|
Af Erik Ingemann Sørensen
Forståelsen af baggrunden for
forholdene omkring hertugdømmerne Slesvig-Holsten og
det ultimative opgør i 1864 har gennem årtier været
årsag til mange grå hår. For hvordan var det nu lige
egentlig, det forholdt sig? Hvordan hang det sammen? Den
aldeles indviklede situation er måske bedst blevet
karakteriseret af den engelske udenrigsminister Lord
Palmerstone, der af dronning Victoria blev bedt om at
forklare den slesvig-holstenske problematik. Ifølge
overleveringen lød svaret, at der kun var 3 personer,
der forstod problemet: den første var dronningens
prinsegemal, Albert. Men han var død. Den anden var en
tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg.
Endelig var der Lord Palmerstone selv. Men han havde
glemt det!
Med bogen ”1864” skrevet af de to
unge historikere, Jakob Kidde Sauntved og Jakob
Eberhardt, rådes der på fornem vis bod på dette.
Store ord – men dette må være bogen om 1864.
Opbygningen, billed- og kortmaterialet, de skriftlige
kilder og så det fine sprog – ”hard writing makes
easy reading” – går lige præcis op i den højere
enhed, der gør, at læseren sidder tilbage med en
ganske sikker fornemmelse af, at sådan var det.
Historikeren Uffe Østergaard
formulerer problematikken glimrende i en slags forord
til bogen: ”Det er dog tvivlsomt, om 1864 virkelig er
”past history”, som man siger”. Noget kunne tyde på,
at såret fra 1864 ikke er helet endnu. Også i år var
der debat om fælles dansk/tysk mindehøjtidelighed på
Dybbøl den 18. april – Dybbøldagen. Og så har der været
ganske krasse meningsudvekslinger, da det kom frem, at
en dansk soldat, der faldt i Haderslev den 9. april
1940, måske blev truffet af en ”hjemmetysk” kugle.
Hvor gerne man end ville det anderledes, så synes ”Sårfeberen
fra Dybbøl” – som Herman Bang så rammende
karakteriserede det – stadig at være i kroppen.
Der er flere årsager til at beskæftige
sig med 1864 den dag i dag. Det var den selvforskyldte
krig og det selvforskyldte nederlag. Men det var –
trods alt – tabet af den rigeste del af fædrelandet
med over 200.000 indbyggere og enorme krigsudgifter,
her, det moderne Danmark blev født. Den multinationale
helstat blev definitivt slagtet. I stedet opstod en
neutral, etnisk nationalstat med kun ét sprog. Danmark
skulle ikke længere udleve stormagtsdrømme. Helt frem
til den kolde krigs ophør rettede vi os ind i rækken
af småstater. Forståelsen for dette omsving og for nej
til dansk revanche efter 2. Verdenskrig bygger primært
på forståelsen af 1864 og følgerne heraf.
I 1863 var Danmark i og for sig en
underlig størrelse. Kongeriget var alt nord for Kongeåen.
Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg udgjorde
den del, hvor den danske konge ”kun” var hertug.
I 1848 havde en oprørsbølge ramt
Europa. Inspireret af denne stillede stænderforsamlingen
i Slesvig-Holsten en lang række krav til den danske
konge, hvoraf de primære var en forfatning for
Slesvig-Holsten samt Slesvigs optagelse i Det tyske
Forbund. Det vakte det største postyr – især i
hovedstaden, hvor de nationalliberale sværmere med Orla
Lehman i spidsen mødtes i Casino og krævede både
regeringsskifte og en fælles forfatning for Danmark og
Slesvig. Skidt med det gamle løfte om ”Ewig zusammen
ungeteilt”. De liberale kræfter i Danmark sejrede, og
der blev nedsat en grundlovsgivende rigsforsamling, der
skrev junigrundloven af 1849 – Europas frieste
forfatning.
Men krigen var begyndt – og selv om
der kom hjælp til slesvig-holstenerne fra Preussen, så
var det i realiteten en blodig borgerkrig, der fandt
sted. Slaget ved Fredericia og Isted resulterer sammen
med et russisk pres i oprørernes overgivelse. Men
hertugdømmerne er fortsat en krudttønde, der ikke
bliver mindre farlig på grund af en tåbelig dansk
sprogpolitik.
Det herskende synspunkt i de ledende
politiske kredse syntes at have været bevarelsen af
Helstaten. I henhold til internationale aftaler, kunne
vi jo ikke indlemme Slesvig i kongedømmet. Men den
nationalliberale politik i Danmark buldrede løs:
Danmark til Ejderen – altså netop en adskillelse. Der
uvilkårligt måtte føre til krig.
Og så vælter hele korthuset med et
brag. Frederik den 7. dør, og Christian den Niende –
Glücksburgeren på den danske trone – havde ikke
meget råderum i den oppiskede stemning. Rigsrådet
havde den 13. november underskrevet forfatningen, der
placerede kongerigets grænse ved Ejderen. Dette var præcist,
hvad den tyske jernkansler, Otto von Bismarck satsede på.
For så kunne Preussen slå til med sit militær. Men
Danmark fortsatte ufortrødent mod afgrunden – blandt
andet i den fejlagtige tro, at Sverige – som lovet –
ville komme os til militær undsætning, såfremt der
udbrød krig. Men som så meget andet – både før og
siden – i svensk udenrigspolitik, var dette løgn. Da
det virkelig brød løs, løb Sverige fra samtlige løfter.
Novemberforfatningen trådte i kraft
den 1. januar 1864. Og der blev mobiliseret fra dansk
side, da man vidste, at det højst sandsynligt ville
ende med krig. Og så stod Danmark – der for alvor
havde dummet sig – helt alene.
Den følgende del af historien er nok
bedst kendt. Dannevirke blev – militært klogt –
forladt. Det var blevet anbefalet af konceilpræsident
Monrad. Hvilket han omgående benægtede, da han hørte
befolkningens ramaskrig.
Nedslagtningen ved Dybbøl op til den
18. april – og på selve Dybbøldagen – blev det første
endelige resultat. Hæren, der var i stor forvirring,
trak sig tilbage – flygtede. I stor forvirring. Den
kunne i realiteten heller intet stille op mod
overmagten. Danmark bad om våbenhvile – i håb om at
finde en politisk løsning. Igen var det i London,
forhandlingerne fandt sted. Og igen gik det helt, helt
galt. Grænsedragningen kunne man ikke finde ud af.
Heller ikke spørgsmålet om en eventuel personalunion.
Det ender derfor med, at det er Danmark, der sprænger
konferencen. Af stupid stædighed. Ganske meget tyder
nemlig på, at Bismarck – og dermed Preussen og Østrig
kunne have affundet sig med noget, der ligner den nuværende
grænsedragning.
Kort efter sammenbruddet erobrer
fjenden Als. Og nu kom der nerver på – især i København.
For hvad blev det næste? Fyn? Sjælland? København?
Danmark var aldeles selvforskyldt
havnet i en håbløs situation, da der blev sammenkaldt
til en ny konference. Denne gang i Wien. Intet havde vi
at komme med. Men fik til gengæld en voldsom regning:
afståelse af de rigeste og mest industrialiserede
landsdele – grænsen kom som bekendt til at gå ved
Kongeåen. Vi havde mistet 3.078 dræbte soldater, 3.151
var sårede eller lemlæstede og 8.000
sad i tysk fangenskab. Blandt andet i
Theresienstadt!
Den 9. november 1864 måtte Christian
den Niende underskrive dødsdommen over hertugdømmerne.
”Danmark var reduceret til en småstat”, skriver
forfatterne. Til gengæld var Stortyskland blevet født.
Et stortyskland der 1866 slog Østrig og 1870 Frankrig.
Og hermed var kontinentets ubestridte stormagt.
Hertugdømmerne blev fortid. Godt nok
fik vi Nordslesvig tilbage ved folkeafstemningen i 1920.
Men ikke ”En røvet datter dybt begrædt”, som
Henrik Pontoppidan så poetisk formulerede det. I alle
fald var det i en stærkt amputeret udgave.
Det er hele denne spændende,
fascinerende, men så sandelig også dybt traumatiserede
historie, de to historikere så fornemt har gengivet.
Der er langt fra tidligere – heroiserende –
fremstillinger af 1864 og så denne nøgterne analyse af
dansk hovmod og dilettanteri. Det tjener de to
historikere til stor ære.
Som nævnt tidligere er bogen
gennemillustreret med samtidige stik, fotografier og
malerier. Desværre har billedredaktøren forlystet sig
med at beskære de historiske malerier på en underlig måde.
Hvorved helheden i malerens dramatiske beskrivelse
skades. Og så burde der nok have været et stik af
ligdyngerne, der hobede sig op. Visende al krigens gru
– uanset side. Samt klip fra de dramatiske,
nationalistiske avisartikler op mod tilbagetrækningen
fra Dannevirke. Samt et stedregister. Men man kan ikke få
det hele. Til gengæld er der en glimrende
litteraturliste.
Kort og godt: en fremragende bog om
1864 byggende på stor viden og grundig research. Med
denne bog kan vi føje en bemærkning til en af den
danske litteraturs mest dramatiske romaner, Herman Bangs
”Tine”, fra 1889. Afsluttende skriver han om
nederlagets mænd, der drager bort i mørket efter at
have holdt fest hos den enarmede baron: ”Vinduerne
slog i Stormen. Paa Vejen hørte man, langt borte,
Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort,
bortdragende Ligtog.” .
Ja. Men vi havde i sandhed selv bedt om
det.
|
