|
- Kunsten at læse et museum
Af museumsinspektør Inge
Adriansen, Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot
Bogens titel er både krævende
og lovende, og da forfatterne er erfarne folk,
henholdsvis gymnasielærer med en mastergrad i museologi
og lektor i museologi og kunsthistorie, er det med stor
forventning, man går i kast med bogen. Den er beregnet
til undervisningsbrug i gymnasiet og skulle derfor også
være oplagt at bruge til nye medarbejdere på museerne,
ikke mindst teknisk-administrativt personale, der ikke
tidligere har haft berøring med museumsbegrebet.
Indledningsvis
understreges, at museer er genstandssamlinger, der er løsrevet
fra deres oprindelige sammenhænge og er blevet
omfortolket gennem den nye kontekst eller sammenhæng,
som de udstilles i. Museerne er også
vidensinstitutioner, der både byder på visuelle læringsmiljøer
og på sanselige oplevelser. Efter denne kort
introduktion foldes stoffet ud over syv kapitler med
overskrifter som ”Museets faglighed og funktion”,
”Museumsanalyse”, ”Hvem ejer kulturarven?”,
”Skal det være den ægte vare?” samt ”Tingenes
orden”. Hvert
af disse kapitler rummer gode redegørelser og væsentlige
problematiseringer og afsluttes med en række spørgsmål,
som gymnasieeleverne kan løse gruppevis eller
enkeltvis.
Det er koncentreret viden,
som her formidles kompetent og på en indbydende vis med
mange billeder. De mange spørgsmål og
problemstillinger, der rejses undervejs, får bogen til
at fremtræde mere igangsættende end belærende. Det
sidste kapitel har overskriften ”Hvem bestemmer hvad
vi ser?”, men omhandler i højere grad de tre grundlæggende
forskellige udstillingsprincipper: det didaktiske eller
belærende, det affektive eller dramatiserende og det æstetiske.
Nyt stof og væsentlig
indsigt for de fleste findes i afsnittet om de fire
typer webmuseer, der udnytter internettets muligheder på
meget forskellig vis: Brochuremuseet er den enkleste og
den mest udbredte form. Genstandsmuseet er det, som KUAS
ønsker alle museer skal leve op til. Her kan publikum
bevæge sig rundt i samlingerne, og når databasen www.dmol.dk
er udbygget, så får vi et landsdækkende
genstandsmuseum. Det didaktiske museum er mindre
genstandsorienteret og mere rettet mod at motivere
brugerne til at bruge museet for at finde svar for at øge
deres viden. I alle tre typer er målet at få
internettets brugere på de reelle museer ude i den håndgribelige
verden. Anderledes er det med det virtuelle museum, som
er et lærested, et slags museum uden mure. Det linker
op til en række databaser og skaber derved
museumsoplevelser, der kun findes virtuelt. Som eksempel
nævnes kunstdatabasen KID, der dog ikke helt lever op
til beskrivelsen. Et mere oplagt eksempel ville være
Det Virtuelle Museum, www.vimu.info,
der med billeder, tekster, film og lyd fortæller om
historie, kultur og kunst i området fra Hamborg til
Odense fra 1830 til i dag.
I de fleste henseender er
det en både nyttig og velskrevet grundbog til relativt
forudsætningsløse museumsarbejdere og interesserede
museumsbrugere, en slags folkeudgave af Bruno Ingemann
og Ane Hejlskov Larsen m. fl.: Ny dansk Museologi
(2005). Men
desværre skæmmes Museumsgrundbogen af to forhold, som
især må tilskrives dårligt forlagsarbejde. Der er
meget stor forskel i kvaliteten på illustrationerne.
For mange af dem er amatørfotos, der ikke yder det
afbildede retfærdighed, og en del illustrationer er for
mørke. Her burde forlaget have været villig til at
investere i professionelle billeder.
Værre er dog museernes
danmarkskort, som er gengivet bagest. Her mangler en række
byer, eksempelvis Sønderborg med fire museer og
Aabenraa med tre museer. Også Ringkøbing og Tønder er
glemt, Struer og Lemvig og Hobro er ikke længere
havnebyer, og ligeledes er bl.a. Jægerspris og Skive
placeret forkert. Museumssignaturen ved Asnæsværket
ved Kalundborg må hentyde til Odsherred Kunstmuseum i
det Asnæs, der ligger 40 km nordligere. I en grundbog,
der handler om, hvordan viden anvendes og formidles, er
dette belastende og må være pokkers ærgerligt for
forfatterne.
Trods dette kiks kan bogen
varmt anbefales som introduktion til ikke-museumsfagligt
uddannet personale i museerne og til gymnasiebrug.
|
|
|

|
|
Sally Thorhauge
& Ane Hejlskov Larsen:
Museumsgrundbogen.
- Kunsten at læse et museum.
Udg. af forlaget
Systime
152 sider, ill.,
225 kr.
Forlaget
Systime >
|
|
|
|
|
|