BogFeature
En kongelig affære

Caroline Mathilde og hendes søskende

Af cand. Mag. Steen Ivan Hansen.

Dronning Caroline Mathilde er velbelyst både i dansk historieskrivning og i skønlitteraturen. Hendes liv må påkalde sig opmærksom både på grund af hendes personlige historie og på grund af den enorme betydning hele historien fik politisk. Kan der tilføjes mere i et så velbelyst hjørne af Danmarkshistorien?

Ja, det kan der faktisk, hvis man som Stella Tillyard dels dykker ned i et righoldigt kildemateriale bl.a. i Hannovers enorme arkiver, dels ser det hele fra en engelsk i stedet for den danske synsvinkel, vi er vant til.

Tillyard er kendt fra værket Aristokrater, som er blevet omsat til en Tv-serie af samme navn. Desværre har jeg ikke hverken set serien eller læst dette værk, men det er tydeligt, at Tillyard kan noget kun få danske historikere kan – eller tør. Hun skriver i bedste engelske tradition så englene synger, og man er i tvivl om det er fiktion eller historieskrivning. Men det er historieskrivning, solidt forankret i kilder, om end tilsat farver og følelser.

Bogen fremdrager mange detaljer, som i hvert fald jeg ikke tidligere har kendt. Chr. VII's store udlandsrejse gik bl.a. til England (uden Caroline Mathilde) og besøget findes beskrevet i flere værker, men langt fra så omfattende og detaljeret, som her. At han var direkte uønsket står pinligt klart ved læsningen af Tillyards bog, hvis man skulle have været i tvivl om dette.

Bogen er en guldgrube af oplysninger og detaljer vedrørende Caroline Mathildes korte og triste liv, ligesom Tillyard mesterligt ridser hele historien bag Struensee op, hans pietistisk prægede bagland, lægevidenskabens voksende prestige, mange ting sættes glimrende i perspektiv.

Lad så være, at hun ikke i detaljer kan kende landet Danmark i 1700-tallet – hun har ganske godt greb om hovedstaden og dens omliggende slotte, og bevæger sig da heller ikke meget uden for dette område – af gode grunde, for det er her det sker.

Men det er lidt for karrigt at beskrive den danske adelskultur udenfor hovedstaden med følgende ord: ”Adelens herregårde, nogle af dem med voldgrave og stadig beskyttet af vindebroer, tog også farve af landet omkring dem, og deres små røde mursten, tynde som sandwich, var bagt af det ler, de stod på. Kun Danmarks hovedstad bar præg af den rokoko og de klassiske stilarter, der var skyllet over Europa de sidste årtier.” Man kunne dog næsten unde Tillyard at se herresæder langt fra København, såsom Glorup, Hvidkilde og mange andre, der for længst var bygget om i ny stil, mens andre stod på spring for at følge den nye mode.

Hendes kendskab til København og omegn er derimod imponerende, ligesom hun husvant styrer rundt i det danske persongalleri.

Bogen har som undertitel ”Caroline Mathilde og hendes søskende”, og heri ligger i virkeligheden dens eneste svaghed som en dansk udgivelse. Der er en meget grundig gennemgang af Georg III, hvilket er relevant også for en dansk læser, idet han var konge af England, endda i en periode, hvor englænderne førte krig i Nordamerika og til sidst måtte give amerikanerne selvstændighed. Et sådant portræt af en engelsk konge er både vedkommende og interessant for en historisk interesseret dansker.

Det begynder derimod at knibe lidt med alle de øvrige søskende – ingen af dem har i virkeligheden haft nogen betydning ud over i deres egen slægtskreds og snævre område. Det bliver trods Tillyards gode pen, lidt tungt at arbejde sig igennem historierne om disse hertuger og deres tidsfordriv. Men læseren har jo lov at gå lidt let gennem disse afsnit. Jeg vil næsten foreslå en hurtig skimning af de første omkring 100 sider. Fra side 102 kommer der boller på suppen, vi får næsten malet historien om det ulykkelige trekløver, kongen, dronningen og Struensee op, med afbrydelser undervejs, hvor fokus igen er på de mere ubetydelige medlemmer af familien.

 Det er almindeligt kendt, at George III raslede med sablen, da Caroline Mathilde blev indsat på Kronborg, men at vi var så tæt på en krig, som Tillyard fremstiller det, er dog nyt for mig. Det virker egentligt mærkeligt, at kupmagerne ikke hurtigere og mere helhjertet forsøgte at pacificere englænderne altså rent forebyggende, hvis risikoen for krig var så stor. Nu lykkedes det at undgå hævnaktion fra engelsk side ved at bøje af og opgive ideen om at lade eksdronningen indsætte i Aalborg. Løsningen blev Celle, hvor Caroline Mathilde ifølge Tillyard var grundigt impliceret i modkupplaner sammen med en del af den danske højadel. Det hele faldt til jorden ved hendes pludselige død som følge af skarlagensfeber.