Af Henning Lyngsbo
Ved skæbnens ironi havde jeg netop læst
den sidste side af historikeren, professor Catherine
Merridales bog om IVANS KRIG, da jeg tændte for
TV-nyhederne og så billederne fra Moskva om den nu
genindførte militærparade her den 9. maj. Billederne
mindede i høj grad om Sovjetunionens 9. maj parader
under den kolde krig. Vi har ikke set disse parader
efter kommunismens fald.
Paraden i år blev passende holdt
efter den hidtidige præsident Vladimir Putins fratræden
og den nyvalgte Dmitrij Medvedev tiltræden som
Ruslands præsident.
Nu er militærparaderne altså
genindført. Men hvorfor? - Spørger man sig selv. Er
der sammenhæng med de stigende, nærmest provokerende
revirafmærkningsaktiviteter med russiske militærfly
og flådefartøjer overskridende eller tæt ved at
overskride NATO-landenes territoriegrænser i de
sidste par år? Opsendelser af interceptorfly til imødegåelse
af mulige krænkelser af luftterritorier, ligner
aktiviteterne, som vi kender dem fra den kolde krig.
Det er også mange år siden, vi har
set russiske krigsveteraner i TV fra Moskva. Men denne
gang var de lige så vigtige at præsentere som selve
paraden. Jeg husker en
bemærkning fra en af krigsveteranerne, der
henvendt til vestens seere sagde: ”Det var os, der
vandt krigen - ikke Amerika!”
Mine tanker gik tilbage til en af
Catherine Merridales mange oplevelser af russernes
opfattelse af krigen, da hun for få år siden skulle
på besøg i administrationsbygningen bag krigsmuseet
i Sejrsparken som et led i sin indsamling af
dokumentation. Da vagten havde kontrolleret Merridales
ID-papirer, lød det: ”Britisk. – De var på vores
side – ikke?”
Merridale nikkede spagfærdigt og tog sig i at
indskyde noget om 1939.
”De må gerne gå op. - Men det var
ikke så godt, at Churchill var så længe om at åbne
den anden front.”
Lød salutten fra vagten.
Det var ikke første gang Merridale mødte
selvhøjtideligheden og den arrogante selvglæde over
sejren over Tyskland.
For at forstå det absurde i vagtens
bemærkning skal man vide, hvorfor Merridale ville
have givet igen ved at nævne året 1939. Det år blev
Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen
indgået. Englands indtrådte samme år i krigen mod
Tyskland. Først 22. juni 1941 begyndte krigen mod
Tyskland for Sovjetunionens vedkommende!
Tilbage til TV-reportagen af militærparaden
9. maj 2008. Egentlig lød det nærmest dansk, da præsident
Medvedev råbte ”Hurrah” til de opmarcherede
styrker. Og styrkerne svarede igen med deres ”Hurrah”.
I virkeligheden var det en genoplivning af Den Røde Hærs
kampråb under 2. verdenskrig. Når soldaterne blev
sendt ud foran de tyske kampvogne, var deres eneste
moralske oprustning det fælles kampråb, som virkelig
satte en skræk i livet på fjenden. Herom giver
Catherine Merridale mange eksempler.
På TV-skærmen lød kampråbet noget
spagfærdigt. Meget synkront. Men hensigten var klar.
Russerne og omverdenen skulle erindres om, hvor
frygtindgydende den russiske soldat havde været under
sidste verdenskrig, og at han stadig var skræmmende
for enhver fjende. Om Rusland reelt ønsker at starte
en ny kold krig får stå i det uvisse. Eller er det
indenrigspolitiske intentioner.
For bedre at kunne forstå, hvad der
sker i Rusland, eller rettere, hvorfor det sker, er
Catherine Merridales bog om Ivans krig et glimrende
fortolkningsværktøj. Bogen bygger på flere års
research i russiske arkiver, soldaterbreve og samtaler
med krigsveteraner.
Det har ikke været nemt. Ikke alle
arkivalier var åbne for gennemgang og det fundne
kildemateriale i form af soldaterbreve indeholdt sjældent
sandheden. Ikke engang samtalerne med krigsveteranerne
var pålidelige. Alligevel er det lykkedes for
Merridale at ”afkode” de stereotype vendinger og
klicheer, som soldaterne brugte, når de skulle
kommunikere med familie, venner og myndigheder.
Stereotypien og klicheerne var nødvendige
i kommunikationen.
Ikke alene havde soldaten censuren at
tage hensyn til, men der fulgte ubønhørligt straf,
hvis Ivan formulerede sig forkert i forhold til
statens, dvs kommunismens og især Stalins
forventninger. Et fejltrin – bevidst eller ubevidst
- kunne koste livet.
Den Røde Hær mistede 8 millioner
mand under krigen. Mere end de samlede tab for
Tyskland og de Allierede. Hertil kommer 20 millioner
dræbte civile.
Det var ikke Tyskland, der forårsagede
alle tabene. En meget stor del skyldtes direkte
Stalins ordrer om at skride ind med dødsstraf, hvis
nogen udviste kujoneri, kritiserede systemet etc. Der
oprettedes straffebataljoner, fangelejre(Gulag) m.m.,
hvor udsigten til at leve endnu nogle måneder var
yderst ringe. Catherine Merridale har talrige
eksempler på systemets – læs Stalins – kyniske
decimering af hær og befolkning. Hensynet til staten
gik som altid i Sovjetunionen forud for selv de mest
elementære menneskerettigheder.
Catherine Merridale graver meget dybt
i sin søgen. Hvem var Ivan, den sovjetiske soldat?
Hvad rørte sig i ham under den mareridtsagtige krig?
Hvordan var forholdet til officererne? De politiske
kommissærer? Ægtefællen og familien derhjemme?
Kammeraterne i fronten? Tyskerne?
Betød livet mere end døden? Havde
Ivan overhovedet nogen absolutte moralske grænser
eller etiske stopklodser? Havde ateisten Ivan religiøse
tanker og behov?
Hvad gjorde Ivan til en lige så
brutal og paranoid soldat som den tyske? Hvorfor
plyndrede, voldtog og myrdede Ivan den civile
befolkning i så stort et omfang, som det skete gennem
flere af krigsårene? Og hvad betød mødet med
kapitalismens åbenbaringer i krigens sidste fase?
Det er utroligt mange af disse spørgsmål,
der bliver søgt besvaret i Catherine Merridales bog
om Ivan og hans krig. Undervejs i min læsning af
bogen følte jeg det nærmest, som om jeg gennemså
mentalerklæringer om Ivans og Sovjetunionens
tilstand. I hvert fald indeholder bogen psykiatriens
og psykologens dybdeborende og yderst afslørende
detaljer om begges helbred.
Det er vel også Catherine Merridales
konklusion efter sin research og møde med
krigsveteraner og ældre bureaukrater, at den
sovjetiske befolkning under krigen blev tvunget ud i
et utopia, hvor frygten var herskeren og døden en
gave. Hvor indoktrineringen var så effektiv, at
forholdene til trods, forblev de fleste Ivan´er tro
soldater overfor regimet. De udspurgte krigsveteraner
fornægtede alt det, som regimet havde lært dem at
fornægte. Kun regimets autoriserede hukommelse kom
frem.
Enhver læser kan så tænke sit.
Herunder drage en analog til patienten, der fornægter
eksistensen af sin egen sygdom.
IVANS KRIG er en tankevækkende bog
kommunismens ydmygelse og hjernevaskning af en stor
befolkning. Om massedrab og tortur. Om løgn og
manipulation. Og måske også om Rusland i dag?
Meget
læseværdig bog!
