BogFeature
Når det regner på præsten

- En kulturhistorie om sognepræster og sognefolk 1550-1750

Af Mikkel Leth Jespersen

Da jeg først læste undertitlen på bogen, En kulturhistorie om sognepræster og sognefolk 1550-1750, forestillede jeg mig en noget anden type bog end den foreliggende – især hvad angår form, men også i nogen grad indhold. Efter at der i den danske forskning er blevet gjort op med det gamle Arupske synspunkt, at kirkehistorie er en særdisciplin, som rigtige historikere ikke beskæftiger sig med, har de historikere, der arbejder med periodens kirkehistorie i høj grad været optaget af forholdet mellem stat og kirke. Fokus har været på den statslige instrumentalisering af kirken, der foregik i kølvandet på reformationen, dels ud fra et klassisk politisk-historisk perspektiv, dels inspireret af den tyske konfessionaliseringsforskning, der kort fortalt betoner reformationens betydning for opbygningen af de tidligmoderne stater i Europa. Den her skitserede forskning har været karakteriseret ved et ensidigt fokus på statslige initiativer over for kirken, og det anvendte kildemateriale har primært været lovgivningsmateriale og andre kongelige instruktioner. Der skal ikke herske tvivl om, at det er en vigtig historie at få fortalt. Den fortæller dog kun historien fra det centrale synspunkt og forholder sig ikke til, hvordan kirken fungerede i lokalsamfundet. Forskningen har derfor overdrevet statens kontrol med kirken på bekostning af den konkrete hverdag i de danske sognekirker, der ofte var en betydelig mere broget affære end de statslige forordninger giver indtryk af. Bogens undertitel kunne indikere, at der nu foreligger en systematisk undersøgelse af præsternes praktiske hverdag ude i sognene med fokus på det kirkelige liv, som det udspandt sig mellem sognefolkene og de enkelte præster. Det er også dette felt, bogen beskæftiger sig med, men der er langt fra tale om en systematisk tilgang.

Fremstillingen er bygget op omkring otte præsteskæbner, der udgør bogens otte kapitler bundet sammen af indledning og afslutning. De valgte præsters virke fordeler sig kronologisk over den behandlede periode. Geografisk fordeler de sig over det meste af periodens danske rige. Nogle var præster i landsogne, andre i købstæder. Hver enkel af de undersøgte præster er nøje udvalgt med henblik på at skulle udgøre et prisme for fremstillingen af et tema, der karakteriserede periodens kirkelige liv. Således fortælles temaet ’formidlingen af reformationstidens nye idealer’ gennem historien om Rasmus Hansen Reravius, temaet ’den daglige forvaltning af sakramenterne’ gennem historien om Anders Pedersen Perlestikker, temaet ’præsternes forhold til andre gejstlige’ gennem historien om Jacob Ottesen, temaet ’grænser for fri forkyndelse’ gennem historien om Jørgen Friis, temaet ’kampen mod djævelen og alle hans gerninger’ gennem historien om Ole Bjørn, temaet ’administration af nøglemagt og kirkedisciplin’ gennem historien om Caspar Lindenfeldt, temaet ’udbredelse af religiøs vækkelse’ gennem historien om Peder Wedel og endelig temaet ’veje til et præstekald’ gennem historien om Rasmus Winther (s. 343 f). Der er således tale om mikrohistoriske studier med vægt på det narrative, hvori det mere tematiske stof er flettet ind og fungere som baggrundsstof for de konkrete historier. En sådan fremgangsmåde er risikabel, fordi fremstillingen let glider i den ene eller den anden grøft – det biografiske stof kan let få overtaget, ligesom udredninger af tematiske problemstillinger kan bryde den narrative stil. Her er det de to forfatteres store fortjeneste, at de hele bogen igennem holder en suveræn balance, som gør at fremstillingen glider umærkeligt mellem det narrative og det tematiske, uden at det gode ’flow’ bliver brudt. At det er lykkedes så godt har formentlig også noget at gøre med forfatternes store indsigt i den efterreformatoriske teologi, der – også når den bliver kompliceret – fremlægges klart og enkelt. De teologiske strømninger holdes hele tiden op mod præsterne konkrete hverdag og diskussioner.

Alle præsterne er gode valg. Nogle fordi der er overleveret særligt godt kildemateriale fra deres virke eller embedsførelse, som belyser det kirkelige liv i perioden. Andre fordi de indgik i basalt spændende konflikter med sognefolk og/eller øvrigheder. Hver enkelt læser vil således kunne finde sine egne helte og skurke i galleriet af præster, sognefolk og øvrighedspersoner (sidstnævnte spiller for øvrigt også en stor rolle i flere af historierne, selvom det ikke fremgår af bogens titel). Personligt fik jeg stor sympati for Jørgen Friis i Sevel, der kom i strid med sin kirkepatron, den adelige enke Christence Juel til Stubbergård, fordi han inderligt overbevist skiftede synspunkt på spørgsmålene om bod, gode gerninger og faste, som ikke længere var vejen til frelsen ifølge Sevel-præsten. I stedet betonede han nu dåben. Det faldt ikke i god jord hos fru Christence, og efter et længere konfliktforløb røg hr. Jørgen i Blåtårn, hvorfra han kun med nød og næppe slap levende ud igen. Han måtte dog rejse til det tabte Halland for at få sig et nyt kald. Blandt de mange interessante sognefolk, der optræder i bogen, kan nævnes den socialt utilpassede Jens Bach, som både lå i konflikt med sine naboer og præsten Caspar Lindenfeldt i Borup-Hald sogn ved Randers. Han blev lyst i band for ikke at have været til alters i over to år. Senere blev Jens Bach dog genindlemmet i kirken. Bandlysningssager var særdeles sjældne, da bandlysning var et middel, som præsterne kun nødigt anvendte. Jeg skal ikke genfortælle alle bogens dramaer, kun anbefale folk at anskaffe sig originalen, hvor de kan læses i fuld længde, oftest tilsat velvalgte citater fra præsternes sprogbrug.

I afslutningen peger forfatterne på en række forhold, der havde betydning for præsterne ude i lokalsamfundet, og punkterne står i stærk kontrast til den store forkromede historie, som kan læses ud af centralmagtens lovgivningsmateriale. Forfatterne betoner de store lokale variationer, der afhang af det enkelte pastorats karakter (rigt/fattigt, land/by), hvem der var patron (konge/adel), hvordan var præstens samspil med andre gejstlige (præster, provst og biskop), hvordan stillede den enkelte præst sig i teologiske spørgsmål (om f.eks. bod og gode gerninger), præstens egen økonomiske og sociale position i sognet og sidst men ikke mindst forholdet til sognebørnene (s. 344 f.). Den kirkelige realitet blev således i høj grad formet ude i det enkelte sogn, afhængig af præstens position i samspil med sognefolk, kollegaer og øvrighed.

Som det gerne skulle være fremgået, er jeg yderst begejstret for denne bog. Ikke blot bevæger den sig ind på et underbelyst område af Danmarks historie, som havde enorm stor betydning for det enkelte menneske og hele samfundet i perioden, men den gør det på suveræn vis. Bogen er en fornem kombination af narrativ originalitet og solid forskning. Derfor vil den tale til faghistorikere, teologer og almindeligt interesserede, der vil have historien serveret i en veltilrettelagt fremstilling. Hvis kulturhistoriske bøger om det tidligmoderne Danmark, der ikke er egentlige biografier, i det hele taget kan indstilles til konkurrencerne om at blive årets historiske bog, så er denne bog et af de bedste bud, jeg har læst. Lad den hermed være indstillet!

Her til sidst nogle forbrugeroplysninger: Bogen er særdeles velformidlet. Den er skrevet i et let og flydende sprog uden fodnoter. Henvisninger og litteraturdiskussion er placeret separat bagest i bogen. Nogle bemærkninger om den nyere danske litteratur og internationale forskning på feltet kunne have været velanbragte her. Teksten er illustreret med mange fine billeder, både de kendte klassiske motiver og mere originale fremdragelser fra diverse landsbykirker. Endelig er den forsynet med sted-, navne- og emneregistre.