BogFeature
Kongemordernes slægt

Om Hvideslægtens rolle i det 13. århundredes konflikter mellem kirke og kongemagt.

Af cand. mag. Steen Ivan Hansen

Hvideslægten har en stor plads i den danske nationalromantik - Saxo, Absalon

og Valdemar udgør hovedhjørnestene i opfattelsen af den danske middelalder. Efter kildekritikkens sønderlemmelse af Saxo for næsten hundrede år siden, står det klart, at vi må forholde os både kritisk og forbeholdent overfor stoffet - Saxo var Absalons spindoktor.

Hvideslægten var den rigeste og mest betydningsfulde stormandsslægt i tidlig dansk middelalder, men i virkeligheden ved vi kun lidt om Hviderne - når bortses fra enkelte personer, først og fremmest Absalon. Det er derfor prisværdigt, når Michael Kræmmer kaster sig over denne opgave, og det må siges, at han løser den godt, det begrænsede kildemateriale taget i betragtning.

Første bog, Den hvide klan, om Absalon, hans slægt og hans tid, kom i 1999, og nu er anden og sidste del, Kongemordernes slægt. udkommet. Den hvide klan var spækket med biografiske oplysninger om ikke mindst Absalons og Valdemar den Stores liv, dette er ikke ganske tilfældet i Kongemordernes slægt, og Kræmmer fastslår da også i forordet,  at det ikke har været hensigten at skrive en egentlig slægtshistorie, men en beskrivelse af Hvideslægten og den tid, slægten lever i.

Kildematerialet rækker ikke til andet, så det kan ikke bebrejdes Kræmmer, at vi må undvære et virkeligt omrids af de forskellige personer, Andras Sunesen, Jens Grand m.fl. Personerne bliver ikke rigtigt af kød og blod for os, de forbliver navne, navne, der spiller hovedroller i denne periode af Danmarkshistorien, uden at vi rigtigt lærer dem at kende - men det kan næsten ikke være anderledes i tolvhundrede-tallet (kilderne begynder først at flyde mere rigeligt i midten af 1300-tallet).

Tiden Kræmmer her beskriver er dramatisk. Udgangspunktet er Valdemarernes imperium, afslutningen er kongemagtens opløsning og holstenervældet. Det er en periode, få kan overskue og endnu færre forstår, så Kræmmers bog er betydningsfuld, og han bekriver perioden på en både spændende og forståelig måde.

Det er en periode, hvor vi bl.a. som følge af det dårlige kildemateriale kan stille flere spørgsmål end give svar, og det gør forfatteren så rigeligt - der er mange "måskeer" i bogen. Hvad angår drabet på Erik Klipping, hvor en "uægte" Hvide, marsk Stig Andersen, spiller en hovedrolle, står vi overfor et uopklaret kongedrab. Teorierne om, hvem der stod bag (og marsk Stig var det næppe) har været mange, men det er dog første gang, jeg konfronteres med en tese om, at det kunne være hans hustru, dronning Agnes. I så fald har hun holdt det hemmelig for sin søn, for Erik Menved bekæmpede med ildhu "min faders mordere". Kræmmers argument er da også blot, at hun formentlig havde formatet dertil.

I bogen beskrives en række begreber i tiden, korstogene, kampen mellem kirke og konge m.v. Derimod trækkes de økonomiske og sociale forhold kun svagt op. Et afsnit om godsdrift handler mest om møllernes fremkomst, og naturligvis spillede vandmøllerne en vis rolle for både klostrenes og godsernes økonomi, men Kræmmer giver møllerne for stor betydning. Hovedindtægtskilden for datidens godsejere, herunder Hviderne, var den landgilde, bønderne betalte, afgiften for at få malet sit korn var i småtingsafdelingen. Men hvilke varer afsatte datidens stormænd for at skaffe sig penge? Muligvis var studehandelen allerede i gang, muligvis var det snarere heste, foruden salg af korn der skæppede i kassen. Kræmmer gør sig ikke mange betragtninger om dette, ligesom vi savner et nærmere omrids af Hvidernes godsrigdomme - hvor meget ejede slægten egentlig?

Ud fra kildematerialet gør Kræmmer sit bedste for at besvare det ene af de to spørgsmål, der opstilles på bogens omslag: "Hvem var de (hviderne) - og hvorfor mistede de deres positioner?"Med støtte i de glimrende slægtstavler bliver læseren en hel del klogere på, hvem de var og hvilke embeder de besad, samt deres betydning på andre felter, bl.a. som donorer til kirken. Den anden del af spørgsmålet synes jeg derimod ikke vi får ordentllig svar på. Hvorfor gled Hvideslægten ud i ubemærketheden, eller var det intetheden. Uddøde den eller lod den sig indgifte i andre slægter?

Andre slægter dukker op i hvert fald i 1300-tallet og har spillet en rolle længere, nogle eksisterer endnu, Gyldenstjerne, Rosenkrantz og Thott(hvor Akselsønnerne spillede en lige så stor rolle i senmiddelalderen, som Hviderne havde gjort det et par hundrede år tidligere). Når Hviderne forsvandt så hurtigt, kunne årsagen måske være den meget løst definerede slægt, som førte forskellige vådenskjolde, og efterhånden ikke opfattede sig som Hvider.

Michael Kræmmers bog er meget læseværdig, den er spækket med informationer om en spændende periode i Danmarkshistorien, og den giver det bedste indtryk af en slægtskreds, som det ud fra de givne kilder kan lade sig gøre at tegne. Man får et godt indtryk af middelaldermenneskets tankeverden, i en tid med korstog og skærsild.