BogFeature
Azincourt (Roman)

Af Jørgen Stage Larsen

Bernard Cornwell har længe haft lyst til at skrive denne historie om en af de største britiske sejre i 100-års krigen, og vi kan være glade for, at han endelig fik tid.

De to forrige romanserier af samme forfatter har haft hovedpersoner fra toppen af krigersamfundene. Denne er anderledes, idet bueskytten Nick kommer fra samfundets bund – det bliver spændende at se, om han kommer lidt højere på strå i fortsættelserne, han er jo godt på vej allerede. Der spindes dog en historie om, at han i virkeligheden er søn af godsejeren – ligesom hans fjender er sønner af landsbyens præst.  I det hele taget er denne familiefejde og slægtskaberne bogens største svaghed. Man føler, at historien er lidt for søgt. Først har man en familiefejde gennem flere generationer, og så viser det sig, at det i virkeligheden slet ikke er familie, fordi de fine herrer åbenbart har elskerinder overalt i landsbyerne. Det er også en anelse for konstrueret, at Nick talrige gange støder sammen med en fransk adelsmand, som tilfældigvis er fader til den nonne, han har slået følge med – og som mærkeligt nok tilnærmelsesvis hedder 1100 (Melisande) - gad vide om faderen har så mange uægte børn. Men samtidig får det historien bag historien til at blive nærværende og spændende som en krimi.

Hovedpersonen Nick er helten, selvom han undervejs beskrives som en person med en lidt anløben moral . Han er  dog altid på de svages side og tager retten i egne hænder, når han bliver uretfærdigt behandlet. Det må helte jo gerne i romaner og på film.

Lidt skizofren er han imidlertid også, idet han hører stemmer fra et par helgener. Det er desværre en uheldig tendens, som mange forfattere, der skriver om middelalderen, har. De prøver at overføre den religiøse overbevisning, som folk havde dengang, og bruger så ukritisk af de kilder, der omtaler den slags. Når folk nu troede på det dengang, så var det nok sandt.  Apropos Jeanne D’arc, som jo næsten er fra samme periode.

Denne bihistorie fylder mindre i dette værk end bihistorierne i forfatterens tidligere serier, hvor hovedpersonernes egen fortælling fylder mere end det historiske hovedtema.  I denne bog er det optakten og selve slaget, der fylder mest. Man fryder sig over forfatterens detaljerede beskrivelser af våben og rustninger, som heldigvis ikke tager overhånd. Han fremkommer med facts og skynder sig så videre med teksten, før det bliver kedeligt. Sproget flyder fra en sand mester, og man keder sig aldrig.

De kendte historiske personer og hele handlingen fra belejringen af Harfleur til slaget ved Azincourt er taget fra den samme kilde, som Susanne Clod Petersen har brugt i riddertriologien ”Hialmar” – faktisk virker det næsten som om, forfatterne har skrevet af efter hinanden.  Vi hører om både John Holland, John Cornewailles, Thomas Erpingham, Marskal Boucicault og Raoul Gaucourt i begge bøger, men det betyder jo  bare, at begge forfattere har  brugt de historiske kilder korrekt.

Før slaget kan man undre sig over den nederlagsstemning, der præger den engelske lejr. At de franske ridderes æresbegreber forhindrer dem i at tænke klart, kan man endda forstå i historiens klare lys. Men at de engelske tropper skulle have glemt deres forgængeres sejre ved Crecy og Poitiers virker ikke pålideligt. Man vinder ikke mange kampe hverken i krig eller i sport, hvis man er så tynget af manglende tro på egne evner.  Selve slaget er et orgie i blodsudgydelser, og man mærker, at forfatteren har glædet sig til at fortælle om sine heltes nedslagtning af de diabolske franskmænd. Det er virkelig sort og hvidt, selvom enkelte franske riddere trods alt trækker sig ud af slaget og romanen med æren i behold. Riddernes æresbegreber bliver sat i relief, idet de helst kun tilfangetager deres kolleger, mens bueskytter – der jo kun er pøbel – helst skal dræbes. Der var jo forskel på folk, og bueskytterne ødelagde den duel, som ”rigtige mænd” elskede at kæmpe.

Det er igen lykkedes for Bernard Cornwell, at skrive en historisk roman, der rammer lige i plet og man kan næsten ikke vente på fortsættelsen. Han har formået, at få en spændende handling sat ind i et veldokumenteret historisk forløb. Det er en fornøjelse at læse en roman uden at skulle ærgre sig over de overflødige sprogblomster og andre ligegyldigheder, der alt for tit fyldes på historiske romaner, og som gør dem irriterende at læse. Der er desværre alt for få historiske forfattere, der formår at få historien til at fremstå, så man kan se den for sit indre øje og gøre den nærværende - uden at det undervejs bliver tørvetrillende kedeligt – Bernard Cornwell kan gøre dette i så høj grad, at man næsten føler, man har blod over det hele efter slaget.