BogFeature
Kraniet fra Katyn - Beretning om massakren i 1940

Af Erik Ingemann Sørensen

”Helge Tramsen er ellers ikke sentimental. Det er retsmedicinere ikke så ofte, men som han står der i den lille træhytte i Katyn i Rusland i 1943 og ser på de gulnede billeder af forlovede, koner, børn og mødre, kan han pludselig mærke det fysiske savn af Sylvia derhjemme på Østerbro og kort genkalde sig duften af to småpiger i nyvasket nattøj. Det er ikke mere end et par dage siden, han forlod lejligheden.

I morgen skal han vælge sig et lig fra de åbne, men endnu ikke udgravede massegrave derude. Han skal lave en obduktion for at fastlægge dødsårsag og tidspunkt…”

Med dette brag af new journalism præsenterer Anna Elisabeth Jessen læserne for ”virkeligheden” en aprilsdag i 1943. Det sker i bogen: ”Kraniet fra Katyn. Beretning om massakren i 1940”. Det forvirrede anmelderen lidt, idet jeg troede, det drejede sig om en historisk bog, der gennemgik de grufulde likvideringer ved Smolensk i 1940. I stedet er det en helt anden bog: en journalistisk, stærkt personligt præget beretning om flere års arbejde med den danske retsmediciners og læges, Helge Tramsens skæbne. Dette er altså ikke – som titlen angiver – en egentlig beretning om massakren. Noget skuffet læste jeg videre. Lokket af det særdeles gode sprog, historien og historierne. Denne springen i tid og sted. Og måtte hurtigt konstatere, at skuffelsen lagde sig.

For det er en aldeles spændende bog, Lisbeth Jessen har skrevet. Journalistens – ikke historikerens – jagt på en spændende historie, der, som bogen skrider frem, bliver mere og mere facetteret, mere og mere fascinerende.

Lisbeth Jessen (det kalder hun sig selv) arbejder primært med dokumentarudsendelser for radio og Tv (DR) og har flere internationale priser. Blandt andet for radioudsendelsen ”Dr. Tramsens rapport”. Og hendes film: ”Kraniet fra Katyn” er blevet sendt både i DR og flere lande. Det er arbejdet med disse udsendelser, der danner baggrund for bogen.

Den historiske baggrund er den tyske værnemagts fund af en række massegrave på østfronten i april 1943. De viste sig at indeholde ligene af polske officerer – alle bagbundne og henrettede med nakkeskud. Joseph Goebbels er ikke sen til at udnytte det grufulde fund og noterer i sin dagbog, at dette nu skal bruges som antibolsjevikisk propaganda i stor stil. Tyskerne havde straks set forbindelsen til NKVD – det sovjetiske sikkerhedspoliti. (Egentlig Folkekommissariatet for Indenrigsaffærer). For at fremtræde så neutral som muligt blev 12 retsmedicinere – primært fra tyskbesatte lande – ”bedt” om at deltage i de retsmedicinske undersøgelser af ligene. Oprindelig var det den danske professor Knud Sand, der skulle have været af sted. Men han overlod opgaven til sin unge assistent, prosektor Helge Tramsen.

Det er ham og kraniet, der er bogens ”hovedpersoner”. Med hver deres del.

Første del beskæftiger sig med Helge Tramsen, hans person, opgaven i Katyn, hans privatliv og senere skæbne. Det er ganske dramatisk og rystende læsning. Dramatisk grundet begivenhederne – rystende grundet de mange skæbner, forfatteren kommer rundt om. Og det endda uden at gå i detaljer med likvideringerne.

Helge Tramsen udfører sin opgave – men bryder med al retsmedicinsk tradition, idet han tager hovedet af en de henrettede med hjem. ”Helge Tramsen er tilbage hos sin kone og de to småpiger i lejligheden den 4. maj 1943 om aftenen. Han pakker ud. Der står en hørm op fra rejsetasken…”

Hvorfor nu dette brud på alle retsmedicinske regler? Helge Tramsen, der også havde tilknytning til modstandsgruppen ”Holger Danske”, havde i Berlin hentet noget, kraniet skulle dække over. Allerede ved landingen i Kastrup afleverer han papirerne, der samme aften ankommer til Stockholm, hvorfra de sendes videre til SOE i London. Det var tegninger over Möhndæmningen i Ruhr, som Royal Airforce kunne bombe med succes 14 dage senere (kendt fra filmen ”Dambusters”).

Lisbeth Jessen beretter yderligere om, hvor psykisk belastende det efterfølgende var for Helge Tramsen – om hans arrestation og den frygtelige tortur udført af Ib Birkedal Hansen – og den efterfølgende deportation til Frøslev. Om angst og nervesammenbrud, opløst ægteskab og den konstante frygt for kommunisternes hævn, fordi han havde været med til at afsløre folkedrabet. Da USSR invaderede Ungarn, var han faktisk på nippet til at drage til England. Datterens død i Polen ved en gasulykke kan han kun opfatte som russernes hævn – uden at der dog er definitivt tegn herpå.

Helge Tramsen dør nervenedbrudt i 1974.

2. del af bogen drejer sig om jagten efter pårørende til den, hvis kranie var endt på Retsmedicinsk Institut i København. Lisbeth Jessen kommer herunder ind på, hvorledes Sovjetunionen ved hjælp af forfalskninger forsøger at få tyskerne til at stå bag forbrydelserne. En fremfærd der den dag i dag – hvor russerne endnu ikke har indrømmet, at det var et folkedrab, der fandt sted – giver anledning til ganske alvorlige spændinger de to lande imellem. Under krigsforbryderprocesserne i Nürnberg lykkes det Sovjetunionen at få skabt så megen forvirring omkring det skete, at sagen ikke kunne komme op i den rette sammenhang. Landet stod jo som en af de allierede sejrherrer. Det bliver eksilpolakker i USA, der leverer de afgørende beviser. Men det er under den kolde krig, så intet kunne gøres. Muren skulle falde, før noget skete.

Denne del af bogen er især spændende ved at vise, hvor vanskeligt det kan være for en journalist at operere i minefyldt farvand. Det tjener Lisbeth Jessen til megen ære, at hun bider sig fast – efterforsker selv det mindste spor. Jagten efter de pårørende går helt til Australien, hvor det endelig lykkes hende at finde Ludwik Szymanskis søn.

Søndag den 13. april 2008 – den officielle polske Katynmindedag – stedes kraniet endeligt til hvile bag en lille glasrude i ”Den Polske Hærs Katedral” i Warszawa. For polakkerne blev det en gribende højtidelighed – transmitteret i Tv – med repræsentanter fra regeringen, den katolske kirke. Endog generalsekretæren, Andrzej Przewoznik, deltog.

Resterne af den polske kaptajn af reserven, Ludwik Szymanski, henrettet ved nakkeskud i Katynskoven, april 1941, blev nu symbolet på de over 15.000 henrettede polske officerer. Lisbeth Jessens mission var fuldført.

Som nævnt er dette ikke et historisk værk om Katyn. Men på sin helt specielle facon får bogen trods alt belyst de frygtelige begivenheder i hovedtræk. Samtidig med at den giver et fremragende indblik i den journalistiske research. Lisbeth Jessen indrømmer ærligt, at hun selv er blevet en del af historien. Dét er problematisk – især når hele bogen er båret af new journalism. Det går da også galt nogle gange undervejs, hvorved dele af fremstillingen kommer til at virke uhæderlig. Og det er egentlig synd.

For mange – yngre – læsere kan det virke forvirrende, at polske soldater allerede i 1939 bliver russiske krigsfanger. Det havde styrket bogen, hvis der havde været en række faktaafsnit, hvor der var en nøgtern beskrivelse af begivenhederne. Og så undrer det såre, at Lisbeth Jessen, der er et topprofessionelt mediemenneske ikke har angivet links til det utroligt omfattende materiale om Katyn, der ligger på nettet. Det er absolut agtværdigt at søge på YouTube.com. Her findes en lang række dokumentariske filmklip fra Katyn. Samt traileren til polakken Andrzej Wajdas spillefilm ”Katyn”, der får dansk premiere i begyndelsen af det nye år. (Vil man have en kort introduktion på nettet til ”Katynmassakren”, ja, så anbefales det at gå på Wikipedia og skrive ”Katyn”.)

Der er mangler og direkte fejl i bogen. Eksempelvis var Finland ikke besat af tyskerne i 1943. Man samarbejdede. Og Helge Tramsens afrejse i april 1943 sker altså ikke under Departementchefstyret.  Her skal vi altså lige runde den 29. august. Registeret er ikke til megen hjælp – og et enkelt kort er altså ikke nok. Det er skuffende. Men det er en forlagsfejl.

Journalister, der skriver om historiske emner, kan frembringe mange mærkværdigheder. I dette tilfælde er det imidlertid lykkedes for Lisbeth Jessen – på sin helt specielle facon – at skrive vellykket om både historie og en historie. Det er godt gået.