DKP, besættelsen og illegaliteten
Af
Henrik Thystrup
Jørgen Grønvald Laustsens bog om de
danske kommunister umiddelbart før og under besættelsen
beskriver meget minutiøst en del af den danske
historie blandt kommunister, med oplysninger som ikke
tidligere har været tilgængelige. Bogen tegner et
godt billede af, hvordan den danske kommunistiske
organisation går fra at være en temmelig
uprofessionel organisation til en organisation, som
begynder at tage ansvar i kampen mod besættelsesmagten.
Bogen er i store træk delt op i 3
perioder. Den første dækker perioden lige før besættelsen
til den 22. juni 1941. I denne del af bogen bliver man
introduceret til, hvordan de russiske kommunister før
besættelsen forsøger at infiltrerer Danmark uden større
held. Munch-Petersen
gør et stort arbejde for at opbygge DKP ved hjælp af
kraftig propagandavirksomhed dog uden større held, og
han ender med at blive slået ihjel i 1940 af NKVD i
Sovjetunionen. Bogen fortæller en sjov historie,
nemlig at NKVD faktisk ville anholde Aksel Larsen og
slå ham ihjel, men at det ikke kunne lade sig gøre på
grund af Aksels medlemskab af det danske folketing –
hvordan ville det dog være gået, hvis det var sket?
Historien om Winther, der bruger
meget lang tid på at få etableret en
radioforbindelse til Moskva, tegner et billede af en
meget uprofessionel organisation, der slet ikke kan
agerer uden instrukser fra Moskva. Bare det at få
etableret et radioforbindelse til Moskva virker som en
uoverkommelig opgave, og da den endelig kommer til at
virke, kan man ikke finde ud af, hvordan kodesystemet
fungerer. Man kan kun undre sig over, hvordan russerne
i det hele taget var i stand til at vinde krigen, hvis
alle kommunister var ligeså ineffektive som de
danske.
Perioden efter den 22. juni 1941
giver store udfordringer for DKP i Danmark. Tyskland i
samarbejde med den danske regering begynder en jagt
efter kommunister på baggrund af ”loven mod DKP”.
Det lykkes at overtale Winther til at skifte side og
pludselig har man en agent, der har et nøje kendskab
til Aksel Larsen, radiogruppen, kurererne,
poststederne og de øvrige personer omkring den
illegale DKP-formand. I denne periode får de danske
kommunister en brat opvågning, idet de ikke havde
forberedt sig på at skulle leve illegalt.
Igen prøver man at komme i kontakt med Moskva
uden større held andet end et par ubetydelige
telegrammer. Man får tydelig et indtryk af, at de
danske kommunisters illegale tilværelse ikke var så
grundigt forberedt, som man ellers har læst. Man kan
næsten sige tværtimod; specielt Aksel Larsen var
helt afhængig af velvillig hjælp fra en række
mennesker, som han mere eller mindre tilfældigt kom i
kontakt med.
Den 2. november 1942 slog det danske
politi til mod DKP, hvorved en del af toppen i DKP
blev arresteret, herunder Aksel Larsen. Aksel Larsen
afhøres frem til den 19. januar 1943. Desværre kan
bogen ikke kaste nyt lys over, hvad Aksel Larsen
egentlig sagde til Gestapo. En del kommunister hævder
den dag i dag, at Aksel Larsen forrådte kommunisterne
i Danmark, mens andre mener, at han ikke fortalte
noget. De fakta, vi kan læse i bogen, giver dog et
billede af, at Gestapo allerede vidste det meste om 73
partifæller. Der
er dog en person ved navn Bjørn Jensen, som ikke
kendes af Gestapo, hvilket får betydning, da han
senere arresteres. Desuden røber Aksel også
information omkring gruppen bag ”Frit Danmark”.
Alt
i alt synes jeg, bogen er velskrevet og der er et hav
af kildehenvisninger. Den henvender sig primært til
historikere eller folk, der virkelig vil i dybden med
dette emne. Der er ingen tvivl om at Jørgen Grønvald
har gjort et stort arbejde med at finde materiale –
bogen er jo også lavet på baggrund af hans Ph.d.
afhandling. Jeg synes, bogen i perioder var langtrukken, og jeg må indrømme,
at jeg havde svært ved at fastholde bogen, og at
andre bøger en gang i mellem kom ind over.
Men hvis man som sagt har et ønske om at komme
i dybden på dette område, har jeg ikke oplevet andre
bøger, der er så fyldt med information.
