Af Peter Yding Brunbech, post.doc.,
Institut for Historie og Områdestudier – Århus
Universitet.
Nazismen var mere end endeløse
kolonner af ranke soldater, der drog i krig i tanks og
bombefly produceret af et toptunet tysk
produktionsapparat. Mere end en ideologisk
krigsmaskine, der affyrede raketter og sejlede superubåde
designet af nogen af verdens bedste videnskabsmænd,
og som selv i det folkemord den udførte, gjorde brug
af højteknologi såsom særligt udviklede gasser,
regnemaskiner og et velorganiseret jernbanenet. Bag
denne hypermoderne fremtoning gemte sig en række
magiske, mytiske og næsten okkulte forestillinger i
selve nazismens grundlag.
Det er denne irrationelle side af
nazismen, som Dan H. Andersen har sat sig for at
berette om i Nazimyter
– Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige.
Bogen er inddelt i 10 kapitler, som tager forskellige
aspekter af emnet op og behandler det baseret på først
og fremmest engelsk- og tysksproget
forskningslitteratur.
Udgangspunktet tager Andersen i
Hitler og Himmlers livsforløb og skæbne i tiden før
nazisternes magtovertagelse samt i de utopiske og
racistiske tankestrømninger i datidens Tyskland og
Europa. Tankestrømninger som blandt andet dannede
grundlag for nazismen. Særligt Himmler udviklede
tidligt en forkærlighed for det mystiske og de
utopiske forestillinger om blodet og den germanske
races og kulturs historiske overlegenhed. Men også
Hitler var influeret af disse strømninger selvom han
senere lagde en vis afstand til Himmlers sværmerier.
Hvad angik de store germanske udgravninger bemærkede
Hitler således, at der ikke var grund til at gøre et
stort nummer ud af nogle lerkar fremstillet af
tyskerne på et tidspunkt, hvor grækerne allerede
havde bygget Akropolis.
Andre kapitler beskæftiger sig med
konstruktionen af en ny kult efter magtovertagelsen,
som nogle nazister forestillede sig skulle erstatte
kristendommen som det tyske folks religion, samt om SS
som Himmler havde tiltænkt rollen som det nye
Tysklands ridderskab med ordensborg og det hele.
Endvidere fortæller bogen om særligt SS’ bestræbelser
på, gennem organisationen Ahnenerbe, at finde en
eller anden form for videnskabeligt fundament for de
ofte fantastiske forestillinger om germanske stammer,
der havde spredt sig over hele jorden for hundrede
tusinder af år siden og hvis spor kunne findes i
folkeslagenes overklasser fra Inkariget over Island
til Tibet. Endelig beskriver Dan H. Andersen i sit
sidste kapitel, hvordan nogele af forestillingerne
lever videre i efterkrigstiden i romaner og populærkultur
og i konspirationsteorier.
Særligt kapitlerne om det
idehistoriske grundlag for nazismens forestillinger er
spændende, foruden kapitlerne om Ahnenerbe og de både
mere og mindre vanvittige teorier og ekspeditioner,
den barslede med, og de eventyrere/videnskabsmænd den
tiltrak. Det er velskrevet og interessant, selvom
”petitstoffet” om enkeltpersoners forhold nogle
gange tager overhånd, og selvom den evige fremhævelse
af enkeltstående nazister og nazisympatisørers
moralske og menneskelige mangler bliver lidt trættende
i længden – men det sidste hører jo i en vis grad
til genren.
Til gengæld virker et kapitel om
tryllekunstneren og astrologen Hanussen, som blev dræbt
af SA i 1933, malplaceret, og Andersen formår ikke at
sandsynliggøre, at denne tilsyneladende tredjerangs
plattenslager har fortjent en plads i historiebøgerne.
Kapitlet understreger Nazimyters
største problem, som er mangel på sammenhæng og
rød tråd i historien. Bogen former sig således som
en række enkeltstående beretninger, eller temaer,
delvist bundet sammen af en hyppig påpegning af
farerne ved autoritære ideologier – ikke mindst de
som Andersen mener at være stødt på i sit eget
livsforløb.
Nazimyter
virker
således som en bog, der gerne vil være væsentlig og
fortælle os noget meget vigtigt, selvom det aldrig
kommer til at stå helt klart, hvad det egentlig er.
Totalitarisme er selvfølgelig noget puha – men det
er det jo for så vidt både med og uden gralsborge.
De halv- og trekvartformulerede sammenkoblinger mellem
nazisternes fantasterier og New Age, Andersens hætteklædte
naboer på Nørrebro, ”hippier”, islamister,
68’ere, fantasylitteratur, kvindebevægelsen med
meget mere, skæmmer lidt den ellers velskrevne bog og
kunne med fordel have været udeladt til fordel for en
mere stringent analyse af et meget spændende emne.
