A comprehensive analysis
Af cand.mag. Steffen
Harpsøe, arkivar ved Rigsarkivet, medredaktør for
historiemagasinet Siden Saxo
Fra tid til anden
forfattes der værker, der, til trods for at deres
ophav inden for andre videnskabsgrene normalt ville
unddrage sig historikere og historieinteresseredes opmærksomhed,
kan bidrage med nye resultater, metoder og vinkler til
historien inden for et givent historisk område.
Ovenstående beskrivelse
er ganske passende for Jesper L. Boldsens
doktordisputats. Boldsen er ansat ved Retsmedicinsk
Institut på Syddansk Universitet og forsvarede sin
disputats om spedalskhed i dansk middelalder for
antagelse af den medicinske doktorgrad den 25. januar
i år. Det skal dog ikke dreje sig om selve forsvaret,
men om disputatsen. Den adskiller sig på mange måder
fra andre doktordisputatser inden for de historiske
områder, ikke blot angribes et sygdomshistorisk emne
fra en patologisk-antropologisk vinkel medførende
brug af analysemetoder, der sjældent finder sin
anvendelse på historiske områder, men den udmærker
sig også ved sit begrænsede sidemæssige omfang.
Blot 35 sider er det blevet til. Sammenlignet med de
murstenstykke doktordisputatser man normalt trækkes
med inden for det historiske område, så synes det
nok lige lovlig lidt. Måske tangerende til hvad man
med en overfladisk betragtning ville udråbe som dårligt
underbygget, ”tyndt” eller med ”ringe diskussion
af tesen”. Årsagerne til, at disputatsen udgøres
af så relativt få sider, skal dog findes i helt
andre forhold end førnævnte fordomsfulde
betragtninger. For det første er afhandlingen en
sammenfatning af flere tidligere arbejder indenfor
studiet af spedalskhed, og for det andet ligger det i
selve undersøgelsens natur. Førstnævnte årsag
betyder selvsagt, at en del af den forskning, der
ligger til grund for disputatsen, skal søges
andetsteds, man bliver om man så må sige præsenteret
for det endelige resultat, men ”snydes for”
mellemregningerne og detaljerne. På plussiden tæller
dog, at en læser uden den store indsigt i patologiske
metoder og teorier får et let tilgængeligt produkt,
hvor de aspekter, der vil være af primær interesse
for de, der måtte gå til disputatsen med en
historisk bagtanke, præsenteres. Ønsker man
alligevel at få mellemregningerne med, så er det så
belejligt, at afhandlingen indledes med en liste over
de forskningsresultater inden for området, som
Boldsen tidligere har publiceret. For den udelukkende
historisk interesserede har dette yderligere den
fordel, at man gives muligheden for ud fra titlerne at
sortere de for én selv mest relevante artikler ud,
og, hvis man har sådanne tendenser, de mest medicinsk
tunge fra. Listen omfatter 8 artikler trykt i
tidsrummet 2001-2007 (den sidste dog stadig i trykken
ved afhandlingens publikation), fortrinsvis er de
trykt steder, hvor kun den mest drevne
sygdomshistoriker ville drømme om at lede efter dem,
ligeledes fælles for de fleste af artiklerne er, at
de er af relativt begrænset omfang. Hvilket leder os
hen på selve undersøgelsens præmisser.
Det ærinde som Boldsen
er ude i, er at give et omfattende billede af
spedalskheds udbredelse i tid og rum i den danske
middelalder. Analysen udføres ud fra et ganske
betragteligt materiale, hele 3132 skeletter fra 12
forskellige kirkegårde fordelt over det meste af
middelalderens Danmark plus en enkelt beliggende i
Midtsverige. Analyse på et så stort kildemateriale
er selvsagt omfangsmæssigt en disputats værdig, men
når først hvert enkelt skelet er vurderet i forhold
til definerede kriterier for graden af spedalskhed og
derpå indplaceret i tabellerne over det statistiske
materiale, ja så fylder det jo ikke meget. Og man kan
næppe argumentere for relevansen af at have et
fotodokumenteret bilag for hvert enkelt skelet. Hvad
der i stedet har relevans for læseren er de valg
Boldsen har foretaget som præmis for sin analyse,
samt hvilke metoder og kriterier der er anvendt. Og
det er her nogle af forskellene mellem en
naturvidenskabelig og humanistisk disputats giver sig
til kende. Mens Boldsen opridser de fundamentale
problemer, der er forbundet med selve dateringen af både
de enkelte begravelser baseret på positioneringen af
skeletternes arme, og kirkegårdenes
benyttelsesperiode, hvilket er ganske centralt for at
kunne give et billede af sygdommens udbredelse rent
tidsmæssigt, så redegør han desværre ikke
eksplicit for dettes betydning for selve den tidsmæssige
analyse. Ganske vidst arbejder han med så store
linjer, at det ikke er nødvendigt at skelne eksakt på
givne år, men en nævnelse af dette forhold ville
have været på sin plads. Anderledes forholder det
sig ikke, når man betragter valget af, hvor det
skelettale materiale kommer fra. Her tvinges man til
at læse indenad bl.a. i tabeller, for at få et glimt
af udvælgelseskriterierne for hvilke kirkegårde der
inddrages i undersøgelsen. Givetvis har Boldsen været
stærkt afhængig af, hvilket materiale der allerede
var udgravet og grundigt katalogiseret og til dels
publiceret, materiale der har været til rådighed
eller hvor han sågar har kunnet koble sig på en
udgravning. Ergo er han her ligesom hvad angår
dateringen af selve skeletterne, afhængig af arkæologerne,
et forhold der ikke beskrives indgående. Nogle linjer
ang. Boldsens overvejelser for udvælgelseskriterier
af kirkegårde ville have været rart, da dette har
ganske stor betydning for diskussionen af
spedalskhedens geografiske udbredelse. Her påtænkes
ikke f.eks. hvor langt op i Jylland, man finder
sygdommen repræsenteret, ej heller forholdet
udbredelse i Danmark kontra i Europa, men skellet i
bebyggelsesgrad/kulturgeografi; altså by kontra land.
Kirkegårdene fordeler sig med 4 (5) i landlige
omgivelser og 7 i urbane ditto, hvilket er nogenlunde
ligeligt fordelt. Kigger man på antallet af skeletter
derimod, er blot 452 (551) ud af de 3132 fra kirkegårde
placeret på landet. Ydermere skiller 2 af kirkegårdene
sig ud ved på hver sin måde at være særegne; den
ene er fra Västerhus i Jämtland i Midtsverige og
falder således udenfor undersøgelsens egentlige område,
og må således være taget med af kontrolårsager. Västerhus
er ikke opført i tabelmaterialet og er derfor heller
ikke listet som tilhørende nogen specifik kategori
(hvilket er årsgagen til at den ovenfor kun er
indberegnet i parenteser), men grundet dens
beliggenhed og ringe størrelse (99 skeletter) må vi
antage, at der er tale om en kirkegård beliggende på
landet. Den anden er så afgjort medtaget af kontrolårsager,
der er tale om Skt. Jørgensgården i Odense, et
egentligt leprosarium; altså et hospital/karatænefacilitet
for spedalske, et sted hvor man må påregne, at
samtlige begravelser indeholder alvorlige tilfælde af
spedalskhed. Det må antages, at det hovedsageligt er
på grundlag af dette materiale, Boldsen opstiller
sine kriterier for tilstedeværelsen af spedalskhed i
de enkelte skeletter. Igen er dette desværre noget læseren
selv må deducere da egentlige eksplicitte statiske
overvejelser ang. valget af kirkegårde mangler.
Et område hvor det dog
ikke skorter på statistiske forklaringer er, når
Boldsen forklarer selve parametrene for hvorvidt en
given benrad var ramt af spedalskhed og i hvilken
grad. Ikke blot optager denne del en signifikant del
(7 sider) af afhandlingens begrænsede omfang, men den
er også meget grundig. Der opstilles 7 målbare læsioner
på det skelettale materiale akkompagneret af et
glimrende illustrativt billedmateriale, hvor læseren
får givet eksempler på skeletter, der er henholdsvis
ikke angrebet, angrebet og hårdt angrebet af
spedalskhed. Disse målbare parametre udgør
grundlaget for nogle meget komplicerede beregninger på
forekomsten af sygdommen. Desværre for den læser der
ikke er yderst velbevandret udi den avancerede
statistik, så forekommer denne meget centrale del af
disputatsen lidt for lærd. Har man derimod de rigtige
forudsætninger, så er det nok her guldet ligger; det
springende punkt for hvorvidt analysen holder vand.
(Anmelderen må dog erkende, at hans ellers ganske
gode matematiske viden her kom til kort.) Eftersom
Boldsen er en erfaren naturvidenskabsmand, må vi -
der ikke er supernummerater - antage at udregningerne
er i orden, det er nemlig resultaterne af disse og
Boldsens efterfølgende konklusioner, der virkelig har
den historiske læsers interesse.
Og konklusionerne er da
også opsigtsvækkende. Boldsen kan ud fra sine
analyser drage overraskende slutninger om
spedalskhedens udbredelse både i byerne og på
landet. Forskellen på de to er ganske signifikant: I
byerne synes sygdommen at aftage fra ca. 1300 og er
praktisk taget forvundet ved slutningen af århundredet,
hvorimod på landet skal man helt frem til efter
reformationen, før spedalskheden forsvinder. Årsagen
til nedgangen i tilfældene af spedalskhed i byerne
ligger lige for, eftersom sygdommen er den første,
der forårsager systematiske, offentlige
sundhedsforanstaltninger i Nordeuropa. I løbet af
middelalderen oprettedes således ca. 40 leprosarier i
Danmark, og denne karantæneforanstaltning havde sin
tydelige virkning netop der, hvor Boldsen kan
konstatere nedgang i sit urbane materiale. Ud fra
byernes kirkegårde kan Boldsen endvidere fremføre
nogle teorier angående leprosariernes benyttelse; han
mener bl.a. at kunne se, at reelt alle slemme tilfælde
blev isoleret i leprosarierne, og at mindst 20 %
af alle voksne begravelser i slutningen af det 13. århundrede
i Odense blev foretaget på Skt. Jørgensgårdenes
kirkegård. Dette leder os til en anden og nok mere
opsigtsvækkende konklusion, som Boldsen fremlægger
angående spedalskheds udbredelse i befolkningen på
sygdommens højdepunkt - i byerne før år 1300 og på
landet lidt længere. Nemlig at i byerne udviklede
mindst 17 %, og på landet 25-40 % af alle
voksne skelettale læsioner stammende fra infektion
med spedalskhed. Det er en markant højere frekvens af
individer med spedalskhed i udbrud end i alle fald
undertegnede har læst sig til i brede fremstillinger
af middelalderens samfund. Selvsagt skal man tage højde
for, at ikke alle disse individer har været kraftigt
angrebet af spedalskhed, endsige har haft synlige
deformiteter. Stadig er det dog overraskende, og endnu
mere overraskende bliver det ved, at Boldsen fremfører,
at såfremt man anvender moderne estimater på
forholdet mellem individer med spedalskhed i udbrud og
sunde individer inficeret med sygdommen, så antyder
det, at i visse landlige sogne har hele 100 % været
inficeret med spedalskhed! Hvor hårrejsende en sådan
tanke end måtte være, så har det næppe haft
samfundsomstyrtende effekter, for som Boldsen bemærker,
så er spedalskhed en sygdom, man dør med, ikke af.
Netop dette forhold har
nok, sammen med den knap så tætte befolkningsgrad,
bevirket at man på landet ikke har effektueret samme
karantæneforanstaltninger, som viste sig effektive i
byerne. Dog forsvinder spedalskhed også fra de
landlige områder, om end dette sker med 200 års
forsinkelse. Hvis dette ikke skyldes karantæneforanstaltninger,
hvad er så årsagen? I sin diskussion af sygdommens
epidemiske dynamik, lancerer Boldsen en spændende
teori, der dog endnu ikke kan påvises, som kan
forklare spedalskhedens forsvinden fra
landdistrikterne. Han opererer med en forklaring om en
form for passiv vaccine gennem kontamination med kvægbakterier
- nærmere betegnet M. Bovis. Denne bakterie indgår i
Calmettevaccinationen, der også er virksom mod
spedalskhed. Boldsen mener, at den aftagende
spedalskhed på landet skal kædes sammen med den øgede
eksport af levende kvæg til særligt Nordtyskland i
slutningen af 1400-tallet. Skønt landbefolkningen
altid havde levet i tæt sameksistens med kvæget, som
dermed gjorde overførsel af bakterier mulig, så var
det den øgede mobilitet i selve kvæget, der gjorde,
at M. Bovis nemmere kunne spredes fra kvæg til kvæg,
og derfra til mennesker. Det skal bemærkes, at i
dette afsnit angående spedalskhedens epidemiske
dynamik, tager Boldsen det prisværdige udgangspunkt,
at man må antage muligheden for mutation i sygdommens
– og vaccinens – DNA. Et synspunkt der var stærkt
savnet i 1990ernes debat om pestens smitteveje fra
rotte til menneske.
Alt i alt leverer
Boldsen en ganske læseværdig afhandling, der både
giver spændende nye resultater og teorier, men også
illustrerer forskellene på humanistiske og
naturvidenskabelige traditioner. For skønt der til
tider forekommer elementer i disputatsen, der efter
historiske standarder ville tælle klart ned i bedømmelsen,
så må vi som historikere acceptere den og bedømme
den ud fra traditionens egne kriterier. Kriterier der
ligger til grund for en forskningsverden, der er lagt
mere dynamisk, end noget vi historikere kan forestille
os, en verden hvor nye forskningsresultater med
alarmerende regelmæssighed ændrer eller udvider
forskningens verdensbillede. Modsat er vi på det
historiske område vant til at skulle diskutere og
argumentere for enhver mindre ændring eller personlig
holdning. Dette knap så stringente forhold til
baggrundsovervejelserne hos naturvidenskabsfolk
afspejles også i afhandlingens illustrationer; som
det tidligere nævntes, så er selve undersøgelseskriterierne
for det skelletale materiale fantastisk illustreret,
men resten af billederne virker for størstedelen
underligt detacherede fra teksten. Ganske vist
relaterer de til det behandlede emne, men bruges ikke
til direkte at understøtte teksten. Selvom det ikke
trækker ned i afhandlingens resultater, så er det
dog et mindre irritationsmoment at finde adskillige
billeder af Skt. Jørgen og Skt. Georg, uden at det
understreges, at disse er én og samme helgen, eller
at dennes rolle som skytshelgen for de spedalske
omtales. Ligeledes forefindes for eksempel et billede
af Biskop Peder Elavsen af Århus skellet, uden at
denne omtales i disputatsen; kun ved at konsultere den
indledende oversigt over Boldsens tidligere forskning,
får man et indtryk af Biskop Peders forbindelse til
spedalskhed i middelalderens Danmark. Dog kan dette
irritationsmoment ikke overskygge de positive sider.
Der er flere gode grunde
til at læse Boldsens disputats, selv om man ikke er særligt
patologisk interesseret. For enhver sygdomshistoriker
er afhandlingen en veritabel guldgrube af
litteraturhenvisninger til generelle medicinske
teorier og forskning, og særligt til studiet af
spedalskhed hvor Boldsen også har en glimrende
kortfattet historiografisk oversigt over den danske
forskning på området. For den middelalderhistorisk
interesserede bidrager afhandlingen med nye
interessante oplysninger om de strukturelle sundhedsmæssige
forhold i middelalderens Danmark. Skønt Boldsen ikke
giver sig af med mentalitetshistoriske overvejelser i
denne anledning, så kan resultaterne bidrage til, at
man tager spørgsmålet om spedalskhedens indvirkning
på individet og samfundet op til overvejelse. Hvis så
mange i 1200-tallet har lidt af spedalskhed, hvorfor
fylder det så så lidt i de skriftlige kilder? Og har
man ingen af de to ovennævnte tilbøjeligheder, så
kan man læse disputatsen som et kortfattet vidnesbyrd
om den store traditionsmæssige forskel der er mellem
de humanistiske og naturvidenskabelige videnskaber.
… og ikke mindst så
præsenterer Boldsen jo nogle opsigtsvækkende
resultater.
