|
- Sabotage og
likvideringer 1943-45
Af
Mona Jensen, cand.mag., HSB
Holger Danske var med sine
flere hundrede medlemmer landets største
modstandsorganisation. Medlemmerne var overvejende
borgerlig-nationalt indstillede. Det eksponeredes bl.a.,
da gruppen i foråret 1944 valgte at markere prinsesse
Benediktes fødsel med en salut på 21 bomber. Der var
mangel på sprængstof, og den kommunistiske
modstandsgruppe BOPA havde ingen forståelse for denne
royale gestus fra kollegaorganisationens side.
BOPA, der var en
mandskabsmæssigt mindre organisation, udførte
betragtelig flere sabotager end Holger Danske, der til
gengæld specialiserede sig i de såkaldte
stikkerlikvideringer. Ifølge et af gruppens centrale
medlemmer, Hans E. Teglers, skyldtes det, at Holger
Danske var mindre kvalificeret til at udføre sabotage.
Men medlemmerne skulle holdes beskæftigede, og
likvideringer var en lettere tilgængelig opgave for
gruppen!
Efter Peter Birkelunds
undersøgelse er der formentlig ikke flere sten at vende
i jagten på oplysninger om Holger Danske. Birkelund har
udført et imponerende pionerarbejde, der går i dybden
med alle tænkelige forhold vedrørende gruppen og dens
aktioner. Og med sit fokus på modstandsarbejdet udgør
bogen en tematisk sjældenhed i tidens strøm af besættelsestidslitteratur.
Der ligger flere års
arbejde bag bogen, kildematerialet er enormt, og i løbet
af projektet har forfatteren suppleret med en spørgeskemaundersøgelse
og interviews med flere aktører.
Bogen er rigt illustreret og desuden garneret med
et utal af skematiske opstillinger, statistikker og søjlediagrammer.
I bind I udreder han den
komplicerede organisationsstruktur, præsenterer aktørerne
og gør rede for deres indplacering i grupper,
afdelinger og kompagnier. På samme grundige vis
beskrives gruppens aktiviteter og relationer. Ikke
mindst beskrivelserne af sabotageaktionerne vejer tungt.
Bind II indeholder
tematiske afsnit, hvor oplysningerne fra første bind
analyseres, kvantificeres og udsættes for statistiske
beregninger. Desuden indeholder andet bind en undersøgelse
af, hvordan modstandsarbejdet efterfølgende påvirkede
medlemmernes liv.
Forfatteren har valgt en
tilgang til stoffet, der hedder ”at komme ”hele
vejen rundt” om organisationen og trænge dybt ind”
(s. 15). Det gør han på 863 sider, og det er i
overkanten af, hvad man kan byde læsere med bare
almindelig interesse for sagen. At læse bogen i sin
helhed er en kraftanstrengelse, der forudsætter
specialinteresse for Holger Danskes organisatoriske og
personelle sammensætning og for sprængstof- og våbentekniske
spørgsmål.
Set med historiefaglige
briller mangler fremstillingen fokus og perspektiv. En
afgrænsende problemformulering eller ramme om
beskrivelsen havde i højere grad kunnet placere gruppen
og dens aktiviteter i en sammenhæng og åbne op for
vurderinger og fortolkninger.
Især første bind fremstår
som en registrering af usorterede oplysninger, og der
mangler variation i stoffet. I betragtning af, at Holger
Danske kun udførte 5,5 % af periodens sabotager
(fraregnet jernbanesabotager), men 117 af de ca. 400 såkaldte
stikkerlikvideringer, forekommer den tætte beskrivelse
af sabotageaktionerne at være uden proportioner. For
hver sabotage redegøres der udførligt for planlægning,
udførelse, aktører, sprængstoffer, sprængstoftyper-
og mængder, for skadessummernes størrelse og ødelæggelsernes
omfang. Aktion på aktion beskrives på samme vis og med
samme elementer. Hovedparten af sabotagebeskrivelserne
kunne med fordel have været udeladt eller medtaget som
bilagsmateriale i kortere form. Forfatterens sprog
bidrager desværre ikke til at forhøje spændingen. Det
er kancellistil-agtigt og præget af stereotyp brug af
bisætningsindledere som ”idet, hvilket, hvorfor,
hvorefter” etc. Det er en nærliggende antagelse, at
der er tale om stilmæssig afsmitning fra politiets
samtidige rapporter.
Mængden af statistiske
beregninger og søjlediagrammer i bind II er overvældende,
men bogen hæver sig en smule i de såkaldte tematiske
afsnit. Når Birkelund bevæger sig væk fra det
registrerende og beskrivende niveau, fungerer også hans
sprog bedre. Især er afsnittet om Holger Danskes
likvideringer spændende læsning, der giver ny indsigt
i denne kontroversielle side af modstandsarbejdet. Her
præsenterer og vurderer forfatteren kildematerialet og
stiller sig relevante spørgsmål. Også de statistiske
beregninger i forbindelse med likvideringerne er yderst
relevante. Der er f.eks. væsentlige pointer forbundet
med at påvise den procentuelle andel af likvideringer,
der skyldtes rene fejltagelser, eller hvor mange procent
af de likviderede, der i virkeligheden var stikkere.
En opstramning og
gennemskrivning af stoffet havde været velgørende, og
en korrekturlæsning kunne have elimineret
kommaforvirringen og de talrige sproglige fejl og slåfejl
i manuskriptet.
Bortset fra det upraktiske
i, at hele noteapparatet er anbragt bagerst i bind II,
har bogen glimrende opslagskvaliteter. Foruden en liste
over samtlige kendte aktioner er bogen forsynet med
nyttige registre over virksomheder og navne inkl. dæknavne.
Man finder derfor med lethed frem til relevante afsnit.
Det gør den informationsmættede bog til et glimrende
opslagsværk, og med den fornyede interesse for
modstandsbevægelsen efter filmen ”Flammen og
Citronen” skal Peter Birkelunds tobindsværk nok finde
sine læsere.
|
