BogFeature
Afghanistan og Taleban

Af Jesper Mathiassen, cand. mag. i historie og religionsvidenskab, MPO

Afghanistan og Taleban er vel nok noget, de fleste af os forbinder med krigen, som Danmark deltager i. En krig, som er den første aktive krigshandling siden 1864 på nær et lille intermezzo ved grænsen i april 1940. Jeg tror også, de fleste danskere tænker: ”hvorfor går det ikke stærkere med at demokratisere og skabe fred i Afghanistan? Lokalbefolkningen skal jo bare tilslutte sig til demokratiet”. Frederik Barth har begået en lille fremragende bog i 2008, som nu endelig udkommer på dansk. Bogen er med til at forklare ovenstående spørgsmål, så man måske bedre kan forstå, hvad det er for en opgave, verdenssamfundet og de danske soldater dermed står overfor.

I sit eget forord skriver Barth, at det vigtigste spørgsmål, for at krigen kan ende, er Ikke, om soldaterne skal hjem, eller om der skal flere soldater til Afghanistan, men snarere: ”hvad har vi til dato lært”? Barths argument er, at Afghanistans flerkulturelle sammensætning og demografi er så forskellig fra Norges og Danmarks (og resten af Vesten for den sags skyld), at det snarere handler om at forstå, at vi skal have en større viden om Afghanistans forhold og kultur for at kunne løse den krigsknude, vi nu er endt i.  Som rejsende i landet siden 1954 og med indgående kendskab til pashto, som er landets sprog, er Barth vel en af de få, der kan give mere og i særdeleshed brugbar viden om netop dette. 

Som socialantropolog kunne man frygte en lang afhandling med tysk notesætning af Barth. Glæden var stor, da jeg fik den i hånden. En lille bog i håndbogsformat med 19 små kapitler fordelt på 111 sider. Modsat kunne frygten så være en overfladisk bog, men det er det på ingen måde. 

Første halvdel af bogen handler om samfundsforhold, religion, sædvaneretten, sproget og et dejligt kort historisk vue frem til Talebans opdukken i perioden efter den sovjetiske invasion i 80’erne.  Der er en fin sammenhæng i mellem kapitlerne. Således lægger Barth godt ud med at beskrive Afghanistan som et flerkulturelt samfund, hvor der er stor forskel på by- og landbobefolkningerne. Pashtunerne hører mest til på landet, hvorimod byerne traditionelt er under stærk indflydelse af den persiske civilisation. I nord er der endvidere turkmenere og usbekere, som taler det tyrkiske sprog dari. Allerede her får Barth fint slået fast, at det er forkert at se Afghanistan som en homogen enhed. Vi er nødt til at være mere nuancerede og forstå disse forhold, hvis vi skal forstå og dermed bedre kan være med til at hjælpe med en løsning på udfordringerne. Kapitlet om den statsløse struktur og efterfølgende Islam og derefter sædvaneretten beskriver et samfund, hvor stammer og tradition følges ad – men egentlig ikke Islam som det eneste grundlag. Min overraskelse var i hvert til fælde stor, da jeg fandt ud af, at en mulla har en relativt lavere social rang i landsbyen end stammefolk, som ejer jord. Dette giver stof til eftertanke, når man tænker på, hvor meget imamer til tider fylder i mediernes diskussion om Afghanistan.

Anden halvdel af bogen starter med kapitlerne om Talebans opståen og Osama bin Ladens tilslutning dertil. Især beskrivelsen af Pakistans rolle finder jeg interessant, nu hvor USA i skrivende stund presser netop Pakistan til at gøre op med Talebans tilstedeværelse på pakistansk grund. Pakistan med Benazir Bhutto som præsident havde interesse i, at Taleban fik skubbet de vestlige tanker og prægning ud af Afghanistan, så der kunne skabes en stærkere økonomisk enhed imellem Pakistan og Afghanistan. Samtidig havde Taleban også støtte fra Saudi-Arabien. Så Taleban havde en vis international støtte – og var på andre måder glemt i midten af 90’erne. Bin Laden ankom til Afghanistan i 1996 og fik hurtigt gode relationer til Mulla Omar. Som Barth skriver, er det med til at besegle Afghanistans skæbne. Al Qaeda gruppen, som var ledet af bin Laden, bombede USA’s ambassader i Kenya og Tanzania 1998, og dermed var de USA’s hovedmodstandere i kampen mod terrorisme. 

Det, der fulgte, er beskrevet i mange medier – nemlig angrebet på Twin Towers og Pentagon i 2001. Barth sætter spørgsmålstegn ved, om Taleban viste eller havde en intention om at engagere sig i en global islamisk politik som målsætning. Men det fik den effekt, at Afghanistan fremstår som kidnappet af al-Qaeda, og da de netop tog ansvaret for angrebet, blev Afghanistan endnu engang invaderet af fremmede magter en måned efter med en rehabilitering af området som en del af grundlaget for invasionen. En alliance blev skabt. Taleban var trængt, og der opstår behov for en ny magtstruktur. Interessant nok i denne sammenhæng er vel at få slået fast, at i Afghanistan betragtes Taleban som værende afghanere og al-Qeada som udenlandske besættelsestropper. Dette lægger op til endnu en relation, man skal være opmærksom på, hvis man vil løse konflikten. Taleban er ikke bare Taleban, og al-Qeada er ikke nødvendigvis velkomne blandt afghanerne.

Barth samler egentlig sin viden i kapitlet om opbygningen af en ny samlet Afghansk hær. Han påpeger, at flere internationale eksperter ikke vil have ressourcerne til på noget tidspunkt at opretholde en moderne hær – hvilket som situationen er nu indebærer, at fremmede tropper er nødvendige i landet i al tid fremover. Barth udnytter sit kendskab til landet og pointerer, at det, der er brug for, er en moderne hær, men med fokus på det lokale – ikke på en ny invasion fra f.eks. Rusland eller andre fremmede magter. Her kan der med fordel tages udgangspunkt i en kendt afghansk institution ”Lashkar”, som er en form for folkehær. En moderniseret udgave med moderne teknologi vil være første skridt til at løse opgaven i Afghanistan – ikke til at modstå en ny invasion ude fra. Naturligvis bistået af udenlandske tropper i et godt stykke tid fremover, og det er svært at sætte tid på, hvornår en sådan hær kan stå alene.

Sikkerhed er naturligvis vigtig og måske det vigtigste grundlag for genopbygningen. Barth tager naturligvis emnet om oiumsdyrkningen op og foreslår, at man som en del af løsningen forlægger produktionen af den lovlige opiumsmængde, der er tilladt at producere under kontrollerede forhold på kloden til Afghanistan. På den måde er Barth ikke nytænkende i sine beskrivelser af genopbygningen. Der er ikke rigtig noget nyt, men en god opsummering af en mand, der ved, hvad han skriver om! Sikkerhed først ved brug af de institutioner, der er kendt i Afghanistan og sideløbende opbygning af samfundet, ændring af produktionen, så landet bliver selvforsynende og endelig sikre en højere uddannelse af afghanerne. Det kan ingen – heller ikke internationale eksperter – være uenig i.

Udover Lasse Ellegaards meget vinklede og til dels - oplever jeg - stærkt politiske forord er Barths bog i det store og hele en fremragende bog. Nøgternt forklarende og beskrivende af de mange lokale, indviklede stammer, religiøse forhold og sprogforhold samt de storpolitiske ditto både før og efter 2001. Bogen giver et godt indblik i, at det er en meget svær situation med mange forskellige relationer og alliancer – både stærkt lokale forhold og internationale agendaer blandet godt sammen. Det giver god mening, at nordmændene giver denne bog som standard bagage til de norske soldater, der skal til Afghanistan. Bogen har manglet som supplement til en anden bog af samme titel Ahmed Rashids bog ”Afghanistan & Taleban” fra 2001, som mest er vinklet på Talebans tilstedeværelse. Barths bog er bedre, giver bedre overblik, er velfunderet og især velskrevet. Vi burde ligesom nordmændene gøre det samme – give de danske soldater bogen med, og samtidig er den bestemt godt materiale til skoler og gymnasier som del af pensum! Jeg kan kun anbefale bogen og med et gammelt læresystem fra min skoletid afslutte med: Læs og forstå!