BogFeature
Danmarks økonomiske historie 1910-1960

Af Preben Etwil

Da Danmark blev et industrisamfund

Økonomisk historie har i Danmark, som videnskabsdisciplin, altid levet en stedmoderlig tilværelse. Dette er på sin vis ganske uforståeligt, da økonomiske forhold alle dage har været en af historiens væsentligste dynamiske faktorer. Politiske handlinger, kulturelle- og demografiske ændringer samt sociale forandringer er i høj grad bestemt af den til enhver tid herskende økonomiske situation. Forståelsen af økonomien i et land er ofte nøglen til forståelsen af alle de forhold, der binder en nation sammen eller splitter den i atomer.

I flere år har historikere faktisk manglet en ajourført forskningsbaseret beskrivelse og analyse af Danmarks økonomiske transformation fra udpræget land­brugsland til udbygget industrisamfund. Ja, ikke siden nylig afdøde professor Svend Aage Hansens ”Økonomisk vækst i Danmark” fra midt-halvfjerdserne har der foreligget en solid og sammenhængende meso- og makroøkonomisk beskrivelse af Danmarks økonomiske historie for perioden 1910-1960. Med Jan Pedersens nye bog foreligger der nu en velkonsolideret ny klassiker inden for området.

Bogen er informationsmættet med både et solidt statistisk materiale, og en omfattende inddragelse af andre danske og udenlandske forskeres økonomisk-historiske bidrag. Bogen kombinerer på en sjældent god måde spændingsfeltet mellem det normative og empiriske i de historiske forløb. Der er kælet både for detaljen og de lidt længere forløb.

Bogen burde retfærdigvis give et kærkomment skub til den akademiske verden om at rette op på fortidens synder og komme i gang med at genetablere en egentlig videnskabsbaseret undervisning inden for den økonomiske historie – både på faget historie, men så sandelig også inden for samfundsvidenskaberne.

Historievidenskaben kan uden tvivl tilføre samfundsvidenskaberne formidlings­mæssige kvaliteter, mangfoldighedens præcision og det kildekritiske grundlag. Det er en kendsgerning, at meget teoretisk samfundsvidenskab desværre er totalt løsrevet fra den historiske virkelighed. Især forsynder mange samfundsforskere sig mod det kildekritiske arbejde, inden de inddrager de historiske erfaringer på en yderst bastant måde i deres forskningsresultater. På den anden side kan samfundsvidenskaberne bidrage til historieforskningen på mindst to områder. For det første kan de udvide historikerens emneområde inden for det økonomiske, sociale og politiske område. For det andet kan de bidrage med at kunne udvide historieforskningen med strengt analytiske modeller.

Begge udfordringer har Jan Pedersen på kvalificeret måde grebet i sin nye bog. Det skal han have stor ros for, om end han dermed givetvis er med til at koble en og anden historiker af i svinget. 

Bogen er af den grundige slags. Man får en god indføring i valg af periode, en gennemgang af den nyeste forskning på området og en problematisering af de retninger, som faget har taget. Selv om Jan Pedersen gør en hel del ud af at retfærdiggøre bogens valgte periodeafgrænsning som både historisk og teoretisk begrundet, kan man ikke rigtig frigøre sig fra tanken om, at det kort og godt bare var ”den ledige periode”, der så at sige var tilbage, når man tager i betragtning, at bogen er en del af er firebindsværk, hvor perioden 1840-1910 (Ole Hyldtoft), og perioden efter 1960 (Henrik Christoffersen) tidligere er blevet udgivet. Problemet bliver særlig tydeligt, når bogen i modsætning til de øvrige bind i serien i højere grad fokuserer på sammen­hængende økonomiske vækstforløb. Her er den bastante periodeafgrænsning ikke indlysende forståelig. Især volder de to verdenskrige i perioden problemer. Det giver simpelthen eksogene chok – både politisk, økono­misk og ikke mindst statistisk – der gør, at vækstrater naturligvis kan beregnes, men langt hen ad vejen nærmer sig det rene nonsens, når man tager statistik­kens kvalitet under nærmere overvejelse.

Under krigslignende forhold (Første verdenskrig) eller egentlige krigsforhold (Anden verdenskrig) er økonomi og politik underlagt så restriktive forhold, at den økonomiske statistik ikke kan sammenlignes med en statistik, der er produceret under mere normale forhold. Der er immervæk en betydelig forskel på maksimaltøj i celluld og en bomuldsjakke, på vådt mosetørv og engelske briketter, på dansk cikorie og importeret kaffe, på bil med og uden benzinmotor, på cykler med og uden cykeldæk osv. osv. Listen over erstatningsproduktion og varer udviklede sig under krigen ad libitum – og ud over det havde en særdeles dårlig kvalitet, var det også i stort omfang rationeret. Sort­børshandel og udbredt anvendelse af naturalieøkonomi hører også krigslignende tilstande til, og er uhyre vanskelige – også i fredstid - at opfange i statistikken. Måge i karry og fynske cigarer lyder nu ikke helt lækkert, men indgår på lige fod i statistikken med flæskesteg og virginiacerutter. For øvrigt er leveforholdene udmærket beskrevet i et af bogens efterfølgende kapitler. Men hvorom alting er, så er krigs- og fredsproduktion langt hen ad vejen væsens­forskellige – bortset fra at de begge kan omregnes til stignings­pro­center i en økonomisk vækstanalyse. Man skal derfor nok ikke lægge for meget i Jan Pedersens meget præcise vendepunkter, om end det virker pirrende at få at vide, at dansk økonomis vækstratetendens vendte i sidste halvdel af det første besættelsesår. Bunden var så at sige nået. I denne del af Jan Pedersens yderst interessante vækstanalyse, bliver den økonomiske statistik nok tortureret lidt mere end godt er. 

Det overordnede i vækstanalysen er dog, at krisen i trediverne nok ikke var så væksthæmmende som man tidligere har haft en forestilling om, og at landbrugets afvikling og afvandring mod byerne nok heller ikke skete så hurtigt, som de realøkonomiske betingelser lagde op til. Det er også helt evident, at Danmark meget hurtigt efter krigen produktionsmæssigt kom op på førkrigsniveau, og fik igangsat en accelererende økonomisk vækst – både i landbrug og industri. Især båret af en betydelig handelsmæssig åbning af de udenlandske markeder – dog med et betydeligt efterslæb af landbrugs­eksporten, der dengang var Danmarks største. I denne vækstanalyse er Marshallhjælpens enorme betydning for dansk økonomi nok også underspillet en smule. Det nævnes godt nok, at hjælpen, der fandt sted i perioden 1948-52, var på i alt 305 mio. dollars. Hvor stort beløbet i virkeligheden er, kan man først rigtig forestille sig, når dollarbeløbet sættes i forhold til datidens danske BNP. 305 mio. dollars svarer til ca. 1,8 mia. kr., som igen svarede til 7-8 pct. af BNP i 1950. Et svimlende bistands­beløb, der virkede ekspansivt i dansk økonomi. I modsat retning trak en bytteforholdsforringelse pga. Korea-krigen (dog ikke omtalt).

Bogens helt store faglige clou er inddragelsen af en historisk input-outputanalyse fra 1934 - med tråde op til 1958. Dette svære tema er fremragende formidlet af Jan Pedersen.  Jan Pedersen tager så at sige læseren ved hånden, og fører vedkommende igennem disse komplicerede tabelopstillinger, og viser med stor tydelighed, hvordan de forskellige hovederhverv spillede sammen, og hvordan den økono­miske udvikling forløb både mellem dem indbyrdes og over for omverdenen. Især vil det gå op for mange læsere, at erhvervene i allerhøjeste høj grad var dybt afhængige af hinanden – både som input- og outputaktører.

Efter en indledende præsentation af både vækst- og input-outputmodeller følger en lidt mere traditionel – og grundig - gennemgang af de danske hovederhvervs økono­miske udvikling. Men helt tradi­tionel er det nu alligevel ikke, da Jan Pedersen i høj grad forsøger at knytte de historiske forløb til forskellige økonomisk-teoretiske konstruktioner, samt henvise til forskellige forsknings­resultater på området. Det gøres godt og kompetent. Der er ofte tale om en flig af noget makroøkonomisk teori sat ind i en konkret historisk sammenhæng. Det har både sine styrker og svagheder. Til styrken hører, at den økonomiske teori omsættes til praktisk genkendelig virkelighed, og man får som læser en forståelse af et økonomisk fænomen, der ofte ikke kan ses med det blotte øje. Til svagheden hører, at teorien nødvendigvis ofte må præsenteres lidt mere forsimplet og robust end oprindeligt påtænkt – og konkurrerende teorier er der ikke rigtig plads til. Dermed bliver både teorien og den historiske mangfoldighed skævvredet en smule.

Bogen gennemgår i en række velstrukturerede kapitler de væsentligste udviklingstræk inden for både de primære, sekundære og tertiære erhverv. Statistik og forskellige forskningsresultater supplerer hinanden godt. Perioden er på mange måder spændende: Landbruget bliver traktoriseret, industrien bliver tayloriseret, energien bliver elektrificeret, infrastrukturen bliver motoriseret, udenrigshandlen bliver internationaliseret, og den offentlige sektor bliver bureaukratiseret. Der bliver slået hul på en række myter - fx at industrien ikke bliver fanget i en vækstfælde på grund af udbredt protektionisme, og at arbejdsløsheden i 30’erne – i den traditionelle opfattelse – givetvis var overdramatiseret. Som bekendt har hver generation af historikere deres fortolkning af historien, og Jan Pedersen bidrager på bedste vis til at tage tidligere opfattelser op til fornyet revision.

Bogen afslører også, at der stadig er nogle forskningsmæssige huller, der med stor udbytte venter på at blive udfyldt. Man bliver faktisk lidt overrasket over, at den offentlige sektors økonomi i mellemkrigstiden er så svagt belyst, som den er. Her burde en eller anden økonomisk-historisk forsker gribe chancen og udfylde hullet. Ligeledes kunne det være yderst interessant at få belyst arbejdsløsheden – og den deraf følgende underbeskæftigelse - i mellemkrigstiden, på en mere korrekt måde end de arbejdsløshedstal (og korrektioner), der i dag foreligger. I bogens medfølgende forskningsoversigt slås der også til lyd for, at man i Danmark mangler et historisk baseret nationalregnskab, hvor vækst og sammenhæng mellem erhvervene over længere perioder er konsistent belyst. Helt enig, men i den sammenhæng kan man så undrer sig over, at Jan Pedersen ikke selv anvender, den stump af sammenhængende nationalregnskab, der trods alt eksisterer efter 1948 og frem. Her tænkes bl.a. på Danmarks Statistiks publikation og medfølgende databank: ”60 år i tal - Danmark siden 2. verdenskrig”.

Mens gennemgang af de forskellige erhverv – trods nye vinkler på udviklingen – følger gængs praksis inden for rammerne af økonomisk historie, er kapitlerne om den økonomiske politik i perioden befriende ny læsning. I det store og hele er sammenhængen mellem den reale økonomi og den økonomiske politik både velunderbygget og indsigtsfuld, men vækker alligevel visse steder modstand, da tolkningen ud over at være dristig, også bevæg­er sig på grænsen af det plausible. Især påkalder dele af den økonomiske politik under anden verdenskrig en vis form for forundring. Det kræver immervæk en god portion intellektuelt mod at få en røverøkonomi, som Tysklands udplyndring af Danmark under anden verdenskrig, til at fremstå som et eksempel på en keynesiansk makro-økonomisk efterspørgsels­model. Det kræver sikkert en forklaring: Det nævnes, at samhandlen med Tyskland byggede på ”fair trade”, da de var villige til at betale godt for de danske landbrugsvarer. Ligeledes nævnes det, at Tyskland igangsatte og betalte for en række anlægs­arbejdere, der på sin vis virkede ekspansiv i økonomien. Jan Pedersen svinger sig i den forbindelse op til at sammenligne disse hændelser med keyne­sianske multiplikatoreffekter - for øvrigt ganske udmærket fremstillet. Men spørgsmålet er, om sammenligningen netop her er særlig velvalgt. Man kunne måske bedre sammenligne Tysklands økonomiske forhold til Danmark på samme måde som manden, der fodrer sin hund med sin egen hale. Tyskland påstod godt nok, at de betalte for deres køb i Danmark, men de lånte (stjal?) nu alle pengene i Nationalbanken. Engang i 1960’erne blev denne gæld da også totalt eftergivet. Det er nu heller ikke lige meget for den økonomiske teori, om man graver et hul i jorden, bygger en bunker, cementerer Vestkysten, tvangsudskriver arbejdere, eller om man igangsætter nyttigt arbejde. Derfor kan man også sætte spørgsmålstegn ved effekten af eksporten til Tyskland. Under normale omstændigheder ville et eksportoverskud have ekspansive effekter på resten af økonomien, men da der reelt ikke blev betalt for handlen, giver det efter gængs økonomisk teori en betragtelig negativ multiplikatoreffekt i Danmark. Hvis man skulle tage nutidige briller på, ville man nok have benævnt datidens eksport til Tyskland som ensidige overførsler til udlandet. Dette ændrer dog ikke billedet af, at Danmark i det store og hele kom relativt nådigt gennem krigen. Som Jan Pedersen skriver: ”Derfor blev Danmark det af alle besatte lande hvor levestandarden gik mindst ned, og hvor dagligdagen i det hele taget blev udsat for færrest forstyrrelser” (p. 404). Men i bund og grund siger det mere om, hvilke rædsler – økonomisk og menneskeligt - de andre besatte lande blev udsat for, end hvordan danskerne selv klarede sig gennem krigen.

Men et er sikkert, relativt hurtigt - omkring 1947 - var Danmark faktisk oppe på førkrigsniveau, og med den nye opdeling i Øst og Vest blev den økonomiske politik hurtigt drejet ind i en vestlig orienterede retning. Forud­sæt­ningen for at modtage Marshall-hjælp var bl.a., at man måtte opgive en nordisk toldunion, og stille sig positivt over for et medlemskab af NATO. Dertil skulle der i internationalt regi fremlægges oversigtlige økonomiske flerårsplaner for dansk økonomi. Kun det sidste er omtalt i bogen. Efter en relativ succesfuld genopbygning af Danmark, kæmpede Danmark i løbet af halvtredserne sig igennem den såkaldte stop and go politik. Hver gang der kom begyndende gang i dansk økonomi, og arbejdsløsheden var på vej ned, blev det gryende opsving stoppet af valutamangel. Mangel på konvertibel valuta forblev en væsentlig bremse på økonomisk vækst i Danmark. Et forhold der først rigtigt blev overvundet efter 1958 – og her slutter bogens tidshorisont. Desværre, da Henrik Christoffersens bog i serien, Økonomisk historie efter 1960, fagligt set slet ikke kan hamle op med nærværende bog.

Økonomisk historie uden opstilling af statistiske tabeller og figurer er som en nonne uden cykel. Disse pædagogiske værktøjer har uvurderlig informativ betydning for formidlingen af den historiske udvikling. Bogen er godt nok fyldt med både tabeller og figurer, men almindelig designstandard er ikke rigtigt blevet fulgt. Dette er ærgerligt, da det ville have lettet læsningen betyde­ligt.

Denne anmeldelse kan på ingen måde yde dette værk fuld retfærdighed. Det er bogen simpelthen for indholdsrig til. Der er naturligvis passager og udsagn, der giver anledning til en kritisk eller tvivlende undren (jfr. ovenfor), men det kan på ingen måde spolere det meget solide og dybt faglige indtryk, som man får ved at læse bogen. Det er økonomisk-historisk håndværk, når det er bedst. Bravo.