BogFeature
Krigens arvinger

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc. og journalist (DJ)

Når bosnieren Edo husker tilbage på dengang før ragnarok – hvor han var jugoslav – husker han sig selv og sin omgangskreds som sekulær, fredelig og upolitisk.

”Alligevel slap jeg med nød og næppe for at blive indebrændt i mine forældres hus,” fortæller han om de frygtelige år i 1990’erne, hvor Balkan stod i flammer, og hvor man ikke længere blev defineret – eller opfattede sig selv – som jugoslav, men ad etniske og religiøse linier som serber, bosnisk muslim, bosnisk serber, kroat m.m. Konsekvensen blev en modbydelig krig, hvis kendetegn var massakren og den etniske udrensning.

Edo optræder i bogen ”Krigens Arvinger”, der er skrevet af journalist og tidligere indenrigsminister Birte Weiss. Den er baseret på hendes basale undren over den etniske udrensnings natur og over, hvordan man mon kan leve videre med sig selv og hinanden bagefter. Som et svar på dette, opstiller hun ti bud; forsoningens ti bud.

I overskrifter er buddene; 1) De døde skal findes og begraves, 2) De skyldige skal dømmes, 3) De skyldige skal angre, 4) De tilbagevendte skal være velkomne, 5) De regerende skal holde op med at lyve, 6) Vi skal selv holde op med at lyve, 7) Vi skal holde op med at mistro de andre, 8) Vi skal gøre fredens perspektiver bedre end krigens, 9) Vi skal skille religion og politik, og 10) Vi skal tro på demokratiet.

Både hver for sig og som en helhed giver de ti bud rigtig god mening. Desværre forsømmer Birte Weiss at forklare, hvorfor det lige netop et endt med disse ti bud og ikke andre, ligesom hun ikke redegør for buddenes teoretiske eller empiriske fundament. Det er et stort minus.

Ser man bort fra det, er bogen særdeles velskrevet og medrivende. Eksemplerne står i kø, som når Zoran i kapitlet om bud 1 fortæller, hvorfor det er så vigtigt for ham at finde liget af sin livspartner: ”En dag vil det lykkes at finde M. og give ham en smuk begravelse med kirkekoncert for orgel og blæsere. Den dag vil jeg være klar til forsoning, livet vil ikke mere være på stand-by”.

En anden styrke ved Weiss’ værk er, at hun ikke er bange for at udfordre sin egne teser gennem de mange kilder, hun taler med. Tag Radoslav Brdanin, der er dømt for krigsforbrydelser og som afsoner i Nyborg Statsfængsel. Han retter et slag mod bud 3 ved at påpege, at det ikke behøver at være sandt, når dem, der sigtes for krigsforbrydelser, angrer. ”Det er en gratis omgang, fordi ingen kan måle, om det er rigtigt. Men dommerne kan lide at høre det, ingen tvivl om det. Flere af mine medfanger i Haag erkendte deres skyld og ytrede de forjættede ord i retssalen. Bagefter sagde en af dem til mig, at angeren gik på, at han ikke havde skudt nogle flere,” fortæller han – og forklarer, hvorfor han ikke angrer: ”Jeg angrer ikke, for det ville forudsætte, at jeg havde gjort noget forkert."

I bogens indledning skriver Birte Weiss, at baggrunden for at skrive ”Krigens Arvinger” er personlig: ”I femten år har jeg haft Bosnien på nethinden, først som indenrigsminister med ansvar for de ca. 20.000 bosniske flygtninge, der i den første halvdel af 1990’erne kom til Danmark, senere som fundraiser for forsoningsprojekter og som rejsende journalist for Weekendavisen”.

Dette personlige engagement er tydeligt i bogen. Hendes kendskab til konflikten og dens baggrund og konsekvenser er imponerende – hendes netværk ligeså. Derfor bliver bogen først og sidst en fortælling om krigen i Bosnien – og forsoningen i Bosninen. Og derfor er det i bedste fald at oversælge bogen – og værste fald falsk varebetegnelse – når der både i pressemeddelelsen og på bogens cover står, at de ti bud også har gyldighed for andre konflikter. Netop fordi Birte Weiss ikke folder arbejdet med at nå frem til de ti bud ud – endsige generelt diskuterer og analyserer konflikter verden over – bliver bogens stærke og velfunderede pointer udelukkende til pointer om den specifikke konflikt og forsoning i Bosnien. Og det gør ikke noget, for bogen kan sagtens stå alene – og stå flot – som en fortælling om Bosnien. Og derfor er det synd, at den forsøges solgt på andet.

Og når jeg nu har fat i malurten, så ville helhedsindtrykket af bogen have været så meget stærkere, hvis Birte Weiss havde udeladt kapitlet om den danske forbindelse, hvor hun netop forsøger at trække tråde mellem Balkan og Danmark. Afsnittet er simpelthen for tyndt og virker malplaceret. I virkeligheden virker det som om hun ønsker at retfærdiggøre de handlinger, som den regering, hun var en del af, udførte i den periode. Og det er en fejldisponering i kølvandet på de stærke, medrivende og mareridtsfremkaldende skildringer og konklusioner i de ti kapitler, der behandler de ti bud.