|
- forandring og tilpasning gennem 250
år
Af Hans Jørgen Winther Jensen, museumsinspektør
cand.phil., ph.d., Hørsholm Museum.
De to forfattere er ansat på
Historiens Hus, Ringsted Museum og Arkiv, der således
delvist har lagt arbejdstid til, men kun delvist fordi
meget af arbejdet med bogen er foregået i fritiden.
Ifølge forordet er bogen et forsøg på
at sammenfatte landbrugserhvervets vilkår, produktion
og påvirkning af kulturlandskabet gennem de sidste 250
år. Det er et af de væsentligste temaer i en analyse
af det moderne landskab og dets opståen, så man kan
ikke beskylde forfatterne for at være
verdensfjerne, så meget desto mindre som de her i bogen
forsøger, at henvende sig til en bred læserskare, hvad
et letlæseligt dansk og gode illustrationer vidner om.
Bogen består af to hovedafsnit.
Historikeren Kirsten Bøge Henriksen behandler emnet
indtil ca. 1950 på ca. 115 sider, hvorefter etnologen
Lene Hadsbjerg tager over og behandler tiden derefter på
godt 60 sider. Bogen er forsynet med noter, en meget
kort ordbog, en noget mangelfuld litteraturliste og en række
bilag med værdfuld statistik. Med hensyn til bogens
statistiske materiale er det meget fortjenstfuldt, at
forfatterne tit forsøger at sammenstille oplysninger om
Vestsjælland med oplysninger om hele landet. Isolerede
oplysninger oplyser jo tæt på ingenting.
Vestsjællands amt er den geografiske
ramme for værket. Det er ikke nogen selvfølgelig
ramme, når emnet er forholdet mellem landbrug og
landskab; men anvendes, fordi det er den økonomiske støtte
fra Vestsjællands Amt, der har muliggjort udgivelsen. Når
det er sagt, må man også sige, at især Kirsten Bøge
Henriksen forsøger at udskille forskellige landskaber i
amtet., og hun forsøger, at belyse det centrale forhold
mellem landbrug og nutidens landskab ved at sammenholde
beskrivelser af datidige ændringer eller fænomener med
disses aftryk i form af nutidige landskabselementer, der
vises med fine fotos - eksempelvis gærde/hegn, vejforløb
i forskellige landsbytyper.
Kirsten Bøge Henriksens fremstilling
er kronologisk med 9 afsnit, der igen er underinddelt i
mange afsnit, men heldigvis kan hun bygge på adskillige
veldokumenterede lokalhistoriske artikler og bøger.
Lene Hadsbjergs behandling af tiden
efter Anden Verdenskrig er helt anderledes end Kirsten Bøge
Henriksens behandling af tiden før. Det er der gode
grunde til. Den førstnævnte har ikke så mange
forskningsresultater at bygge på som Kirsten Bøge
Henriksen. Desuden befinder samfundet
sig i 2006 stadig i mange af de processer, som
Hadsbjerg beskriver. Den manglende tidsmæssige distance
vanskeliggør overblikket. Endelig kan man diskutere, om
de lokale særtræk, for f.eks. Vestsjællands
vedkommende, er forsvundet eller bare er sværere at få
øje på med så kort tidsafstand.
Efterkrigstiden behandles under tre
hovedoverskrifter: "Landbruget under
omstilling", "Strukturreform og
rationalisering" og "Det nye
landskabsbillede". Disse er igen underopdelt i alt
14 underafsnit.
Som det forhåbentlig fremgår, viger
den hovedsageligt kronologisk disponerede fremstilling
her for en tematisk skildring. En sådan disposition kan
undertiden hjælpe til at undgå gentagelser; men her
forekommer mange gentagelser. Måske optræder
gentagelserne for at hvert enkelt lille afsnit skal
kunne læses for sig selv. Til gengæld er det svært at
holde overblikket, og det specifikt vestsjællandske
fader noget ud i selve teksten. Såvel overblik som de
vestsjællandske konturer kan dog fremkaldes ved hjælp
af bilagstabellerne.
Hadsbjerg og Henriksen har givet amtet
en fin afskedsgave med den foreliggende meget indbydende
bog om et stort og uhåndterligt emne. |
|
|

|
|
Kirsten Bøge Henriksen og Lene
Hadsbjerg:
Landbrug og landskaber i Vestsjælland
- forandring og tilpasning gennem 250 år.
Udg. af Historiens Hus Ringsted
198 sider. 198 kr. + forsendelse.
Bestilling:
ringstedmuseum@ringsted.dk
eller tlf. 57 62 69 00.
Historiens
Hus, Ringsted >
|
|
|
|
|
|