BogFeature
Den post-amerikanske verden

Af Preben Etwil

Denne bog fortjener faktisk at få en central placering inden for undervisningen i samtidshistorie. Dette på trods af, at den ikke er skrevet af en historiker. Den skaber nemlig sammenhæng og overblik, og vil være en kærkommen lejlighed til at dykke ned i detaljen for udvalgte områder.

Bogen handler primært om de seneste tyve, tredive års centrale økonomiske, sikkerhedspolitiske og kulturelle forhold på de globale markeder – med refleksive tilbageblik på imperialismens historie.

Bogens overordnede formål er at beskrive, hvordan USA blev en enerådende økonomisk og politisk stormagt, uden at den kulturelt kunne stå distancen. Dertil skal lægges, at USA i disse år taber terræn til en række kæmpestore aktører så som Kina og Indien. Men bogen handler slet ikke om USA’s nedgang, men snarere om den øvrige verdens hurtige fremmarch. Der er ikke mange beskrivelser på det danske bogmarked, der giver en så præcis analyse af Kinas og Indiens økonomiske, politiske og kulturelle styrker og svagheder, som denne bog.

Fareed Zakaria konstaterer indledningsvis tørt, at godt nok har USA globaliseret hele verden, men det er sket, uden at de selv er blevet globaliseret. Hverken det politiske liv, virksomhederne eller den enkelte borger har orienteret sig mod verden, som den var. De har haft travlt med at gøre alle folkeslag til en slags lille Amerika i form af ”Den amerikanske Drøm”, mens de selv har forputtet sig i deres egen indelukkethed. Dybest set ligger den amerikanske krise i dette forhold.

Vesten – og især USA - vandt deres økonomiske førerposition, fordi de andre samfund gik religiøst og videnskabeligt i stå, samtidig med at Vesten blev frigjort fra religiøse bindinger, og opbyggede deres samfund på nationalisme og logisk rationalisme. Kineserne og araberne havde godt nok opbygget en stor viden, men de havde ingen læring. Dette bremsede deres økonomiske muligheder for fremdrift. Vesten undgik også Malthus' mismodige befolkningsfælde ved at udnytte den nyeste teknologi til at sprænge rammerne for begrænsningen i madproduktionen. Malthus’ befolkningsteori blev dermed historisk gjort til skamme i Vesten, men det er absolut ikke givet, at det vil ske igen i den nuværende situation i Afrika, Asien og Arabien. For især den muslimske verdens vedkommende kan religionsbindingerne i værste fald føre til en katastrofal befolkningsudvikling – uden et økonomisk grundlag.

Bogens formidlingsmæssigt suverænt bedste kapitel er ”En ikke-vestlig verden?”. På kun 39 sider får man så at sige en imperialismehistorie i superkoncentreret form: Amerikas, Indiens, Kinas og Afrikas indlemmelse i den vestlige globale økonomi beskrives overbevisende skarpsindigt. En kilde til videre fordybelse. Kapitlet er i en undervisningsmæssig sammenhæng lige til at kopiere og dele ud (men husk lige Copy-Dan rettighederne!): ”Vesten nabolande i det syttende århundrede var ganske opmærksomme på Vestens overlegenhed til at skabe velstand sammen og føre krig” (p. 82).

De to efterfølgende kapitler giver en klar og oversigtlig samtidsbeskrivelse af Kina og Indiens nyere økonomiske og politiske udvikling. Når man læser disse kapitler, er der mange brikker, der falder på plads i forståelsen af hvorfor netop disse to økonomier har sat USA’s førerposition under et voldsomt pres. Kapitlerne viser også tydeligt, at kapitalisme ikke kun er foreneligt – tvært om – med liberale demokratibegreber: ”Mange amerikanske forfattere har erklæret, at Kina modbeviser forestillingen om – at kapitalisme fører til demokrati. Kina kan stadig vise sig at være en undtagelse, men det er for tidligt at drage denne konklusion” (p. 113).

USA’s relative økonomiske og politiske tilbagegang i det internationale forum analyseres gennem en komparativ historisk analyse af Storbritanniens tilsvarende fald i det nittende århundrede: ”Der er mange ekkoer i Storbritanniens dilemmaer i vores samtid; USA’s militærinterventioner i Somalia, Afghanistan og Irak har alle sammen paralleller til Storbritanniens militære interventioner de samme steder for mere end et halvt århundrede siden. Det grundlæggende strategiske dilemma ved at være den eneste virkeligt globale spiller på verdensscenen er slående ens. Men der er også fundamentale forskelle på Storbritannien dengang og USA nu. Storbritanniens største udfordring, da landet forsøgte at bevare sin status som supermagt, var økonomisk snarere end politisk. For USA gælder det modsatte” (p. 186-87). Ja, det kan vist ikke siges klarere end det. For den der vil vide mere om Storbritanniens deroute skal bare læse videre.

Bogens sidste kapitler er mere prædiktive end historiske. Det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden. Dette begiver Fareed Zakaria sig nu heller ikke rigtig i kast med, om end han kommer med en række moralske, politiske og økonomiske anbefalinger til, hvordan USA bør handle i fremtiden, hvis de ikke skal lide samme historiske skæbne som Storbritannien i sin tid gjorde: ”Lige siden Sovjetunionens fald har USA gået engang som en kolos, uhindret og uden konkurrenter. Det har haft sine fordele, men det har også gjort Washington arrogant, skødesløs og doven” (p. 242).

Fareed Zakaria opstiller en række anbefalinger, som USA bør iagttage, hvis landet fortsat ønsker at operere konfliktdæmpende i den nye globaliserede verden. Først og fremmest må USA lære at prioritere. Landet kan ikke engagere sig på alle fronter. Hvis den vil det hele, smuldrer imperiet. Det er også vigtigt, at USA bygger sin udenrigspolitik på brede regler og ikke på snævre nationale særinteresser - fx skriger det til himmelen, når USA jagter alle opkomne staters atomenergiprojekter, samtidig med at de selv udvider deres atomvåbenarsenaler mangefold.  Hvis USA ønsker at spille en afgørende stabiliserende rolle på den internationale scene, er det vigtigt at udnytte det forhold, at USA har et bedre forhold til næsten alle de store magter, end de indbyrdes har til hinanden. Dertil skal lægges at USA i fremtiden bliver nødt til at arbejde videre med det forhold, at magten altid er asymmetrisk: ”I en tid med konstant aktivitet på tværs af og inden for grænserne, kan små gruppe af mennesker med vilje, beslutsomhed og snilde vinde væsentlige fordele” (p. 269).  Det er det, der bl.a. gør, at verdens ubestridt største og stærkeste våbenmagt kan komme til kort over for få islamistiske terrorister. Hvis USA skal være det internationale fyrtårn i fremtidens fredsprocesser skal landet erkende, at magt uden legitimitet, ikke kan fastholde den internationale afspænding: ”Amerikanerne mener, at dette er irrationelt, og at USA på uretfærdig vis bliver forvandlet til en boksebold. Det er helt korrekt. Men tør øjnene og kom videre. Der er mange, mange fordele ved at være supermagt. Alting har sin pris. Denne pris kan imidlertid begrænses gennem talentfuldt diplomati” (p. 271). USA skal lære, at trods sin økonomiske og militære dominans, er det ofte uklogt at gå enegang.

Det er vigtigt for Fareed Zakaria at gøre klart, at USA hurtigst muligt skal ud af sine selvvalgte traumer, hvis landet ønsker at spille en væsentlig international rolle i samarbejde med dets allierede og konkurrenter: ”USA er blevet en nation opslugt af angst, syg bekymring for terrorister og slyngelstater, muslimer og mexicanere, udenlandske selskaber og frihandel, immigranter og internationale organisationer. Verdenshistoriens stærkeste nation opfatter i dag sig selv som belejret af kræfter, den ikke kan kontrollere” (p. 276).

Bogen blev oprindeligt skrevet året før Barack Obama blev valgt til USA’s nye præsident. Derfor skal bogen betragtes som et slags partsindlæg til Bush-regeringens internationale misregimente. I hvor høj grad at Obama er i stand til at rette op på de fejl som påpeges, er et åbent spørgsmål. Problemerne er imidlertid forværret siden det sidste punktum blev sat i den amerikanske originaludgave på grund af den internationale finanskrise. Det redegøres der udmærket for i bogens efterskrift til den danske udgave, hvor Fareed Zakaria ridser krisens årsag og virkninger op. En analyse der går direkte til bidet uden at fordybe sig i detaljerede teknikaliteter. Dybest set skete krisen på grund af grådighed og total manglende opmærksomhed på de økonomiske risici der ligger i at geare økonomien på lånekapital: ”Og eftersom gæld var billig, brugte og overforbrugte finansfolk og boligejere i overdreven grad” (p. 288). Det var tilsyneladende kun idioterne, der udviste økonomisk forsigtighed, for ”de gode tider syntes ingen ende at ville tage” (p. 289).  Men overforbruget skulle jo betales, hvilket medførte, at USA blev en nation af skyldnere: ”Kina sidder i dag inden med verdens største gældsbevis, og det er underskrevet af Onkel Sam” (p. 293). Dermed bliver USA’s og Kinas økonomi sammenflettet på en ny måde. Hvis Kinas økonomi af en eller anden årsag bliver klemt, vil det trække dybe spor i USA. Ligeledes kommer USA i vanskeligheder, hvis Kina begynder at udbygge sin egen infrastruktur frem for at lånefinansiere USA’s overforbrug. På den måde er de to supermagter i økonomisk forstand blevet meget afhængige af hinanden. Kun hvis Kimerika (Kina og Amerika) forbliver ét, vil der være lys for enden af tunnelen. Her har USA efter Fareed Zakarias opfattelse en del at lære: ”Global magt handler mere end noget om at være et eksempel til efterfølgelse, at være toneangivende og kunne sætte en international dagsorden. Afsløringen af, at mange af de nyskabelser i finansverdenen, som fandt sted i det seneste årti, ikke opbyggede stort andet end et korthus, underminerer USA’s magt. Fra nu af vil det kræve større anstrengelser ar sælge amerikanske ideer til resten af verden” (p. 297).

Det, som USA må lære i fremtiden, er at følge de anbefalinger, som de selv giver andre. Det har det knebet gevaldigt med før i tiden: ”Krisen har gjort det klart, at end ikke USA kan handle uafhængigt af andre længere” (p. 300). Stabilitet i verden står og falder derfor stadig med USA’s ageren på den internationale scene: ”Den virkelige fare er fortsat, at Washington vil underspille sin hånd og skabe kaos og ustabilitet – eller overspille den og vække andre landes vrede og få dem til at gå egne veje. Forvaltningen af USA’s politiske og militære magt er fortsat den vigtigste opgave for global stabilitet” (p. 303).

Det er en bog, der appellerer til eftertænksomhed – og for manges vedkommende også på et nyt syn på USA’s muligheder og begrænsninger. På den baggrund skal bogen anbefales på det varmeste