BogFeature
Det moderne Palæstinas historie

– Et land, to folk

Af Simon Ankjærgaard, journalist og cand.scient.soc.

Med ”Det moderne Palæstinas historie – Et land, to folk” har historikeren Ilan Pappe begået et ambitiøst værk om det konfliktfyldte og – til tider – blodige forhold mellem israelerne og palæstinenserne. Værket er på mange måder monumentalt med en flot ambition om at fortælle de to folks historie fra midten af 1800-tallet og frem til i dag. Hertil kommer som et tilfredsstillende supplement en indledningsvis og klar kronologisk oversigt samt 18 sider med personbiografier.

New Statesman kalder Ilan Pappe ”den palæstinensiske histories mest veltalende forfatter” og sidestiller ham med Edward Said. Det er et langt stykke hen ad vejen et helt berettiget skudsmål. En til tider lidt kantet oversættelse ved Joachim Wrang kan ikke ødelægge helhedsindtrykket af en dybdegående, veldokumenteret og velformuleret fortælling om den kringlede og forhindringsfyldte vej, der har bragt det palæstinensiske og det israelske folk til dér, hvor det er i dag.

Ilan Pappes formål med bogen, skriver han indledningsvis, er ikke at fortælle nationernes, staternes, ideologiernes eller religionernes historie, men derimod historien om de to folk og – i hvert fald fra begyndelsen af fortællingen – samkvemmet mellem de to. Det er et opgør med de to elite-skabte fortællinger, der traditionelt har præget forståelsen af og fortællingen om Israel/Palæstina; den zionistiske og den palæstinensiske. To fortællinger, der blev spaltet ud ved Israels dannelse i 1948 og som siden er blevet forstærket gennem nationalismens prisme. Ilan Pappe vil – som bogens titel lover – fortælle historien om, hvordan to folkeslag har levet side om side i ét land. Og om hvordan de med eliternes og det internationale samfunds mellemkomst kom på kant med hinanden.

Fordelen ved denne tilgang er, at Ilan Pappe dermed får givet nogle af de mest tavse grupper – eksempelvis borgerne i landområderne – en stemme.

Det er interessant at læse, hvordan store dele af befolkningen i Israel/Palæstina ikke havde nogen synderlig interesse eller andel i flere af de afgørende politiske beslutninger, som især den (zionistiske) israelske ledelse traf, men som alligevel havde store konsekvenser for deres sikkerhed og velfærd. For store dele af befolkningen på landet var den primære ambition at leve – og overleve – af afgrøderne. Denne ambition kolliderede flere gange direkte med de to store fortællinger, den zionistiske og den national-palæstinensiske, og deres ønsker om omsiggribende forandringer. De zionistiske politikere skabte i realiteten en kolonimagt, der ønskede at gøre sin koloni til sit hjemland, og senere en militærstat med magt og midler til at undertrykke, undertvinge og ydmyge. Palæstinenserne ønskede et beholde det land, de historisk betragtede som deres.

Ilan Pappe har klart valgt side. Det skriver han eksplicit, og det er en klar styrke. Man ved som læser, hvor man har ham. Det er hans ambition ”at vise den magt, ødelæggelse, tvang, det misbrug og de andre magtmidler, der er blevet brugt af palæstinensere mod palæstinensere, af israelere mod israelere, eller de magtmidler, der i fællesskab er blevet brugt af palæstinensere og israelere mod andre palæstinensere og israelere”.

Når man alligevel sidder tilbage med en lidt uforløst fornemmelse skyldes det to ting. For det første er der ikke tale om en gennemført fortælling om folket og samfundet. Også Ilan Pappe må ty til staternes, nationernes, ideologiernes og religionernes fortælling, for også han er – som født og opvokset i Haifa – indlejret i netop denne historie. For det andet er det først på de allersidste sider, at han peger ind i fremtiden og giver sit bud på, hvordan de to folk for eftertiden kan leve med hinanden. Hans analyse af post-zionismen, som den blomstrede op i 1990’erne med et krav om andre fortællinger end den traditionelt zionistiske, er inspirerende, men helt ud over rampen kommer Ilan Pappe ikke, og det er meget synd, for det ville have rundet hans ellers ambitiøse og monumentale fortælling af på den helt rigtige måde. I stedet sidder man tilbage med forestillingen om en historiker, der havde mere lyst til at se tilbage end mod på at se frem.