- Liv og Forbrydelse
Af Erik Helmer
Pedersen.
En brændende varm
sensommerdag 7. februar 1979 mistede en fhv. tysk læge
og stærkt eftersøgt krigsforbryder Josef Mengele
livet en ved en badeulykke godt 100 km syd for Sao
Paulo i Brasilien.. I hen ved 35 år efter 2.
verdenskrigs afslutning havde han leget kispus med de
myndigheder og enkeltpersoner, som ville gøre et
blodigt regnskab op med ham. På dets debetside stod
titusindvis af navne på jøder, zigøjnere og andre
”uønskede”, som han på embeds vegne havde sendt
i døden. Når kreaturvognene med de indfangne
”race- og statsfjender” rullede ind til perronen i
koncentrations- og udryddelseslejren Birkenau/Auschwitz
i Øvre Schlesien, stod en veluddannet læge som
Mengele dér i sin fine, nypressede uniform og
”sorterede” de ankomne og som regel yderst
forkomne mennesker. Gelassen og smilende indikerede
Mengele med sine tommelfingre, hvem der skulle gå til
højre og dermed bruges som arbejdsdyr, og hvem der
skulle udgøre venstre kolonne, hvis marchrute gik
direkte til gaskammer og krematorium. Undertiden
fulgte han selv med dødens kolonne, medhavende en ca.
1 kilo ting blækdåse. Den rummede lillarøde eller
vinrøde kieselstykker på størrelse med bønner.
Oppe fra en luge i taget blev de derefter hældt ned
gennem fire skakter og udviklede da den dødbringende
zyklonb B-gas, som gjorde det af med de afklædte ofte
i det såkaldte ”baderum” dybt under jorden. Efter
ca. 20 minutter var alt stille dernede.
Udover denne mere eller
mindre pligtige rampetjeneste udførte lægen og
raceantropologen af samme navn en række fysiologiske
eksperimenter, en art vivisektion, som dog ikke havde
forsøgsdyr som materiale, men rigtig levende
mennesker: dværge, krøblinge, tvillinger, gravide og
mange andre ”interessante” studieobjekter. Det
foregik som regel uden bedøvelse, da der jo ikke var
tale om rigtige mennesker som
racerene germaner. Der kunne gå grusom lang
tid, før en nådig død befriede ofrene for deres
lidelser. Desuden fungerede Mengele som rigtig læge,
men hans behandlingsmetoder var ikke lige efter bogen.
Led en større gruppe af tyfus eller andre smitsomme
sygdomme, blev de sendt videre til gaskammeret.
Tro mod de faglige lægenormer
i den nazistiske fortolkning sendte Mengele regelmæssigt
dele af det således afskårne humanmateriale til
Kaiser-
Wilhelm-instituttet for
arvebiologi, racehygiejne m.m. i Berlin. Det blev
siden 1942 ledet af hans ældre kollega og nestor,
professor Otmar Friherr von Verschuer, som i foråret
1943 havde fået sin yngre fagfælle placeret i
koncentrationslejren Auschwitz. Her skulle være gode
muligheder for at beskæftige en lovende forsker, da
det fornødne studiemateriale var om man så må sige
lige for hånden. Professor Verschuers meddelagtighed
i denne virksomhed kostede ham efter krigen en bøde på
600 mark, hvorefter han genoptog sin karriere, nu som
ledende mediciner ved universitetet i Münster.
Et udyr i
menneskeskikkelse, vil de fleste nok udbryde ved at
blive konfronteret med Mengeles inhumane aktiviteter i
diverse koncentrationslejre. Men nej, de eksisterende
fotografier af ham viser entydigt en nydelig yngre
mand, ofte med et forekommende smil på læben og
efter sigende god til at fløjte eller nynne
italienske operaschlagere.
I virkeligheden var han en højtuddannet
akademiker af almen borgerlig baggrund. Hans far havde
en velmeriteret maskinfabrik i den lille by Günzburg
nordvest for Augsburg i Bayern, og den dag i dag
borger navnet ”Mengele” stadig for god kvalitet på
en del landbrugsudstyr. Josef Mengeles skole- og
uddannelsestid i 1920’ og 1930’erne forløb lige
efter bogen, og selv om faderen i maj 1933 meldte sig
ind i nazistpartiet NSDAP, er der ikke overleveret
vidnesbyrd om sønnen Josefs politiske virksomhed
udover, at han selv i 1937 blev nazist og det følgende
år meldte sig ind i SS. Desuden blev han efter
eksamen medlem af den nationalsocialistiske lægeforening
Ärtztebund. Trods legemlige skavanker meldte han sig
ved krigens udbrud som frivillig til SS’s lægetjeneste
og var udstationeret både i Polen efter 1. september
1939 og på Østfronten efter det tyske angreb 22.
juni 1941. Han fik herfor jernkorset af 1. grad og må
derfor havde udmærket sig på forskellig vis, inden
han omkring midten af januar 1943 blev beordret til
tjeneste i Berlin på professor Verschuers institut.
Herfra gik turen som allerede antydet videre til
Auschwitz 2½ måned senere.
For mange står navnet
Josef Mengele som selve personifikationen af den
infame sammenkobling af Hitler-systemets indbyggede
grusomhed og nazistisk inficeret lægevirksomhed. I
virkeligheden var Josef Mengele ikke særlig højt i
nazismens hierarki, og mange andre læger i Auschwitz
og andre KZ-lejre udførte lignende opgaver. Det
specielle ved Mengele er hans forening af lægefaglig
forskning og praksis,
begge med dødelige konsekvenser for hans
”patienter”. Derfor rummer de officielle
naziarkiver ikke stort andet om manden end de mest
banale detaljer. Når han ikke desto mindre blev den
mest eftersøgte krigsforbryder af sin art, skyldes
det de mange vidneudsagn, der 15-20 år efter krigens
afslutning fremkom i form af hundredvis af vidneudsagn
fra overlevende fra Auschwitz-Birkeanau, som aldrig
havde glemt den pæne, smilende Mengele, når han som
en anden ”dødsengel” stod dér ved rampen og
sendte ¾ eller mere af de ankomne i døden. Dog havde
en af Mengeles tvangsrekrutterede assistenter, den
ungarnsk-jødiske retsmediciner Miklos Nyiszli så
tidligt som i 1946 udgivet sine erindringer om de
mengele’ske grusomheder (tysk udgave 2005).
På basis af de
fremkomne oplysninger intensiveredes eftersøgningen
af Josef Mengele, men først flere år efter hans død
opklaredes mysteriet ved, at en hans bekendte fra Günsburg
–tiden kom til at røbe sit indgående kendskab til
Josef Mengeles liv og virke i efterkrigstiden. Kort
fortalt gemte han sig nogle år som landbrugsmedhjælper
nær Günzburg og det med familiens vidende. I 1949
blev han af det tysk-argentinske netværk for nazister
på flugt, Kameradenwerk, smuglet til Juan Peróns
Argentina. Her levede han ret komfortabelt under
navnet Hans Gregor og var også et smut hjemme i
Europa 1954 og aflagde da besøg hos familien i Günzburg
og hos gamle og nye lægekolleger i Wiesbaden.. I 1956
mødtes han med sin tyske familie i Schweiz.
I 1959 måtte han dog
flygte til nabostaten Paraguya , og herfra gik turen
16 mdr. senere, stadig formidlet af Kameradenwerk, til
Sao Paulo i Brasilien, hvor han som nævnt endte sine
dage uden en bøddels medvirken.
Hele dette
begivenhedsforløb er i de sidste 25 år blevet rullet
op i detaljer og har da afsløret, at familie og
venner i såvel Tyskland som hans nye fædreland(e)
hele tiden har vidst god besked med Josef Mengeles færden,
sådan som den er bevidnet i breve til og fra familien
i Günzburg, i Mengeles dagbogsoptegnelser fra de
senere år og i det omfattende materiale,
statsadvokaturen i Frankfurt over tid havde samlet om
ham.
Historien om Josef
Mengele er siden blevet fortalt i masser af bøger,
artikler og TV-produktioner. To tyske historikere har
kortlagt og undersøgt det centrale kildemateriale og
givet deres fortolkning af et usædvanligt livsforløb.
Det er her, vor bog kommer ind i billedet. Den 40-årige
Anders Otte Stensager er magister i forhistorisk arkæologi
med speciale i holocaustarkæologi og ansat ved Det
kgl. Bibliotek. Han
er m.a.o. en kvalificeret fagmand på sit specielle
felt og har gjort den danske læserverden den store
tjeneste at have sigtet og vurderet den omfattende
Mengele-litteratur, som allerede forefindes og som
formentlig vil blive ved med at vokse. Bogen er trods
visse mærkværdigheder i det stilistiske – Mengele
benævnes hele tiden som ”Josef” – ganske
velskrevet og elementært spændende lagt an.
De mange steder, hvor man rent faktisk savner pålideligt
kildemateriale om Josef Mengeles omtumlede livsskæbne,
har forfatteren diskret forsøgt at udfylde lakunerne
gennem et kvalificeret gætteri. Gennem sin personlige
kontakt til Mengeles søn af første ægteskab har han
desuden været i stand til at tilføre studiet af
Josef Mengele interessant nyt.
I sit forord begrunder
Stensager nærmere valget af Josef Mengele som
studieobjekt. Mengeles afskyvækkende virksomhed har
gennem mange år fascineret ham, hvortil kommer, at
hans antihelt som historisk skikkelse må påkalde sig
alm. interesse, betones det. I en modsvarende
efterskrift bestræber han sig på at afmystificere
Mengele ved at konfrontere hans dødbringende
forvaltning af sin lægevirksomhed med den grad af
medskyld, datidens tyske lægestand efter forf.s
mening har pådraget sig ved at have forsket og
undervist i de raceideologiske baner. Ved at vende
arvelighedslæren på hovedet og derved gjort den til
et politisk redskab i Hitlerstyrets blodplettede hænder
har man derfor frisat samvittighedsløse personer som
Josef Mengele i deres morderiske fremfærd over for
systemets eller ideologiens ”fjender”, fortsætter
tankegangen. Når man i vor tid drøfter emner som
menneskelig selektering i form af undersøgelser over
gravide for potentielle misdannelser og forskellige
former for aktiv dødshjælp, nærmer man efter forf.s
mening i betænkelig grad nogle af de problemkredse,
som fortidens ”dødsengle” med Josef Mengele i
spidsen gjorde til deres speciale.
Bogen om Josef Mengele
er nærmest ubærlig læsning, men har man først fået
mod til at se krigens og dødens gru lige ind i øjnene,
tvinges man til at læse den til ende. Med sin nøgterne
og i nogen grad tørre og usentimentale skrivemåde
griber forfatteren sin læser i kraven og holder ham
fastspændt kapitel efter kapitel, mens dødskærren
uafladeligt ruller forbi. Man bliver ligefrem tvunget
til at afprøve egne værdipositioner, og man kan ikke
slippe udenom ved blot at hævde, at Mengele var
aldeles abnormal i al sin grusomhed. Sandheden er desværre
nok den, at han på de fleste områder var et
forholdsvist almindeligt menneske, som en morderisk
ideologi og et dertil svarende udryddelsessystem gav
uanede muligheder for at administrere vold og død i
stedet for fredelig virksomhed.
Som praktiserende læge i Günzburg.
