, som har givet et detaljeret indblik i temperaturudsving samt ændringer i vegetationsmønstre og luftens indhold af svovl, kuldioxid og metan m.m. Til disse undersøgelser har man anvendt en bred vifte af metoder fra pollenanalyser og studier af boreprøver af is til undersøgelser af sedimenter fra sø- og havbund og analyser af syreisotoper i kalciumkarbonat i drypstenshuler og koraller. Ljungqvists bog sammenfatter de vigtigste resultater fra denne forskning, men da han henvender sig til et relativt bredt publikum, har han fundet det nødvendigt at foretage visse generaliseringer og forenklinger. Bogen indeholder dog en del grafer og kort, som man kan gå på opdagelse i. Ljungqvist giver også et indblik i nogle verserende forskningsdiskussioner, selv om han formentlig har nedtonet dette aspekt af hensyn til målgruppen. Det er antagelig af samme grund, at bogen ikke er forsynet med noter. Til gengæld er der er en ret fyldig litteraturliste til hvert kapitel.

Selv om Ljungqvists ærinde er historieforskning, kan han ikke undgå også at komme ind på den aktuelle klimapolitik. Dette sker på en velafbalanceret måde med loyal gengivelse af argumenter fra alle lejre. Det fremgår dog, at han selv mener, at de menneskelige aktiviteter har spillet en afgørende rolle for den igangværende opvarmning af Jorden. Men han fremhæver samtidig, at FN’s klimapanel og mange debattører har haft en tilbøjelighed til at undervurdere betydningen af den naturskabte temperaturstigning, som har fundet sted i de sidste 150 år. Ljungqvist bemærker også, at denne periode med varmere klima må betragtes som en delperiode inden for en større cyklus, der betyder, at vi går mod et koldere klima, fordi Jordens bane om Solen ændres på en sådan måde, at indstrålingen formindskes. Denne proces, som nu har stået på siden ”det postglaciale klimaoptimum” for 5-8.000 år siden, er formentlig baggrunden for, at Ljungqvist har givet sin bog den lidt provokerende titel Global nedkylning.

Ljungqvists bog giver i det hele taget en overbevisende demonstration af, at klimaudviklingen foregår i cykler på højere og lavere niveauer. Inden for de sidste 2.500 år kan man således udskille tre lange varmeperioder, i alt fald for den nordlige halvkugle. Den første varede fra ca. 300 f. Kr. til ca. 300 e. Kr., den anden fra ca. 800 til ca. 1300 og den tredje fra og med ca. 1850. De mellemliggende perioder var kendetegnet af et markant køligere klima, og tiden fra ca. 1300 til 1800-tallet betegnes da også ofte som ”den lille istid”. Men selv inden for hver af disse perioder var der variationer, både over tid og fra verdensdel til verdensdel. Variationerne synes i mange tilfælde at kunne forklares med udsving i solaktivitet og kosmisk stråling. Dertil kommer, at voldsomme vulkanudbrud kan forårsage dramatiske, men kortvarige temperatursænkninger over store dele af kloden pga. massiv tilvækst af svovlholdige stoffer i atmosfæren. Klimahistorien indeholder også flere eksempler på, at varige og markante temperaturforandringer er sket i løbet af ganske kort tid. Det var bl.a. tilfældet ca. 10.800 f. Kr., hvor temperaturen i dele af Europa menes at være faldet syv grader på mindre end 50 år. Årsagen var formentlig, at der i de foregående århundreder var bortsmeltet så meget indlandsis, at den store tilførsel af koldt søvand til havvandet afbrød den normale cirkulation af varmt vand fra troperne til polerne.

Set fra en historikersynsvinkel er det mest interessante ved bogen de mange forsøg på at anlægge et klimahistorisk perspektiv på bestemte begivenhedsforløb. Det skal dog samtidig understreges, at Ljungqvist er meget omhyggelig med ikke at overdrive klimafaktorens betydning, og enkelte steder skriver han direkte, at klimaændringer højst kan have haft en meget begrænset indflydelse på samfundsudviklingen. En af de perspektivrige iagttagelser drejer sig om det høje temperaturniveau i antikken, der nogenlunde faldt sammen med Romerrigets storhedstid. I disse århundreder var der ”Middelhavsklima” næsten helt op til Nordsøen, og de gunstige vejrforhold gjorde det muligt at producere så meget korn også i de nordlige dele af imperiet, at romerne kunne opretholde store hære og udvikle byer af anselig størrelse. Det er oplagt at drage paralleller til den tidlige middelalder, hvor der i løbet af de fem varme århundreder skete en kraftig forøgelse af landbrugsproduktionen og befolkningstallet i store dele af Europa, og der blev etableret et meget stort antal byer mellem ca. 1000 og 1300. Også det omfattende kirkebyggeri i mange lande vidner om et ressourceoverskud på denne tid.

Ljungqvist nævner også en del eksempler på kriser og sammenbrud, som i større eller mindre omfang må kunne tilskrives klimaforværringer. Således argumenterer han for, at den ekstreme tørke, som plagede den vestlige del af Nord- og Centralamerika under middelalderens varmeperiode, bærer hovedansvaret for, at den sydlige Maya-kultur med præstekonger, astronomisk tidsregning og monumentale bygningsværker forsvandt i løbet af 8-900-tallet, og at anastazikulturen i det nuværende New Mexico gik under i 11-1200-tallet. Et andet eksempel på tørkerelateret krise handler om Petra. Denne by, der i dag er Jordans største turistattraktion, var fra ca. 300 f. Kr. en rig handelsby på karavaneruten mellem Arabien og Middelhavskysten. Men fra omkring 100 e. Kr. begyndte det at gå tilbage for byen. Ljungqvist afviser ikke, at den romerske annektering af byen i 106 kan have spillet en vigtig rolle i denne sammenhæng. Men han peger også på, at klimaet på samme tid begyndte at blive væsentligt tørrere, og da Petra i forvejen lå i en halvørken, var en sådan klimaforværring et stort problem for byen.

I det hele taget er marginalområder særligt sårbare ved klimaændringer, fortæller Ljungqvist. Dette belyses på en meget pædagogisk måde i de to kapitler om Island og Grønland mellem 800 og 1500. Som ekspert i norrøn middelalderhistorie er Ljungqvist her virkelig på hjemmebane, og læserne får da også en indgående beskrivelse af den gradvise forværring af levevilkårene i Nordatlanten fra og med 1100-tallet, hvor man oplevede den første, midlertidige temperatursænkning. Værst gik det som bekendt på Grønland, hvor nordbo-befolkningen i løbet af ca. 400 år blev reduceret fra måske 5.000 indbyggere til nul, og alt tyder på, at denne befolkningsgruppe uddøde pga. sult og sultrelaterede sygdomme. I den samme periode foregik der en indvandring af inuitter, men de klarede sig fint, fordi de til stadighed bevægede sig derhen, hvor der var bedst mulighed for at fange hvaler og sæler. For nordboerne var det derimod utænkeligt at leve som nomader. ”Bondgården var navet i deras liv och vad de identifierade sig med,” skriver Ljungqvist, som også bemærker, at ejendomsretten til gårdene dannede grundlag for tildelingen af jagt- og fiskerirettigheder i bygderne. Men den europæiske livsform blev i stigende grad et problem for nordboerne, fordi høstudbyttet svandt ind, og der ofte var mangel på fisk og fangstemner i de farvande, der lå i nærheden af deres gårde. Ljungqvists konklusion er derfor, at nordboerne ikke uddøde pga. klimaforværringen, men fordi de ikke formåede at tilpasse sig de ændrede klimaforhold.

I et af bogens første kapitler beklager Ljungqvist sig over, at arkæologer siden 1960’erne i almindelighed har udeladt de ”ydre forklaringsfaktorer”, herunder klimaændringer, når de har forsøgt at fortolke de forandringer, der er sket i fortidens samfund. I stedet har arkæologerne koncentreret sig om tekniske forandringer samt ændringer i mentalitet og sociale strukturer. Den samme kritik kunne være rettet mod historieforskningen, hvor der også længe har været en tendens til at negligere de naturvidenskabelige forskningsmodeller og –resultater. Global nedkylning er et glimrende eksempel på, at det kan være til stor nytte for historiefaget at åbne sig mere overfor naturvidenskaberne. Samtidig er bogen en inspirerende syntese om samspillet mellem menneske og natur, og endelig kan den bruges som en lettilgængelig, men fagligt velfunderet introduktion til baggrunden for den aktuelle klimakrise. Jeg kan derfor kun håbe, at bogen vil finde mange læsere – ikke blot i Sverige, men også i Danmark.