BogFeature
D-Dag – Kampen om Normandiet

Af Erik Ingemann Sørensen

”Soldater, sømænd og flyvere i De Allieredes Ekspeditionsstyrke! I er nu ved at indlede Det Store Korstog, som vi har stræbt efter i disse mange måneder. Verdens øjne hviler på jer. Håbet og bønnerne fra frihedselskende folk overalt marcherer med jer. Sammen med vores tapre allierede og krigskammerater på de andre fronter vil I forårsage ødelæggelse af den tyske krigsmaskine, fjerne det nazistiske tyranni over Europas undertrykte folk og skabe tryghed for os selv i en fri verden.”

Sådan lød den øverstkommanderendes, den amerikanske general Dweight D. Eisenhowers, meddelelse til invasionstropperne ombord på de tusinder af skibe, der natten til den 6. juni satte kursen mod Normandiet. Måneders – ja års – intense forberedelser blev nu omsat til virkelighed – til verdenshistoriens største militæroperation. Håbet om succes var stort – sikkerheden herfor væsentligt mindre.

Den engelske historiker, Antony Beevor, der tidligere har skrevet nogle fornemme bøger om Berlins fald og om Stalingrad, har i 65-året for invasionen skrevet endnu en glimrende bog om et af de markante vendepunkter under anden verdenskrig. Og Beevors baggund tør siges at være særdeles god: uddannet historiker og officer fra Sandhurst.

Bogen tager sin begyndelse i de allieredes hovedkvarter tæt ved Portsmouth: Southwick House. Og allerede på de første sider står læseren midt i de dramatiske begivenheder. Det helt overskyggende problem var vejrmeldingerne. Efter en længere periode med hedebølge og tørke syntes alt at skulle gå efter planen. Men meteorologen James Stagg, der var blevet udstyret med rang af oberst i RAF for at have militær autoritet (!), blev mere og mere bekymret. Nogle ganske kraftige lavtryk over Nordatlanten syntes at true hele operationen. Så der herskede mildt sagt krise i hovedkvarteret. En udsættelse kunne få katastrofale følger. De allieredes gigantiske forvirringsplan, ”Operation Fortitude”, der faktisk havde overbevist tyskerne om, at en kommende invasion ville blive rettet mod ”Pas de Calais” og ikke Normandiet kunne blive afsløret, så store tyske  troppeenheder ville blive flyttet til landgangszonen. Samme plan med tilnavnet ”North” havde overbevist tyskerne om, at der ville finde et angreb sted i Norge.

Intet i det kolossale logistikarbejde måtte svigte – det kunne ganske enkelt resultere i en katastrofe af uhyggelige dimensioner.

Endelig kunne der – efter meteorologernes grundige analyse - den 5. juni gives den længe ventede ordre: ”Go”. D-dag var begyndt.

Antony Beevor giver i det indledende kapitel en grundig – men absolut ikke objektiv - karakteristik af de allierede hovedaktører. At de forskellige ”primadonnaer” har kunnet holde hinanden ud får stå som lidt af en gåde. Om Eisenhower skrev Lord Alanbrooke i sin dagbog: ”...det er lige så tydeligt, at han intet ved om strategi og er helt uegnet til posten som øverstkommanderende, når det gælder krigen...” Om Montgomery skriver Beevor: ”...Trods sine betydelige evner som professionel soldat og førsteklasses træner af tropper led general Montgomery af en utrolig indbildskhed, der næsten helt sikkert stammede fra et slags mindreværdskompleks...” Om general Patton – kendt for sin perlemorsskæftede seksløber, som han altid bar – hedder det: ”....Det kneb faktisk voldsomt for Bradley [general Omar Bradley] at skjule sin store mistillid til den exentriske kavalerist fra det amerikanske syden...”. Om Churchill skriver Beevor: ”...Churchill var selv en stor gentleman-amatør, men ingen kunne beskylde ham for at mangle drive...” Og så det helt store problem: Charles de Gaulle: ”...Men den overlegne og besværlige de Gaulle, der ofte drev sine egne tilhængere til vanvid, syntes næsten at finde en pervers fornøjelse i at vise utaknemmelighed over for sine amerikanske og britiske velgørere...”

Adskillige andre aktører dyppes i Beevors blækhus. Man er næsten fristet til at sige, at D-dag lykkedes på trods af disse mærkværdige personager.

Herefter skifter Beevor scene – til Hitlers Berghof. Her ventede en fortrøstningsfuld Hitler på invasionen, som han var inderligt overbevist om ville blive knust. En overbevisning der absolut ikke deltes af hans generaler. Oberbefehlshaber West, generalfeldmarschall von Rundstedt, betragtede den som ”blot tarveligt bluf”. Generalfeldmarschall Rommel klagede over Luftwaffes uanvendelighed. Men alle kritikere blev omgående sat på plads af Hitler selv, der fablede løs om tusinder af nye jetjagere og raketter. Beevor konstaterer da også, at en af de allieredes store fordele var, at ”den bøhmske korporal” - von Rundstedts udtryk om der Führer – ikke ville lytte til kritik og flyttede rundt med tropper ud fra troen på egen guddommelighed. Dette sammen med Operation Fortitude var den bedst tænkelige baggrund for et heldigt udfald. Faktisk var tyskerne overbeviste om, at efterretningerne om de allieredes bevægelser var falsk alarm.

Herefter går Antony Beevor i gang med at beskrive de talrige begivenheder, der i sidste ende førte til Frankrigs befrielse. Det er stort set umuligt for anmelderen at redegøre for de efterfølgende 25 kapitler. Umuligt fordi det enkelte kapitel helt ned i detaljen redegør for begivenhederne. Beevor har et umådelig stort strategisk overblik – her må baggrunden være hans officersuddannelse fra Sandhurst. Man kan meget let ”falde af i svinget”. Men takket være de mange detailrige kort over de enkelte områder er man i stand til at bevare overblikket. Det er vitterligen en erfaren militærhistoriker, der her beretter. Og så fører han læseren helt ned i øjenhøjde med den menige soldat. Både ham, der midt i den dræbende kugleregn, går ud på en valmuemark for at plukke blomster, og ham, der med den ene fod stort set bortsprængt af en antipersonelmine ligger stille, rygende på en cigaret, for at advare om, at man er på vej ind i et minefelt. Det er denne kontinuerlige vekslen mellem strategiske redegørelser – set fra begge sider – og det enkelte menneskes følelser og tanker gengivet fra forfatterens kolossale researcharbejde, der gør bogen til noget helt ekstraordinært. Sider så rystende, at man flere timer efter at have læst dem, ikke kan give slip. Det er umuligt her at kommentere de enkelte kapitler. De er ganske enkelt spækkede med informationer, følelser, stemninger, lidelser, sorger og glæder ud over alle grænser.

Antony Beevor afslører, hvor grusomt og til tider bestialsk, der blev kæmpet. Gang på gang blev Genevekonventionens bestemmelser tilsidesat. På tysk side spillede propagandaen en central rolle. Og mange tyske soldater, der havde oplevet deres familier blive dræbt i de allieredes bomberegn, hævnede sig nu. Omvendt havde adskillige allierede soldater lignende motiver, hvor de også tog hævn. Uden hensyn til krigens love. Antony Beevor konkluderer faktisk, at kampene både var mere grusomme og kostede flere faldne end nogle af de hektiske slag på Østfronten!

Historikeren og journalisten Bent Blüdnikow skrev 15.6 en ypperlig klumme i Berlingske Tidende: ”Til kamp for fodnoter”. Her beklager han dybt, at mange forlag springer noteapparaturet over – så historien bliver udokumenteret. Og hvor har han dog ret. Alt for ofte spises vi af med få eller slet ingen noter. Her rager Antony Beevors bog imidlertid op som en gigantisk klippe. Det er så fremragende som sjældent set. Og dokumenterer til mindste detalje forfatterens utrolige arbejde med emnet. Her er virkelig noget at hente.

Bogen må derfor ganske enkelt være en uundværlig følgesvend for den, der agter at besøge de historiske slagmarker.

Trods alle disse rosende ord sidder man alligevel tilbage med en dyb skuffelse. Bogens billedmateriale er rent ud sagt en omgang makværk. For det første er de kun 46 billeder anbragt samlet midt i bogen. Og 46 billeder - hvoraf 7 er opstillinger - på samlet 565 egentlige tekstsider – det er ganske enkelt for ringe. Det er 1 billede pr. 80 sider. Samlet i midten af bogen er de umiddelbart revet helt ud af konteksten. Og så er det endda en af de mest gennemfotograferede operationer under 2. verdenskrig. Alene de amerikanske styrker havde 12 fotografer med, herunder den berømte Robert Capa. ”Times” havde alene 7 mand. Jeg tillader mig at gå så vidt at kalde det en skandale. Det er sådan set ikke det danske forlag, kritikken skal rettes mod. Det oplyser nemlig, at man var kontraktligt bundet til at bringe det engelske billedmateriale. I sit stille sind undrer man sig alligevel over, at man ikke har fået lavet en ordentlig kontrakt. Det er både synd og skam, når nu bogens kortmateriale gennemgående er af høj klasse- relevant anbragt i de enkelte kapitler. Eneste anke her er, at de forskellige troppebevægelser kunne være markeret med en bedre nuance. Hvide pile på hvid baggrund er ikke den bedste kombination. Nu står kun tilbage at ønske, at der bliver solgt så mange eksemplarer, at Lindhardt og Ringhof kan komme med en 2. udgave.

Nøgternt set er det elendige billedmateriale en hindring for, at man kan karakterisere ”D-Dag” som bogen om invasionen. Teksten lægger i den grad op til det.

Og det er faktisk både synd og skam. Jeg henviser i stedet til Janus Piekalkiewicz bog: ”Die Invasion. Frankreich 1944”, Bechtermünz Verlag”, Augsburg, 1998.

”D-dag – Kampen om Normandiet” udkom samtidigt som lydbog – indlæst endog særdeles smukt af Ole Rabendorf. Prisen for de to cd er 349,95 kr.