|
Af
Peter Henningsen
I
1860 blev der begået et modbydeligt barnemord på et
engelsk landsted, som ikke alene skulle komme til at
beskæftige den engelske offentlighed i en længere årrække,
men som også skulle komme til at danne udgangspunkt for
den særlige britiske krimigenre, der blandt kendere går
under betegnelsen "who-dun-its". Kendetegnende
for denne genre er det, at forbrydelsen finder sted i
den engelske provins, især på et landsted, en herregård
eller en præstegård, og at de mistænkte omfatter en
lukket kreds af personer, der alle var til stede på
gerningsstedet på det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev
begået. Ingen andre end de pågældende kan altså være
forbryderen. Til gerningsstedet ankommer derefter en
politimand eller evt. en privatdetektiv, der ved hjælp
af logiske antagelser og empiriske iagttagelser
deducerer sig frem til, hvem morderen er. Læsere af
britiske guldalderkrimier af forfattere som Agatha
Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham m. fl.
vil kende set-up’et til bevidstløshed.
Det
omtalte barnemord fandt sted fredag nat den 29. juni
1860 på landstedet Road Hill House, der lå uden for
landsbyen Road i det sydvestlige England. I det store
tre-etages hus boede fabriksinspektør Samuel Kent med
sin anden hustru, Mary Kent og deres tre fælles børn på
fem, tre og et år. Hertil kom Samuel Kents fire børn
af første ægteskab. Tre piger på 29, 28 og 16 år
samt en dreng på 14 år. Foruden børnene boede der
selvfølgelig også tjenestefolk, heriblandt barnepigen
Elizabeth Gough, der om natten sov i et værelse med de
to yngste børn, Saville på tre år og Eveline på 1 år.
Da
familien står op lørdag morgen opdager man, at drengen
Saville på tre år i nattens løb er forsvundet fra sin
seng, uden at barnepigen eller den yngste datter har hørt
det mindste. Man leder overalt i huset og i området,
men drengen er og bliver borte. Huset er i oprør og
Samuel Kent farer i panik til den nærmeste by for at
melde drengens forsvinden til politiet. I mellemtiden
finder nogle af landstedets arbejdsmænd imidlertid
liget af den lille dreng gemt væk i et latrin i haven,
som bruges af arbejderne. Den lille Saville har fået skåret
halsen over og morderen har tydeligt nok forsøgt at
dumpe ham ned i latrintønden, uden at det er lykkedes.
Liget af drengen bliver liggende på en lille afsats,
hvor det altså siden bliver fundet.
Men
hvem myrdede Saville Kent?
Det
er det store og afgørende spørgsmål, som bogen
handler om. Det lokale politi viste sig hurtigt at være
både uduelige og håbløst inkompetente, og man var
efter et stykke tids forløb nødt til at sende bud
efter professionelle efterforskere fra det forholdsvis
nyoprettede Scotland Yard i London. Yard'en sendte deres
mest respekterede og succesrige kriminalkommissær,
Jonathan Whicher (normalt kaldet Jack Whicher), der
ankom til Road Hill House søndag den 15. juli 1860.
Halvanden måned efter at mordet på Saville Kent var
blevet begået. De fleste fysiske spor var således
allerede udslettede. Whicher måtte alene støtte sig
til sin logiske sans og evne til nøje empirisk
iagttagelse af omgivelserne.
Mordet
på Saville Kent i Road Hill House og spørgsmålet om,
hvem der havde begået det - der kunne kun være tale om
en fra familien eller om en af husets tjenestefolk -
optog alle briter i den efterfølgende tid. Mordet og
Whichers efterforskning blev omtalt i så at sige alle
aviser og var en af periodens helt store
kriminalhistorier fra det virkelige liv. Snesevis, for
ikke at sige hundredvis, måske tusindvis, gættede med
på gådens løsning, og mange indsendte deres forslag
til Scotland Yard.
Hvordan
Whicher gik til værks og til sidst løste gåden (eller
delvist løste gåden) skal ikke afsløres her, for
bogen er bygget op som en rigtig engelsk guldalderkrimi,
hvor forfatteren gennem det bevarede kildemateriale fra
Scotland Yard følger Whichers gradvise indkredsning af
morderen og hans vej til gådens løsning. Det er
eminent godt gjort af forfatteren Kate Summerscale, der
virkelig formår at opbygge "suspense" og ægte
gotisk stemning, som sad vi med en rigtig krimi i hænderne.
Hertil kommer, at Summerscale til sidst kan komme med
sit eget bud på, hvordan mordet i virkeligheden blev
begået og hvem der gjorde det. Hendes bud er ikke meget
anderledes end Whichers, men hun har nogle interessante
aspekter med, som Whicher i sin tid overså.
Mordet
i Road Hill House og kriminalkommissær Jack Whichers
arbejde, og ikke mindst den meget presseomtale, som
sagen fik, betød, at politiets efterforskningsarbejde
for første gang blev kendt for en bredere offentlighed,
og medvirkede dermed til at forestillingen om den
moderne detektiv blev skabt. Det var Jack Whicher og
hans metoder, der kom til at danne udgangspunkt for
senere tiders klassiske engelske gentleman-detektiver.
Jack Whicher var således inspirationen bag den roman,
der normalt regnes som den allerførste moderne
detektivroman, nemlig Wilkie Collins' "Månestenen",
og romanens detektiv, den kryptiske politiassistent
Cuff, er modelleret over Whicher. Elementer af sagen
dukkede også op i Charles Dickens ufuldendte og
efterladte værk "Edwin Droods hemmelighed"
samt i Henry James' lille mesterværk "Skruen
strammes".
Enhver
passioneret elsker af den britiske krimigenre og enhver
fan af ekcentriske detektiver fra den britiske guldalder
(Hercule Poirot, Lord Peter Wimsey, Philo Vance, Albert
Campion m. fl.) bør læse denne interessante, spændende
og meget velskrevne (og fint oversatte) bog. Det er en
historiebog med noteapparat og alt hvad dertil hører,
men den er 'plottet' som en klassisk guldalderkrimi med
stærke gotiske undertoner.
Jeg
læste den ud i ét stræk. Den var nærmest umulig at
slippe. Jeg kan kun give den mine allervarmeste
anbefalinger. En
fremragende bog.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Kate
Summerscale:
Mr.
Whichers mistanker eller mordet i Road Hill House
Oversat
af Lars Zacho Maarup
Udg.
af Forlaget Loxodonta
373
sider, 300 kr.
Forlaget
Loxodonta >
|
|
|
|
|
|