Af
John Rendboe, museumschef, Grindsted-Vorbasse Museum
Den opmærksomme læser skal endelig
ikke lade sig narre af de følgende tørre fakta.
Denne bog er rigtig god! Men altså, først til de
indledende knæbøjninger:
Bogen er en antologi baseret på oplæg
ved et KUAS-seminar i 2005, der fandt sted på
Nordjyllands Kunstmuseum i Ålborg.
Seminaret var det 5. i den række af
seminarer, Kulturarvsstyrelsen har afholdt i anledning
af Industrikultur som satsningsområde siden 2003.
Disse seminarer har bevæget sig vidt
omkring fra snævre, tekniske emner til brede,
internationalt orienterede perspektiver. Ålborg-seminaret
var vel nærmest midt i mellem, lidt dansk med
nordisk-baltisk garniture.
Seminaret og dermed bogen har 3
hovedafsnit. Den første hedder ”Industry and
Postmodernism”.
Anja Kervanto Nevanlinna fik lov at lægge
hårdt ud med forsøg på at give en ramme for
begreberne, eller rettere en definition på samme. Her
er hendes gensidige interaktionstanke mellem
industrisamfund og modernisme meget interessant. ”Societies
produce the built environments and the built
environments in turn produce societies.” Industrisamfundet
er det hele, noget der er selvindlysende, takket være
moderniteten der ses som et netværk af praktiser, der
får både den enkelte og grupperinger til at indse
dette. Det ligner en cirkelslutning. Men der er mere.
Nevanlinna forbinder industrialiseringen med
nationsdannelses projekter omkring 1900. Fx skulle Den
svenske Drøm omkring dette tidspunkt have været et
comeback på den storpolitiske scene, nu som
industrination. Men rationalisme, der hos Nevanlinna,
som hos de andre forfattere, i overvejende grad
forbindes med Taylorisme, menes at have haft sværere
kår, fordi det blev forbundet med amerikansk
kapitalisme. Nevanlinna sætter industrialismens højdepunkt
sammen med velfærdsstaten. Et fælles mål, som de
mange aktører i netværket søgte mod. I slutningen
er man i tvivl om Nevanlinna er ironisk. Hun synes
enig med den gamle tanke om at se rationalisme som en
amerikansk tankegang. Derfor blev den en vigtig
eksportartikel efter krigen som USA vandt, ikke mindst
gennem Marshall hjælpen. Med tilføjelsen, at dette
ikke gjaldt Finland, pga. deres særaftale med Sovjet,
vinderen af deres krige(!).
Michael F. Wagner ridser dansk
teknokrati-historie 1840 – 1940 op. Vi får at vide,
at teknokrati er en politisk ideologi, der kræver en
vis intelligens. Ligeledes er teknokrati som system en
politisk styreform, der kræver en intelligentsia for
at fungere. Der er altså tale om en utopisk ideologi,
der hviler i det moderne samfund. I det følgende
beretter Wagner om en ideologi, der tydeligvis bliver
en utopi for de få udvalgte, mens teknokraterne selv,
ingeniørerne fx, får stor betydning i samfundet.
Og så er der rationalisering på
sovjetisk. Marija Drèmaitè analyserer, hvordan den
kommunistiske version af urbanisering og
industrialisering blev implementeret i de baltiske
stater i 1960-erne. Især Litauen 1957-65. Meningen
var at centralisere territorier i stedet for brancher.
En ny form for centralstyring der skulle afløse
stalinismen. Efter at have påvist en række mangler i
praksis i forhold til ideologien konkluderer Drèmaitè,
at netop Litauen havde gavn af tiltagene, fordi landet
var bagud, industrielt.
Maths Isacson beretter om planlægningsmaskinen
i nord, Sverige. Han ser planlægningens,
rationalismens storhedstid i samfundsmæssig sammenhæng
i perioden 1945 – 1965. Der er stadig planlægning i
samfundet, men det er blevet mere fleksibelt. Isacson
påpeger reelt to former for planlægning, eller to
sider af sagen. Mens staten fra start er optaget af en
ydre planlægning, som fabrikanterne går imod, så er
samme fabrikanter optaget af indre planlægning på
fabrikken. Og så trækker Isacson for resten en helt
fantastisk linje fra 1700-tallets jernværker til
1900-tallets Folkhem.
Endelig får vi analyser af to
udstillinger: Bente Jensen om Nordjysk Udstilling i Ålborg
1933 og Anders Houltz om Göteborg 1923.
1933-udstillingen præsenteres som en iscenesættelse
af Ålborg som moderne industriby og en modvægt til
tidens depression. Der påvises en klar
socialdemokratisk tendens i udstillingen. Men
konklusionen, at udstillingen var et led i den
socialdemokratiske tanke om at gøre Danmark til et
industriland, er mærkelig. Danmark var et udpræget
industriland i 1933.
Houltz giver os noget rigtigt guf.
Sverige var ikke blot et industriland i 1923. Det var
et anden-generations industriland, hvor
industrigenstandene havde været i brug så længe, at
de var blevet en del af kulturarven. De kunne komme på
museum. Sagen vakte åbenbart meget røre i
dagspressen. Houltz kommer med nogle herlige citater,
hvoraf det fremgår, at man er ganske uforstående
overfor, at det er andet end flintøkser, der kan
komme på museum. Sikke en debat de havde i Göteborg
i 1923. Her i Danmark er vi vel så småt ved at være
klar til den.
Tit og ofte følte jeg en voldsom
trang til selv at debattere med forfatterne. Det kom
jeg aldrig til, for jeg meldte fra til seminaret i sin
tid. Husker ikke en gang hvorfor. Men jeg ærgrer. Til
gengæld glæder jeg mig over bogen. Mere af den
slags, tak.
