|
Den jyske Historiker nr. 120.
Af Simon Ankjærgaard,
cand.scient.soc. og journalist (DJ)
I kølvandet på 2. verdenskrig fik den
internationale politik en ny streng, der kunne spilles på;
den internationale bistand fra de rigere lande i Nord
til de fattigere lande i Syd. Danmark var et af de
lande, der hurtigst udviklede en bistandspolitik, i første
omgang rettet mod de europæiske lande, der var blevet hårdest
ramt af den knusende verdenskrig, men siden – og helt
i tråd med den internationale tendens – mod det nye
globale fænomen; den tredje verden.
Trods udviklingspolitikkens centrale
tilstedeværelse i dansk indenrigs- og udenrigspolitik
under og efter den kolde krig, er der imidlertid tale om
et emne, der ikke har været genstand for megen dybdegående
historisk forskning. Symptomatisk for dette, var det første
i år, 2008, at den samlede historiske redegørelse for
den danske udviklingspolitik fra 1945 til 2005,
”Idealer og realiteter”, så dagens lys. Og det
endda officielt kun som et appendix til seksbindsværket
om den danske udenrigspolitiks historie. Det er således
helt på sin plads, når Den jyske Historiker udgiver et
temanummer med titlen ”Historier om dansk
udviklingsbistand”. Og det er helt på sin plads, når
redaktionen i indledningen langer ud efter den hidtidige
forskning og offentlig debat for som oftest at dreje sig
om, hvorvidt bistanden er en succes eller ej. Det er
baggrunden for temaet, der – med redaktionens egne ord
– skal give ”en række bidrag til en bredere
historisk forståelse af dansk udviklingsbistand og det
internationale udviklingssamarbejdes samspil med
Danmarks politiske historie og kulturhistorie i perioden
frem til den kolde krigs afslutning”.
Første bidrag er fra historielektor
Niels Brimnes, der under overskriften ”Pragt og
elendighed” på fin vis beskriver, hvordan de
danskere, der rejste til Indien som en del af den store
tuberkulosekampagne fra 1948 til 1951, opfattede Indien
– og hvordan den opfattelse havde klare tråde tilbage
til kolonitiden i den ikke så fjerne fortid.
Diskursanalyse af denne karakter er altid tankevækkende
– på grænsen til underholdende – fordi det er så
forholdsvis nemt at finde citater, der set med nutidens
briller virker stærkt anakronistiske, og som viser, at
arven fra imperialismen og kolonialismen var stærk. Og
Brimnes lader os vide, at offsprings af denne diskurs
stadig er fremherskende i nutidens bistandssamarbejde.
Desværre uden at gå yderligere i dybden.
Bogens andet bidrag flytter det
geografiske fokus til Latinamerika. Jan Pedersen, lektor
ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet og i øvrigt
en af forfatterne bag ”Idealer og realiteter”, tager
os med på en historiske tour de force gennem den danske
Latinamerika-politik og viser, hvordan den var defineret
af de folkelige og indenrigspolitiske strømninger i
Danmark. Det er et stabilt bidrag, der desværre giver
for få aha-oplevelser.
Claus Kjersgaard Nielsen,
ph.d.-stipendiat ved Århus Universitet, kaster sig i
det tredje bidrag over hungerkatastrofen i Etiopien og
Folkekirkens Nødhjælps balancegang udi den svære
kunst, at udøve humanitær bistand i et stærkt
politiseret miljø. Det er en meget velskrevet og
velargumenteret tekst, der fint – med udgangspunkt i
Folkekirkens Nødhjælp som case – nuancerer
eftertidens forståelse af, hvad der skete på Afrikas
Horn i 1980’erne, hvor Band Aid, ”We are the
world” og ”Afrika” fik os til at spytte i kassen.
Tørken i Etiopien i midten af 1980’erne var måske
nok den udløsende faktor i forhold til den efterfølgende
hungersnød, men at det gik så galt, som det gik,
skyldtes de bagvedliggende politiske konflikter i
landet, særligt borgerkrigen og den brutale og ødelæggende
landbrugspolitik, som det daværende marxistiske regime
udøvede. Claus Kjersgaard Nielsens bidrag er stærkt,
men kunne have vundet ved en stærkere politisk
stillingtagen til udfordringerne i mødet mellem den –
i teorien – neutrale humanitære bistand og den mere
politisk betonede udviklingsbistand. Det havde også
gavnet, hvis han havde sat Folkekirkens Nødhjælps
arbejde ind i en bredere historisk og teoretisk
kontekst.
Med Peter Yding Brunbechs artikel om
det store Noakhali-projekt vendes blikket tilbage mod
Asien. Peter Yding Brunbech, der ph.d. og post.doc. ved
Århus Universitet, fortæller historien om ét af de største
danske bistandsprojekter i historien, nemlig den
regionale og mangestrengede indsats i Noakhali i
Bangladesh. Akkurat som lovet i indledningen,
indplacerer Peter Yding Brunbech projektet i den politik
og historik, som det voksede ud af, og som senere gjorde
det til en del af Bangladesh’s Integrated Rural
Development Strategy. Det er samtidig historien om,
hvordan Danmark forsøgte at få presset
fattigdomsorientering og social udvikling ind i et
projekt i et modtagerland, der primært fokuserede på vækst
som parameter for udvikling. Der er tale om et
velskrevet bidrag, der tydeliggør nogle af de
dilemmaer, som lande som Danmark står overfor, men som
også enkelte steder hælder mod det mere
projektbeskrivende, snarere end problematiserende.
Sidste bidrag er fra Kristine
Midtgaard, ph.d. og adjunkt ved Syddansk Universitet.
Med hendes bidrag er der tale om en flot afslutning på
temanummeret. Kristine Midtgaard beskriver nemlig på
fin og tankevækkende vis, hvordan menneskerettigheder først
sent – og nærmest lidt modvilligt – kom på
dagsordenen i den danske udviklingspolitik. USA havde i
1970’erne været det første land fra vestblokken, der
havde gjorde overholdelse af menneskerettigheder til et
krav i landets bistandsprogram, men det var først i
1987, at det blev et hovedprincip i det danske program
– og det blev først, ifølge Kristine Midtgaard,
regulær praksis efter den kolde krigs afslutning.
Kristine Midtgaard beskriver, hvordan det var hensynet
til folkeopinionen, der fik embedsmænd og politikere
til at tøve med at kræve overholdelse af
menneskerettigheder i den danske bistandspolitik. Som
hun skriver: ”I lyset af den kolde krigs dominans og
politiseringen af udenrigspolitikken generelt i
1980’erne ønskede ingen af partierne at risikere en så
fundamental debat om udviklingspolitikken som
inddragelse af menneskerettighederne i
bistandspolitikken kunne medføre ... En fundamental
bistandsdebat kunne medføre, at bistanden i flere tilfælde
måtte stoppes. Hermed kunne hverken altruistiske, økonomiske
eller sikkerhedspolitiske interesser varetages”. Med
andre ord; moral er godt og nogle gange kan dobbeltmoral
føles dobbelt så godt. Det er et bidrag med kant –
og tak for det, Kristine Midtgaard.
Den jyske Historiker har med vilje
udelukkende lagt fokus på donoren – altså Danmark.
Det er forståeligt, når et tema som dette skal hænge
sammen med fem bidrag på så begrænset plads. Det snævre
fokus har givet plads til nogle studier og nogle cases,
der virker som øjenåbnere, blandt andet fortællingen
om Folkekirkens Nødhjælp i Etiopien og historien om
menneskerettighedernes indtog – eller mangel på samme
– i den danske udviklingsbistand. Flere af historierne
kunne sagtens klare at blive foldet bedre ud, men begrænsningens
kunst har været udøvet, og det er de fem forfattere
generelt sluppet heldigt fra, selvom man flere steder får
serveret pointer, der fortæller, at lige netop dette
bidrag er en del af en langt større forskning.
Tidsmæssigt slutter perioden ved den
kolde krigs afslutning, og det er faktisk synd, for
ligesom i perioden før Murens Fald har perioden efter
budt på mange forskellige og interessante udviklinger i
donorlandenes samspil med den tredje verden. Det havde
gavnet at føre nogle af de historiske tråde i
temanummeret frem til i dag, særligt tiden efter 11.
september 2001 og udviklingspolitikkens rolle i den
igangværende krig mod terror. Dette kunne have givet
mere pondus og mere kant til eksempelvis Kristine
Midtgaards artikel om menneskerettighederne.
|
|
|
