BogFeature
Holsten i helstaten

- Hertugdømmerne inden for og uden for det danske monarki i første halvdel af 1800-tallet.

Af Erik Ingemann Sørensen.

At forstå sig på de ualmindeligt indviklede forhold, der gennem tiderne har karakteriseret Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten, er en voldsom udfordring. Et lag af myter, forvirring og antipatier har lagt sig som en tung dyne over denne del af vores historie. Set med stormagternes øjne nok mest præcist udtrykt af den engelske politiker, Lord Palmerstone. På et spørgsmål fra dronning Victoria om, hvad det egentlig var for noget med Slesvig-Holsten og Danmark, skal han have svaret, at der kun var 3 personer, der forstod problematikken: den første var dronningens prinsgemal, Albert. Men han var død. Den anden var en tysk professor. Han var imidlertid blevet sindssyg. Endelig var der Lord Palmerstone selv. Men han havde rent faktisk glemt det.

Med sin bog ”Holsten i Helstaten” forsøger dr.phil. Steen Bo Frandsen at belyse den del af problematikken, der har med det ene af hertugdømmerne at gøre. Frem mod begyndelsen af katastroferne, der fik så fatale følger i 1864. Bag fremstillingen ligger et endog særdeles grundigt forskningsprojekt omfattende de sidste årtier af helstatens historie – primært 1830-1848. Det forekommer anmelderen, at der ikke er det blad, den avis, den tale, der ikke er blevet endevendt og tolket. Alene det imponerende noteapparatur taler sit tydelige sprog herom. Herved kommer Steen Bo Frandsen så dybt ind i og bag om sit emneområde, at man må tale om en spændende og givende nytolkning af et stykke ”glemt” Danmarkshistorie. Slesvig er blevet så cementeret en del af den nationale historieopfattelse, at Holsten er gledet helt i baggrunden. Det tjener forfatteren til stor ære, at vi her bliver erindret om og præsenteret for en landsdel, der gennem århundreder har været en vigtig bidragsyder til vores nationale historie. Men som Steen Bo Frandsen så rigtigt påpeger: i en rolle både inden for og uden for det danske monarki. Og det er netop denne ”vadestedsposition”, der spiller en altafgørende rolle for udviklingen. Tysk eller dansk eller begge dele?

Til og med Frederik IX var den danske konge hertug af Holsten – og det var først i 1973, at Holsten forsvandt fra vores rigsvåben.

Holstenerne var splittede i deres orientering mod både nord og syd. Handelsmæssigt og infrastrukturelt var der rige muligheder for hertugdømmet. Nationalt så man på det med ganske andre briller. Forfatterens præsentation af de talrige meningsdannere afslører, hvor forvirrende situationen måtte forekomme både inden for og uden for. Inden for i centraladministrationen sad en lang række af fremtrædende holstensk fødte embedsmænd, der ydede en stor indsats. Uden for en ganske stor gruppe af ”frihedstænkere”, der ikke følte sig som ”dänen”. Købmandsstanden og københavnske grosserer med flere så Hamburg som den onde ånd og var aldeles uinteresserede i en magtforskydning sydover. Omvendt var mange holstenere trætte af at blive betragtet som perifere provinsielle, der var bedst tjent med at lægge deres skæbne i den enfoldige enevældes hænder. Og ingen kan vel med rette beskylde hverken Frederik den Sjette eller Christian den Ottende for intelligent statslederskab. Hærskaren af kongelige rådgivere gjorde det nu heller ikke lettere. For nogen af parterne.

Et ganske interessant lille mellemspil – med stor rækkevidde – kommer frem, da man i København, foråret 1837, lancerede planen om et museum for Thorvaldsens værker. Det skabte røre i Holsten. Faktisk er der her tale om ”et af de første eksempler på en regionalpolitisk argumentation”. Det var – igen – journalisten og politikeren, Theodor Olshausen, der gik i forreste linie. Hvorfor i alverden skulle Holsten og Slesvig være med til at betale til den nationale skævvridning. Thorvaldsen og et museum havde man egentlig intet imod.

Og så får jernbanediskussionerne deres. Det skal ikke glemmes, at det faktisk var strækningen Kiel-Altona, der blev helstatens første jernbane. I 1844. 3 år før København-Roskilde åbnede.

Alt dette og meget, meget mere afdækkes på fornem videnskabelig vis af Steen Bo Frandsen – dog til tider lidt for meget i detaljen. Læseren fornemmer hurtigt, at helstatstanken på sæt og vis var en komplet umulig konstruktion. Overleverede myter og decideret had gnavede ved roden. Det fremstilles her på en sådan måde, at man har svært ved at se, hvordan katastroferne – under de givne forhold – kunne undgås. Det hele bliver vendt og drejet – som nævnt set fra begge sider – i en fornem kavalkade, der medvirker til, at det bliver - lidt - lettere at overskue den uhyre indviklede problematik. En problematik med både statsretsligt og moralsk aspekt. ”De nationalliberale og deres oppositionskolleger i hertugdømmerne ønskede enevælden afskaffet til fordel for et konstitutionelt demokrati på folkesuverænitetens grund”, konstaterer forfatteren.

Mange løsningsmodeller var fremme: den norsk-svenske model og Alsace. Men alt gik som bekendt galt. ”På få år var fredelig sameksistens og en udbredt overbevisning om en stedse større tilnærmelse mellem naboerne blevet afløst af et indædt fjendskab”.

”Holsten i helstaten” afsluttes med en række overvejelser over, hvordan det kan være, at glemslen har lagt sig over Holsten. Det er nok et lidt vovet postulat, når forfatteren noterer, at det hænger sammen med, at det er sejrherrerne, der skriver historien.

Måske kunne vi have fået hertugdømmerne – eller dele deraf - tilbage efter 1945. Men en af de klogeste sætninger i dansk politik satte en fornuftig stopper for forvildede tanker om en fornyet helstatstilnærmelse: ”Grænsen ligger fast”.

Bogen er illustreret med en lang række af samtidens stik – primært af personer, der får en kort biografi med. Godt set. Også tidens satiriske tegninger – bl.a. fra ”Corsaren” - supplerer teksten finurligt. Noteapparatet er fornemt og særdeles supplerende. Desværre er der en udpræget mangel på oversigtskort, der kunne have støttet teksten gevaldigt. Her burde billedredaktøren have tænkt sig grundigt om.

Det er et fagligt flot værk, der lægger talrige elementer til en større forståelse af forholdet til Holsten frem. Stor ros for det.

Men. Der er noget helt rivende galt, når en særdeles lærd historiker glemmer en bare rimelig bredde i læserskaren. Her er Grundtvigs ord: ”Er lyset for de lærde blot?” virkelig på sin plads. Emnet er tungt og svært tilgængeligt – også for en, der i årtier har beskæftiget sig med problemstillingen dansk/tysk. Hvor havde det dog været befriende og særdeles givende, hvis den verbale formidlingsproces - der er en af den skrivende historikers fornemste opgaver – havde været vægtet anderledes. Ja, taget alvorligt. Hvor fornemt dette kan gøres, ses eksempelvis hos dr. phil. Erland Porsmose (også) i hans seneste værk: ”Danske landsbyer”, Gyldendal, 2008. Her tabes læseren i sandhed ikke undervejs under en mindst lige så kompliceret vandring gennem historien. Det kan altså lade sig gøre, hvis man – som Erland Porsmose – gør det til en dyd. Dette synes imidlertid ikke at interessere dr.phil. Steen Bo Frandsen.

Rosenkjærprisen tildeles en fremtrædende forsker eller kulturpersonlighed, der har formidlet et vanskeligt emne på dansk. For Steen Bo Frandsen er der meget lang vej til den pris. Hvad der er både synd og skam.