Danmarks historie 1970-2005
Af Simon Ankjærgaard
Så er arbejdet med at få ført
’Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie’ up to
date færdig. Det sidste bind i rækken, ’Et land i
forvandling – Danmarks historie 1970-2005’, er
skrevet af Søren Hein Rasmussen og Poul Villaume, der
– tro mod den hæderkronede bogserie – har lagt
ambitiøst fra land med et mål om at skrive Danmarks
og danskernes moderne historie så nuanceret,
mangfoldig og saglig som muligt.
Den moderne danmarkshistorie er først
og fremmest velfærdssystemets historie Et tema, der
er slået an fra start. Ikke kun ved det netop overståede
folketingsvalg, men i alle årene fra velfærdsstatens
fødsel, har debatten nemlig drejet sig om, hvorvidt
det høje serviceniveau kunne holdes – og
allerhelst, hvordan det mon kunne løftes. Og der er
ikke noget, der er så upopulært, som at skulle skære
i velfærden. Ja, det er vel nærmest at betragte som
politisk selvmord, også selvom den økonomiske
virkelighed sætter hele velfærdssystemet under pres,
som det skete i 1970’erne – til stor ballade for
især Socialdemokratiet. På det mere overordnede
plan, træder det i Søren Hein Rasmussen og Poul
Villaumes fortælling tydeligt frem, hvor
socialdemokratiseret det danske system egentlig er
blevet over tid. Helt frem til dette første årti af
det nye årtusinde, hvor en borgerlig – ja, liberal
– statsminister gør alt for at virke mere
socialdemokratisk end socialdemokraterne selv.
Samtidig er danskerne blevet stedse mere borgerlige.
Arbejderen i klassisk forstand har ikke samme behov
for et arbejderparti i klassisk forstand, som han
havde tidligere. Han har bil (hvis ikke to!), hus (måske
også sommerhus), han tager på golfferie og går op
i, hvilken rødvin, der passer perfekt til hvilket
stykke kød fredag aften. Det stod krystalklart første
gang ved jordskredsvalget i 1973, som Hein Rasmussen
og Villaume korrekt mener var et opgør primært mod
Socialdemokratiet. Spændingsfeltet mellem de mere
borgerlige vælgere og det mere og mere
socialdemokratiske velfærdssystem har tråde helt op
til i dag.
Bogen bevæger sig primært på
parlamentsniveau – og primært dét parlament, der
hedder Folketinget og holder til på Christiansborg.
Kapitlerne om 1970’erne handler meget om de samfundsøkonomiske
udfordringer, der i 1980’erne blev suppleret med de
forsvars- og sikkerhedspolitiske debatter, herunder
– naturligvis – fodnotepolitikken. Det er hele
vejen igennem sagligt, og i momenter medrivende. Men
bogen vil mere end det, og når man når det sidste
punktum på side 754, står det også klart, at det er
måske bogens allerstørste svaghed. Udover debatten
om økonomisk demokrati i 1970’erne, om fodnoterne i
1980’erne, om EF og EU, om miljøpolitikkens indtog
i 1970’erne, og om Grønland og Færøerne, så får
Hein Rasmussen og Villaume blandt andet også rundet
nogle kulturhistoriske hjørner, samtidig med at de får
indflettet afsnit om sport, om tv-spil og om rockere.
Det er prisværdigt, for hele summen af alt, hvad der
er sket og tænkt, er den danske historie, men
initiativet kuldsejler undervejs. Det er som en
lagkage, der i starten af bogen smager godt, fordi den
er så enkel, men som siden bliver for stor og som næsten
er ved at tippe over og udover bordkanten. Opbygningen
er en slags kronologisk tematisering, men det virker
ikke som om de to forfattere helt har afstemt, hvem
der skriver hvad, hvilket giver flere trættende
overlap. Ej heller virker det som om forlagsredaktørerne
har kunnet sige stop i tide, når forskellige
indfaldsvinkler til det danske samfund anno 1970,
1980, 1990 og 2000 er blevet præsenteret. Det trætter
– og det er synd, for flere dele af lagkagen er spændende
i deres smag. De store samfundspolitiske dilemmaer er
beskrevet, ikke kun debatten om velfærdsstaten,
men også hele sikkerhedspolitikken, EU-diskussionerne
og flygtninge- og indvandrerdebatten, men de drukner i
for meget fyld og i for mange mærkelige spring, der
skærer argumentationerne over, så konklusionerne
forbliver uklare indtil man har læst sig et godt
stykke videre. Det er faktisk rigtig synd, for Hein
Rasmussen og Villaume skriver godt og har et godt blik
for historien – også når den spiller samtiden et
puds.
