BogFeature
Mr. Whichers mistanker eller mordet i Road Hill House

Af Peter Henningsen

I 1860 blev der begået et modbydeligt barnemord på et engelsk landsted, som ikke alene skulle komme til at beskæftige den engelske offentlighed i en længere årrække, men som også skulle komme til at danne udgangspunkt for den særlige britiske krimigenre, der blandt kendere går under betegnelsen "who-dun-its". Kendetegnende for denne genre er det, at forbrydelsen finder sted i den engelske provins, især på et landsted, en herregård eller en præstegård, og at de mistænkte omfatter en lukket kreds af personer, der alle var til stede på gerningsstedet på det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev begået. Ingen andre end de pågældende kan altså være forbryderen. Til gerningsstedet ankommer derefter en politimand eller evt. en privatdetektiv, der ved hjælp af logiske antagelser og empiriske iagttagelser deducerer sig frem til, hvem morderen er. Læsere af britiske guldalderkrimier af forfattere som Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham m. fl. vil kende set-up’et til bevidstløshed.

Det omtalte barnemord fandt sted fredag nat den 29. juni 1860 på landstedet Road Hill House, der lå uden for landsbyen Road i det sydvestlige England. I det store tre-etages hus boede fabriksinspektør Samuel Kent med sin anden hustru, Mary Kent og deres tre fælles børn på fem, tre og et år. Hertil kom Samuel Kents fire børn af første ægteskab. Tre piger på 29, 28 og 16 år samt en dreng på 14 år. Foruden børnene boede der selvfølgelig også tjenestefolk, heriblandt barnepigen Elizabeth Gough, der om natten sov i et værelse med de to yngste børn, Saville på tre år og Eveline på 1 år.

Da familien står op lørdag morgen opdager man, at drengen Saville på tre år i nattens løb er forsvundet fra sin seng, uden at barnepigen eller den yngste datter har hørt det mindste. Man leder overalt i huset og i området, men drengen er og bliver borte. Huset er i oprør og Samuel Kent farer i panik til den nærmeste by for at melde drengens forsvinden til politiet. I mellemtiden finder nogle af landstedets arbejdsmænd imidlertid liget af den lille dreng gemt væk i et latrin i haven, som bruges af arbejderne. Den lille Saville har fået skåret halsen over og morderen har tydeligt nok forsøgt at dumpe ham ned i latrintønden, uden at det er lykkedes. Liget af drengen bliver liggende på en lille afsats, hvor det altså siden bliver fundet.

Men hvem myrdede Saville Kent?

Det er det store og afgørende spørgsmål, som bogen handler om. Det lokale politi viste sig hurtigt at være både uduelige og håbløst inkompetente, og man var efter et stykke tids forløb nødt til at sende bud efter professionelle efterforskere fra det forholdsvis nyoprettede Scotland Yard i London. Yard'en sendte deres mest respekterede og succesrige kriminalkommissær, Jonathan Whicher (normalt kaldet Jack Whicher), der ankom til Road Hill House søndag den 15. juli 1860. Halvanden måned efter at mordet på Saville Kent var blevet begået. De fleste fysiske spor var således allerede udslettede. Whicher måtte alene støtte sig til sin logiske sans og evne til nøje empirisk iagttagelse af omgivelserne.

Mordet på Saville Kent i Road Hill House og spørgsmålet om, hvem der havde begået det - der kunne kun være tale om en fra familien eller om en af husets tjenestefolk - optog alle briter i den efterfølgende tid. Mordet og Whichers efterforskning blev omtalt i så at sige alle aviser og var en af periodens helt store kriminalhistorier fra det virkelige liv. Snesevis, for ikke at sige hundredvis, måske tusindvis, gættede med på gådens løsning, og mange indsendte deres forslag til Scotland Yard.

Hvordan Whicher gik til værks og til sidst løste gåden (eller delvist løste gåden) skal ikke afsløres her, for bogen er bygget op som en rigtig engelsk guldalderkrimi, hvor forfatteren gennem det bevarede kildemateriale fra Scotland Yard følger Whichers gradvise indkredsning af morderen og hans vej til gådens løsning. Det er eminent godt gjort af forfatteren Kate Summerscale, der virkelig formår at opbygge "suspense" og ægte gotisk stemning, som sad vi med en rigtig krimi i hænderne. Hertil kommer, at Summerscale til sidst kan komme med sit eget bud på, hvordan mordet i virkeligheden blev begået og hvem der gjorde det. Hendes bud er ikke meget anderledes end Whichers, men hun har nogle interessante aspekter med, som Whicher i sin tid overså.

Mordet i Road Hill House og kriminalkommissær Jack Whichers arbejde, og ikke mindst den meget presseomtale, som sagen fik, betød, at politiets efterforskningsarbejde for første gang blev kendt for en bredere offentlighed, og medvirkede dermed til at forestillingen om den moderne detektiv blev skabt. Det var Jack Whicher og hans metoder, der kom til at danne udgangspunkt for senere tiders klassiske engelske gentleman-detektiver. Jack Whicher var således inspirationen bag den roman, der normalt regnes som den allerførste moderne detektivroman, nemlig Wilkie Collins' "Månestenen", og romanens detektiv, den kryptiske politiassistent Cuff, er modelleret over Whicher. Elementer af sagen dukkede også op i Charles Dickens ufuldendte og efterladte værk "Edwin Droods hemmelighed" samt i Henry James' lille mesterværk "Skruen strammes".

Enhver passioneret elsker af den britiske krimigenre og enhver fan af ekcentriske detektiver fra den britiske guldalder (Hercule Poirot, Lord Peter Wimsey, Philo Vance, Albert Campion m. fl.) bør læse denne interessante, spændende og meget velskrevne (og fint oversatte) bog. Det er en historiebog med noteapparat og alt hvad dertil hører, men den er 'plottet' som en klassisk guldalderkrimi med stærke gotiske undertoner.

Jeg læste den ud i ét stræk. Den var nærmest umulig at slippe. Jeg kan kun give den mine allervarmeste anbefalinger. En fremragende bog.