|
Af Erik Ingemann Sørensen
Historikere har i anledning af 200 året
for bombardementet af København leveret mange gode og
spændende bidrag til genfortællinger og
nyfortolkninger af de dramatiske begivenheder.
Med bogen ”Landkrigen 1807” har
dansk militærhistories grand ”old” man, generalløjtnant
K.G.H. Hillingsø, leveret en militær analyse af
perioden. Hans store viden bidrager her til en samlet
skildring af ”optakten til og forløbet af krigen i
1807 med hovedvægten på begivenhederne til lands”,
for nu at bruge hans egen formulering. Og det er et
stofområde, forfatteren mestrer.
I 6 kapitler gøres der grundigt rede
for både baggrunden op mod 1807, for de mange triste
episoder, der fandt sted, når de danske ”amatørsoldater”
mødte den dybt professionelle engelske hær og for
efterdønningerne – herunder datidens retsopgør. Det
er en glimrende bog, der når hele vejen rundt med sine
grundige redegørelser. Der gøres pænt brug af
originalt, skriftligt kildemateriale (in extenso) både
fra enevældens top og fra den almindelige soldat.
Herunder blandt andet et brev fra den 31-årige Peter
Christoffer Quistgaard, der skriver til sin kone:
”Bedste inderligt elskede Jette. Vi venter om faa
Timer et Slag. Skulde det blive min Skæbne at falde, da
vær overbevist, at min sidste Tanke er dig og vore Børn
helliget – Jeg dør for mit Fædreland…” Gribende
i al sin enkelthed – og tidløst. Hvor mange sådanne
breve er der ikke blevet skrevet op gennem historien –
og hvor mange er aldrig nået frem?
Til gengæld var der talrige andre, der
så sandelig ikke ønskede at betale den højeste pris.
Det kommer tydeligt frem i redegørelsen for, hvorledes
”Søndre Sjællandske Regiment” protesterede
voldsomt – nægtede at adlyde officerernes ordrer. Det
hele på kanten af mytteri. Elendig udrustning –
blandt andet høtyve og leer – manglende disciplin –
samt ikke mindst det faktum, at høsten stod for døren,
fik bondehæren til at reagere så voldsomt. Det
lykkedes dog til sidst at få størstedelen af landeværnet
til at makke ret. Om end en del var deserteret.
Den 29. august stod et af de store
landslag ved Køge – det så herostratisk berømte
”Træskoslag”. Danskerne mødte en voldsom overmagt
og stak til sidst halen mellem benene – godt hjulpet på
vej af skotske sækkepiber. Til sidst smed
bondesoldaterne træskoene og spænede af sted alt hvad
remmer og tøj kunne holde. Det vil være ukorrekt at
kalde ”Træskoslaget ved Køge” for symptomatisk for
landkrigen. Men. Det er besnærende tæt på. Hillingsø
skriver blandt andet om fjenden: ”En formidabel
styrke, der ikke alene var overlegen i antal, men bestod
af topprofessionelle soldater, der var ført af chefer,
hvoraf flere allerede var berømte eller senere skulle
erhverve sig berømmelse, hvad navnene da også vidner
om”. Generalmajor
Wellesley, der havde kommandoen, er den berømte Duke of
Wellington, der spillede en afgørende rolle i slaget
ved Waterloo.
Hillingsø
kan afsluttende– som den gode analytiker han er –
ikke dy sig for at komme med nogle kontrafaktiske
kommentarer. For hvis nu… Men han konstaterer dog nøgternt,
at ”katastroferne, som reducerede Danmark til et
lidet, fattigt land”, i bedste fald kun havde skubbet
det endelige nederlag lidt i tid. Til gengæld noterer
han, at der kom militære reformer og fornyelser.
”Landkrigen
1807” er et vigtigt bidrag til kortlægningen af
katastrofen. Netop fordi det er den kyndige militærmand,
der beretter. Stor tak for det.
Desværre
er der en bagside. Militærhistorikere kender de mange
fagudtryk, bogen vrimler med. Eksempelvis ”Broger
overskydes” som et af talrige. Og det volder den
almindelige læser problemer. Desværre er Hillingsø
ikke konsekvent. Nogle gange suppleres med en forklaring
– men størstedelen står uden. Det både hæmmer og
skæmmer læsningen. Hillingsøs litteraturliste er
naturligvis i orden og helt up to date. Men ikke så
omfattende. Anmelderen tillader sig derfor at henvise
til de københavnske biblioteker, der har udarbejdet en
fremragende oversigt, der kan findes på nettet under
”1807 – en bibliografi” og så følge linket.
Illustrationerne
er så som så. Bogens størrelse sætter en naturlig
begrænsning. Men arbejdet kunne være gjort væsentligt
bedre. Informationerne om de enkelte billeder er for
ringe – og de er altså et væsentligt kildemateriale.
Og så havde en indholdsfortegnelse gjort godt.
Men.
På trods af disse negative bemærkninger er der al
mulig grund til at afgive en æressalut for generalløjtnanten.
Han kan sin krigshistorie – og han kan genfortælle
den.
|
