Roer i lange baner.
Af
Brian Wiborg, museumsinspektør, Danmarks
Industrimuse.
Råvarerne
til dansk sukkerproduktion, sukkerrør, blev indtil
1872 importeret fra kolonierne, men på baggrund af
inspiration fra Tyskland især søsattes på samme tid
to sukkerproduktioner i Danmark baseret på en anden råvare,
sukkerroen. De to sukkerfabrikker var fundamentalt
forskellige i deres organisation, men ikke i
produktionsmetoderne. Den ene, De danske
Sukkerfabrikker, iværksattes med ingen ringere end C.
F. Tietgen som bagmand, selvfølgelig som et
aktieselskab med nationalt perspektiv. I Odense
placerede dette et sukkerkogeri, beliggende centralt
for de fynske bønder man forventede ville kaste sig
over roedyrkningen. På samme tid skød en anden
sukkerfabrik op på Lolland. To brødre, Erhard og
Johan Frederiksen, følte sig kaldet til at medvirke
til indførelsen af roesukkerfremstillingen i Danmark.
De ville gerne have haft Tietgen med i finansieringen
af deres fabrik, men denne havde sit eget projekt. Man
opdyrkede i stedet finansieringen lokalt, ligesom
denne virksomhed rummede både råvare- og
produktionssiden, et avlsbrug og en fabrik, fabrikken
Lolland (i 2007 udpeget som nationalt industriminde).
Udover at sukkerfabrikken på Lolland selv sørgede
for dyrkningen af råvarer, var den vigtigste forskel
i forhold til De danske Sukkerfabrikker, at fabrikken
Lolland var et udpræget lokalt orienteret projekt.
Med
beretningen om De danske Sukkerfabrikker og
sukkerfabrikken Lollands etablering som indledning,
begynder Hanne Christensens bog herfra at udfolde
historien om disse samt syv andre sukkerfabrikker, der
oprettedes i Danmark mellem 1872 og 1912, hvoraf et
par var knopskydninger af De danske Sukkerfabrikker.
Hver virksomhed behandles bredt, og der berettes om
virksomhedernes etableringsproces, organisation,
finansiering, lokalisering, bygninger og arkitektur,
produktionsanlæg, medarbejdere m.m. Man bliver således
præsenteret for en lang række indgangsvinkler til
den danske roesukkerproduktions virksomheder.
Historien om hver virksomhed fortælles til den, for
nogles vedkommende, bitre ende med lukninger i
1960’erne og 1990’erne og Daniscos foreløbige
afrunding som landets eneste sukkerproducent med
fabrikker i Nakskov og Nykøbing Falster.
Forskellen på
de to første roesukkerfabrikker, den nationale og den
lokale, er et bærende element gennem hele
sukkerproduktionens historie. Det nationale og det
lokale er ligeledes et gennemgående tema i bogen, og
det giver roesukkerhistorien et ganske interessant
perspektiv. Det siger sig selv, at når man skal
omkring en lang række emner for hver virksomhed, så
når man aldrig i dybden på under 200 sider. Men
bogen giver en fin oversigtshistorie over dansk
roesukkerproduktion ved at kæde de forskellige
fabrikkers udviklingshistorie og skæbne godt sammen
og rummer et godt perspektiverende kapitel med en
sammenhængende og konkluderende oversigt. Det er
derfor meget positivt, at forfatteren ikke kun har sat
sig for at beskrive sin egen lokale virksomhed, der
blev udpeget til nationalt industriminde, men tager
fat i hele branchen. Og da de forskellige
virksomheders fysiske manifestationer og levn
behandles indgående, et det ikke kun en bog om
roesukkerproduktionen i Danmark, men også et redskab
for dem, som måtte have interesse i industrikulturens
efterladenskaber.
