BogFeature
New Approaches to the History of Late Medieval and Early Modern Europe

Selected Proceedings of Two International Conferences at The Royal Danish Academy of Sciences and Letters in Copenhagen  in 1997 and 1999.

Af Karsten Lykke Sørensen, cand.mag.

New Approaches to the History of Late Medieval and Early Modern Europe er en antologi, der indeholder 19 artikler, som præsenterer mange af de væsentligste synspunkter indenfor middelalderforskningen hos den sidste generations mest fremtrædende internationale forskere. Artiklerne er et resultat af et internationalt forskningsnetværk omhandlende ”Denmark and Europe in the Later Middle Ages”, finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd (der i mellemtiden er blevet til Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation) fra 1995-1998. Der blev i den forbindelse arrangeret to store konferencer af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1997 og 1999 i København. Artiklerne i nærværende antologi er i hovedsagen omskrevne foredrag, der blev afholdt på den sidste konference.

Antologien er delt op i fire afsnit. De første tre vil forsøge at udstikke og fremhæve nye retninger og trends inden for den seneste forskning i senmiddelalderen. Disse afsnit omhandler den politiske, den sociale og den kulturelle historie og fokuserer især på at finde de områder, hvor forskningen har rykket sig mest i perioden fra 1960’erne til 1990’erne. Det sidste afsnit omhandler aspekterne inden for forskningen i krise og transformation i senmiddelalderen og den tidlig moderne tid. Jeg vil ikke bruge meget plads på at give en stor udredning for alle artiklerne, der hovedsageligt henvender sig til forskere og historiestuderende. Alligevel vil jeg lige kort præsentere et par af de artikler, som jeg selv fandt virkelig spændende.

L. R. Poos har skrevet en artikel, The Historical Demography of Northern Europe 1400-1650, hvor han ved at se på den demografiske fordeling i et meget større perspektiv end blot middelalderen viser, at den periode han behandler hverken var en krise eller et vendepunkt i Nordeuropas demografi – dog med det forbehold, at der i perioden klart har været områder, der har følt tiden både som en krise og som et vendepunkt. Poos argumenterer i stedet for at senmiddelalderens forandring i demografien er en særlig fase i den europæiske befolknings historie med sammenhænge og lighedspunkter, som er på linje med faser både før og efter ”den senmiddelalderlige krise.”

Jean-Philippe Genet behandler i sin artikel, Political Society and the Late Medieval State, den politiske historie. Han fremhæver, at der i de sidste 30 års middelalderforskning er kommet mere og mere fokus på de middelalderlige politikere. Det er efterhånden blevet mere og mere udbredt blandt forskere, at politik (også i middelalderen) var en måde, hvorpå magt kunne udøves. Genet kalder således senmiddelalderen for den moderne stat i sin skabelse.

I artiklen Late Medieval Religion behandler Eamon Duffy den engelske kristendom før og efter reformationen via de materielle levn – kirkernes bygninger og inventar. Indtil slutningen af 1980’erne så mange af de engelske forskere tegn på, at den katolske kirke i senmiddelalderen havde mistet sin troværdighed blandt den engelske befolkning blandt andet på grund af dovne munke, grådige præster og en generel korruption. Den tidligere forskning mente derfor, at den engelske befolkning hungrede efter en reformation. Duffy viser imidlertid, at de sidste ca. 20 års forskning har ændret dette billede. Der er nemlig ikke meget, der tyder på, at reformationen gik hurtigt ved middelalderens slutning. Henrik 8. Tudors reformation i 1500-tallet var måske drabelig udadtil, men med hensyn til kirkernes inventar gik det stille og roligt med udskiftningen. Under Mary 1. i 1550’erne var der sågar en kort periode, hvor de katolske symboler fandt deres vej tilbage til kirkernes indre, men da hendes halvsøster, Elizabeth 1. kom til magten, blev ødelæggelserne af katolske symboler genoptaget. Den engelske kristendom gennemgik derfor langsomt en forandring fra at være en kultur domineret af billeder til en kultur domineret af tale.

Denne antologi bygger som sagt på foredrag hovedsageligt afholdt i 1999. Grunden til at den så først udkommer nu – 10 år efter den sidste konference – findes i forordet. Antologien er redigeret af Troels Dahlerup og Per Ingesman fra Aarhus Universitet. Troels Dahlerup døde i marts 2006 i en alder af 80 år. (Nærværende anmelder var så heldig at være blandt eleverne på hans sidste undervisning i palæografi – skriftlæsning – umiddelbart inden han døde.) Per Ingesman begrunder dog ventetiden med personlig travlhed, og beklager i høj grad dette. Han udtrykker dog et håb om, at dette værk vil fremstå som et vigtigt bidrag til den internationale forskning inden for Europas senmiddelalder og tidlig moderne tid – et håb, der efter denne anmelders mening, kun delvist bliver indfriet. Antologien vil formentlig blive et værk, som hyppigt gennemlæses af historiestuderende og forskere, da artiklerne gennemgående holder et højt akademisk niveau. Bogens største problem er, at den udkommer alt for sent. Der er således ingen af artiklerne, der har referencer til udgivelser efter år 2005, langt størstedelen af artiklerne har endog ingen henvisninger efter år 2001! Dette er en yderst væsentlig pointe i min bedømmelse, var denne bog udkommet for syv-otte år siden havde min anmeldelse udelukkende været positiv.