BogFeature
Bag diger og dæmninger i Rødby fjord

Af Erik Helmer Pedersen

Fhv. lærer ved Rødby Skole, Niels Erik Hyldtoft, har gjort dansk kulturhistorisk forskning en stor tjeneste ved at have fremlagt denne gode og fyldige bog, frugten af 10 års arbejde i fritiden. Som titlen siger, er den for længst tørlagte Rødby fjord hans ærinde, ikke så meget for at ramme den historisk ind som for at grave den frem eller fri i en kulturhistorisk sammenhæng: Det er ude i fjorden, det foregår. Han vil have sine læsere med derud for med egne øjne at, hvordan fortidens folk stykke for stykke satte volde og dæmninger op for at beskytte sig mod to slags vand: det indtrængende havvand og det lige så besværlige ”landvand”, som fra det indre af Lolland søgte ud mod havet. Her dannede fjorden i sin oprindelige udgave en slags bassin, men når det var fyldt op, satte det naturligvis de lave arealer langs fjorden under vand, især når vind og vejr pressede havvand ind i fjorden.

Rent pædagogisk opdeler N. E. Hyldtoft sin skildring i to ”ture”, begge med udgangspunkt i Rødbyområdet. Den ældste dækker den ældre periode 1822-68 og går mod uret fra Sædinge og Ringseballe sø til og med Strandholm inddæmning tæt ved Rødby havn, medens den yngre tur dækker begivenhederne først i 1900-tallet, begyndende ved Næsbæk og sluttende ved Mellemnoret sydvest for Kramnitze. Undervejs drages godt og vel 60 inddæmnings- og afvandingsprojekter ind i billedet, hvoraf enkelte dog ikke kom længere end til tegnebrædtet. Hans redegørelse slutter brat (søndag) d. 28. august 1927 kl. 9, da man startede de to første pumper ved Kramnitze Pumpestation. Der begyndte den endelige udtørring af det samlede fjordareal, sådan som det fremtræder den dag i dag.

Bogen er naturligvis udstyret med en række kort og illustrationer, om end de to ”ture” godt kunne være tydeligere markeret som udflugtsmål. I tilgift bringes en række af forf.s fotografier fra arbejdet i marken, men i temmelig mange tilfælde er der ikke spor tilbage i terrænet af vedkommende anlæg. Den pågældende landmand har i mange tilfælde tænkt mere på sin egen ”berigelse” end på at bevare ”uerstattelige kulturminder”, klager forf. i sin ellers så velafvejede efterskrift. Senere er der bygget ganske mange sommerhuse derude, og måske tilkommer en golfbane, men det ødelægger ikke helt det frie udsyn ud over fjorden, trøster han sig med. Vindmølleparker er næppe heller hans livret og slet ikke skovanlæg. Det bærer ved til ”forarmelsen” at få sit udsyn begrænset af nogle forblæste plantager. Derimod er hans holdning til landmændenes brug af de tørlagte arealer en anelse dobbelttydig. Landbrugsøkonomisk har der ikke været meget at hente ude i fjorden, mener han; omvendt har tidligere tiders foretagsomhed aflejret ”et kulturhistorisk klenodie”, påpeges det.  Og i sine analyser dadler han bestemt ikke de landmænd, som tog de første spadestik i vand til knæene eller endnu højere.

Han vil i realiteten fortælle historien præcis, som den har udspillet sig og har til dette formål brugt hundreder af timer på at gennemgå de sagsakter, de mange projekter har aflejret i offentlige myndigheders arkiver. Heldigvis overdokumenterer han ikke sine pointer; den kritiske nøgternhed er hans klassemærke som arbejdende historiker. Kun på et par punkter kunne man ønske sig en fyldigere drøftelse.

Det første angår den manglende præsentation af de historiske skikkelser, som optræder rundt om i bogen såsom Reventlowerne fra Christianssæde/Pederstrup, storkøbmanden Alfred Hage fra Nakskov og hans kone Vilhelmine, den engelske entreprenør i Danmark, Sir Morton Peto og godsejeren på Lidsø, Christen Moesgaard-Kjeldsen (hans fornavn er ikke Chr.(istian))!). Lad os holde os til sidstnævnte. Der lægges ikke skjul på, at han både var en driftig og stridbar herremand. Muligvis vil forf. mene, at han som landmand, organisationsmand og radikal politiker må være så bekendt ud fra det danmarkshistoriske grundpensum, så at alle ved, hvem vi taler om. Formentlig har Moesgaard-Kjeldsen investeret en god part af sin organisatoriske og politiske indflydelse på at fremme den rødbyske landvindingssag og dermed plejet egne interesser. Noget lignende gælder Alfred Hage, som 1852-72 var medlem af Folketinget. Og når vi nu drøfter politisk indflydelse, savner man også lidt besked om den offentlige debat om landvindingssagen på Lolland-Falster, hvor Rødby fjord blot var et af de store temaer. Der må kunne hentes mange oplysninger i Lolland-Falsters Folketidende, da den ejedes og redigeredes af sydhavsøernes toppolitiker gennem mange år, avisfyrsten og landmanden Rasmus Claussen.

Det politiske og opinionsmæssige aspekt har imidlertid ikke været forf.s ærinde, og anm.s hjertesuk må vurderes i denne sammenhæng. Derimod kan han ikke roses nok for sit ønske om at give os grundig besked om såvel de juridisk-administrative som de rent teknologiske problemkredse, som væver den komplicerede landvindingssag tæt sammen. Udstyret med denne viden er vi i stand til at kombinere den geografiske tilgang i fremstillingen med det historiske forløb, som har sin egen udvikling fra det øjeblik, en lodsejer rejser sagen til myndighederne giver grønt lys for gravearbejdet. Ganske passende begynder vor historie for alvor med, at landboreformatoren grev Chr. D. F. Reventlow i 1794 lod bygge en dæmning med sluse ved Vejleby Kirke og derved indvandt næsten 100 tdl. Det blev imidlertid kun 1. akt i et længere Vejleby-drama, men en begyndelse var gjort. Ikke uventet er det de større landmænd og personer af rang, som her går forrest i kampen mod vandmasserne, hvorefter bønder og til en vis grad husmænd tager teten. Det er i kornsalgsperioden 1830-70, det første store fremstød udspiller sig samtidig med, at de teknologiske muligheder forbedres jævnt hen.

Stormfloden 13. november 1872 viste imidlertid med al tydelighed, at fjordens vandmasser  ikke sådan lod sig tæmme. Det ledte til et omfattende digebyggeri langs kysten, kombineret med forskellige udtørringsprojekter, hvor først dampmaskinen, derefter eksplosionsmotoren og sluttelig el-motoren kunne give vindmøllepumperne den nødvendige håndsrækning under spidsbelastninger, ikke mindst om foråret, hvor arealerne helst skulle tørlægges efter vinterens opstuvninger. Dermed var arealerne ”tørre” nok til at tillade den eftertragtede sommergræsning.

Projekternes parthavere var naturligvis de involverede landmænd, men en positiv sideeffekt, vurderet med lokalbefolkningens øje, må have været den øgede beskæftigelse. I virkeligheden kan meget landvindingsarbejde opfattes som en tidlig form for egnsudvikling, men her er et projekt som Rødby fjord unægtelig oppe imod andre projekter rundt om i landet, ikke mindst Jylland. Den skjulte rivalisering mellem et lerklædt Lolland-Falster og nok så magre områder andetsteds i landet er en kendsgerning, som kommer helt frem til overfladen i roesukkeralderen.

Et par gange strejfer forf. lokalbefolkningens holdning til Rødby fjord-projektet. Som oplandskommune med maritime interesser måtte Rødbys engagement i sagen være lidt dobbelttydigt. På den ene side fik man tilgodeset det lokale landbrugs interesser, på den anden prisgav man let den søvejs adgang til byområdet. Og hvem ejede et tørlagt areal i forlængelse af private haver, grundejerne eller kommunen? Den tvist må afgøres ved en domstol, resolverede Indenrigsministeriet i en bestemt sag 1851. Den smukke udsigt ud over fjorden ødelægges, mente andre.  Husmænd med fjordfiskeri som bierhverv kunne også komme slemt i klemme, som det skete ved Vester Tirsted  1852. De fik dog en vis erstatning.

Disse eksempler skulle tjene til at vise fremstillingens spændvidde, ikke blot forstået som en guldmine af relevant lokalhistorisk information, men også som en inspiration til at iværksætte supplerende studier over den lollandske særudvikling gennem tiderne, ikke mindst dens landbrugshistoriske del. Museum Lolland-Falster bør derfor gratuleres med, at de har publiceret N. E. Hyldtots pionerstudie og forhåbentlig opmuntret forfatteren til at gå videre med sine studier. Nakskov fjord og Bøtø Nor måtte være nærliggende eksempler i mere end én forstand.  Hyldtoft har ikke alene vist vejen; han har også demonstreret, hvordan et regional- og lokalhistorisk studie i bredden og dybden kan bringes frelst igennem ti års arbejde med stoffet. Det må kunne lokke såvel de lokale beboere som sommerhusfolket ud i fjorden.