|
Med hestevogn og bil på amternes veje
1868 – 2006
Af Thomas Mathiasen. Webmaster,
Svendborg Museum.
Når man tænker på hvor mange bøger,
der er skrevet om jernbanens og især søfartens
historie, så er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt,
der er skrevet om vejenes og bilismens historie. Vej- og
trafikhistorie er åbenbart ikke det emneområde, som de
skrivelystne historikere i første omgang kaster sig
over, hvilket kan synes paradoksalt, når man tænker på,
hvor stor indflydelse trafikken, byplanlægningen og
hele samfundets infrastruktur har på folks hverdag.
Nu har Dansk Vej- og Bromuseum – et sådan
findes nemlig! – forsøgt at rette op på fortidens
forsømmelser, ved at udgive Lige ud af landevejen,
skrevet af Jørgen Burchardt og Mette Schønberg. Bogen
tager udgangspunkt i 1868, hvor landevejene overgår fra
statens ansvarsområde til at være amternes ansvar.
Derfor har Danske Regioner og alle de gamle amtskommuner
ydet støtte til udgivelsen af bogen, og i forordet,
skrevet af tidligere amtsborgmester Carl Holst, bliver
der også lagt vægt på, at bogen er med til at
dokumentere en amtskommunal kerneopgave, der i perioder
har slugt helt op til 30 procent af amternes budgetter.
De to forfattere har fordelt opgaven
mellem sig, så Mette Schønberg med sine tre kapitler dækker
perioden fra 1868 til 1910, mens Jørgen Burchardt med
sine fem kapitler skriver om perioden fra 1910 og frem
til i dag.
Bogen tager sit udspring i vejloven fra
1867, der som nævnt betød, at amterne fik en stor
rolle at spille i det danske vejvæsen. Jernbanen fik
med sin eksplosive vækst i disse år en dominerende
rolle, hvor den fuldstændig afløste hestevognene
indenfor fjerntransporten. I takt med dette skete der en
systematisk vedligeholdelse af vejene, fordi de tunge
smalhjulede hestevogne ødelagde vejene. Det var især
landbrugets og andelsmejeriernes hestevogne, der var
synderne i denne forbindelse. Men vejene var stadig
tilpasset hestevognstrafikken. Biler var stadig en
kuriositet, og vejene var slet ikke lavet med henblik på
bilkørsel. Hovedvejsnettet blev slet ikke udbygget, tværtimod
sløjfede man flere steder landevejsstrækninger i nærheden
af købstæderne. Samtidig skete der dog en forbedring i
måden at lave veje på. Brolægningen blev forbedret,
idet man begyndte at vande vejene så materialet blev
kilet godt sammen, når man tromlede det bagefter med en
nymodens damptromle.
De første biler var som sagt nærmest
kuriositeter. Blandt andet fordi de var upålidelige. De
var svære at styre og gik ustandseligt i stå, eller
også punkterede de tynde hjul. Efter 1. verdenskrig fik
man efterhånden mulighed for at anskaffe rimelige,
teknisk stabile køretøjer, og dermed var omvæltningen
fra hestevogne til biltransport gået i gang.
Kombinationen af biler og hestevogne samtidig på vejene
var dog på ingen måde problemfri. Lastbiler og busser
vandt efterhånden indpas og motorcyklerne fik en stor
udbredelse i en periode. Den evindelige støvsky, som lå
over vejene forsvandt efterhånden som man begyndte at
bruge tjærebelægning,
I tiden op til 2. verdenskrig stiger
bilismen igen, og den øgede velstand betyder, at
befolkningen får ferie, hvilket igen betyder et øget
pres på vejene. Jernbanens position bliver for alvor
truet da lastbiltrafikken øges betydeligt, og
kvaliteten af vejene gøres igen bedre i takt med den
forbedrede teknologi og den stigende professionalisering
af vejvæsenet.
Krigen betyder et tilbageskridt i
udviklingen af bilerne og vejene, men i årene herefter
eksploderede velstanden endnu en gang, og der blev nu
bygget nye veje, der kunne klare den øgede belastning.
Væksten var konstant helt frem til den
såkaldte oliekrise i 1970’erne, der i første omgang
betød en pause i den hidtidige ekspansive vejudbygning.
Politikerne ønskede nu kortvarigt at satse mere på
vedvarende energi og kollektiv transport, men snart lød
kravet igen på nye motorveje og broer over Storebælt
og til Sverige. Disse motorveje og broer blev som
bekendt bygget, og netop i disse dage har
Vejdirektoratet anbefalet, at man inden 2030 får bygget
en tredje bro over Lillebælt, og får fordoblet
motorvejskapaciteten, så den kan klare den forventede
udvikling i biltrafikken. Der er tale om svimlende tal.
Både i antallet af biler og i udgifterne til veje og
broer.
For denne anmelder har bogen været
meget spændende læsning, fordi det er emneområde, der
er så kendt, at enhver kender til dele af det, og kan
relatere til begivenheder, fænomener og andre elementer
fra trafikhistorien. Samtidig fortælles der et væld af
sidehistorier i bogens kapitler, foruden hovedsporet,
som jeg efter fattig evne har forsøgt at referere i det
ovenstående. Illustrationsmaterialet er så righoldigt
som sjældent set før, og billedteksterne føjer
yderligere en dimension til værket.
Ifølge forlagets hjemmeside henvender
bogen sig ”både til vejsektorens folk og til folk med
kultur- og teknikhistorisk interesse”, men jeg vil dog
mene, at målgruppen er langt større. De fleste
danskere vil have glæde af at læse denne bog, fordi vi
alle har berøring med emnet. Men det skal understreges,
at informationsmængden i bog er så omfattende, at man
må sætte god tid af til læsningen, hvis man vil have
det fulde udbytte af bogen.
|
|
|

|
|
Jørgen Burchardt og Mette Schønberg:
Lige ud af landevejen
Med hestevogn og bil på amternes veje
1868 – 2006
Udg. af Syddansk Universitetsforlag
382 sider, ill. 325 kr.
Syddansk
Universitetsforlag >
|
|
|
|
|
|