BogFeature
Hitlers indre fjender

Den tyske modstandskamp 1933-1945

Af Henning Lyngsbo

Bedre sent end aldrig. Bogen udkom allerede for 14 år siden i Tyskland. Det var længe før, Joachim C. Fest i 2002 skrev den meget omtalte bog om Det Tredje Riges sidste dage. Et værk der kom til at danne basis for filmen ”Der Untergang”.

Og længe før, han fik skrevet selvbiografien ”Ikke jeg – erindringer fra en barndom og ungdom.” Biografien blev udgivet få dage efter hans død d. 11.september 2006. Bogen fik fine anmeldelser i Tyskland. Et mesterværk. Bogen blev hurtigt udgivet i Danmark og blev bl.a. anmeldt her i ”historie-online.dk” i december 2007.

Den nu på dansk udgivne bog om Hitlers indre fjender mangler derfor den tilgang af viden om årene 1933-45, som tyske og andre landes historikere i et nærmest eksplosivt omfang har frembragt i de sidste 14 år. Dels i forbindelse med åbningen af flere og flere landes hemmelige arkiver, og dels grundet en stigende interesse for en konfrontation om sandheden og dermed blottelse af det tyske folks samvittighed og holdninger eller hvad mange hævder - mangel på samme – i Hitlers magtperiode 1933-45.

Det er i øvrigt lidt af et paradoks, at Joachim C. Fest mod slutningen af krigen meldte sig som frivillig til hæren, som var en del af Wehrmacht, med den samvittighedsbegrundelse, at han så kunne undgå at blive indkaldt til SS og dermed undgå meddelagtighed i SS`s forbrydelser mod menneskeheden. Et paradoks fordi historikerne efterhånden har pillet glorien af Wehrmacht og især af den tyske hær, og i allerhøjeste grad gjort den meddelagtig.

Allerede i 1995 etablerede Institut for socialforskning, Hamburg en udstilling med titlen: ”Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des Vernichtungskrieges 1941-1944.”  Udstillingen vakte betydelig opmærksomhed, men dokumentationen var ikke fejlfri. En officiel kommission gennemgik derfor materialet med henblik på nye udstillinger. En revideret og omfattende udstilling blev herefter gennemført i Hamburg med start den 28. marts 2004 og til et højlydt akkompagnement af tusinder af demonstranter fra begge fløje i tysk politik, nøje overvåget af en tusindtallig politistyrke udstyret med vandkanoner. Medierne, historikerne, politikerne, de overlevende officerer og soldater kastede sig ud i en meget intens og følelsesladet debat i det offentlige rum. Men dokumentationen for Wehrmachts medvirken i milliondrabene er kommet for at blive, selvom der også findes dokumentation for, at der i Wehrmacht på alle niveauer befandt sig officerer, der var modstandere af Hitler og hans regime.

Der er da også i stigende omfang skrevet bøger om den tyske modstand mod Hitler-regimet. En modstand der også dokumenterbart fandtes i den civile del af befolkningen. Joachim C. Fest`s bog tilfører egentlig ikke noget nyt herom, bortset fra sin detaljerigdom. Det er nok lidt af en overdrivelse, når bogens danske undertitel taler om den tyske modstandskamp. En sådan kamp fandt ikke sted. Der var ikke nogen egentlig organiseret modstandsbevægelse. I hvert fald ikke hvis man ser på antallet og styrken af gennemførte aktioner. Det var få enkeltpersoner, der for egen regning optrådte som modstandere. Og med ret så forskellige motivationer. Altså uden noget fælles organisatorisk ophav. Der er mig bekendt heller ikke registreret egentlige kampsituationer, herunder med skududveksling mellem regimets våbenføre, såvel civile som militære enheder og så de modstandsfolk, der var i besiddelse af våben eller havde adgang hertil. Bogens tyske undertitel – den lange vej til 20. juli – er da også mere retvisende, for det er faktisk bogens hovedformål. I de foregående 11-12 år havde det været svært at få øje på eksistensen af modstand mod regimet. Nok fandt flere og flere sammen i selvransagelse og efterfølgende fordømmelse. Og nok blev mange planer om kup og attentater udtænkte. Men det blev ved tanken. At tænke anderledes var i sig selv livsfarligt. At realisere tanken var i en så gennemnazificeret befolkning lidt af en umulighed. Ikke engang den symbolske signalgivning, der kunne ligge i at ofre sit eget liv for at realisere tanken, ville have nogen effekt. Den Hitlertro befolkning ville opfatte handlingen som landsforræderi. Det var utopi at tro, at der var basis i den tyske befolkning til at opbygge en egentlig og synbar modstandsbevægelse.

Det er først mod slutningen af krigen, nærmere betegnet 20. juli-attentatet i 1944, at man kan tale om en handling, der i et vist omfang var funderet i noget organisatorisk, og som vel at mærke omfattede både militære og civile, arbejdere og arbejdsgivere. Altså med folkelige elementer. Men med utallige meningsforskelle om mål og midler. Fællesskabet fandtes dog på et par ret så væsentlige punkter: viljen til at tænke modstand og til at realisere tanken. Det utænkelige kunne iværksættes.

Som bekendt mislykkedes 20.juli-attentatet, hvilket fik katastrofale følger for ophavsmændene og deres familier. Selv personer uden forbindelse med modstandsfolkene blev henrettede på den blotte mistanke. Hitlers hævntørst var umådelig. Han fik filmet alle detaljer - fra forhør til henrettelse - og fik sendt optagelserne til offentlighedens kundskab. Men han fortrød og fik hurtigt standset offentliggørelserne, da han til sin forfærdelse, gennem de mange udsagn, der kom fra de afhørte, måtte konstatere, at attentatet ikke skyldtes en lille klike af ærgerrige officerer, men noget der kunne ligne en folkelig bevægelse. Det var et chok for ham. Han måtte erkende, at hans næsten hypnotiske magt over det tyske folk måske var ved at smuldre. De under senere afhøringer fremkomne beskyldninger fra de ret så frygtløse modstandsfolk, om regimet og dets ugerninger, blev derfor fortiet for folket. 

Selvom der er en lakune på 14 år i den historiske viden, må bogen siges at være i en kvalitativ topklasse. Joachim C. Fest er efter min mening en af Tysklands mest begavede historikere, der samtidig kan formidle sin viden i en velskreven form. Han er meget grundig i sin research. Han overlader ej heller sine bøger til læserne uden kildeangivelser, noteapparat, litteraturhenvisninger, sted- og personregistre. Persongalleriet er stort i denne bog om Hitlers indre fjender. En bog som også indeholder en liste over de anvendte forkortelser. Dog har man glemt den mest anvendte og ikke mindst vigtige forkortelse, nemlig DNSAP. Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti.

Joachim C. Fest lader skinne igennem, at modstanden mod Hitler og hans regime var svag og uigennemtænkt. Men siger samtidig, at det næppe kunne være anderledes. Man kan ikke sammenligne modstandsaktiviteten i det krigsførende Tyskland med modstandsaktiviteten i et af Tyskland besat land. Der er en væsentlig forskel. I det besatte land havde en modstandsaktivitet som hovedregel folket, eller i det mindste større dele heraf, bag sig, hvilket både animerede og lettede aktivitetens gennemførelse. I Tyskland havde en modstandsaktivitet rettet mod Hitler og nazismen stort set alt folket imod sig. Og det er vel denne kendsgerning, der nu langt om længe er medvirkende til at skabe et retfærdigt billede af regimemodstandernes ekstremt vanskelige forhold og for mange modstanderes vedkommende en dramatisk beskrivelse af deres dødsforagtende virke. Langsomt, men sikkert vil disse modstandere blive rehabiliterede og få deres velfortjente plads i nyere tids tyske historieskrivning.

Joachim C. Fest afdækker i øvrigt med en vis sarkasme mangelen på en dialog med de allierede, der gang på gang afviste de mange kontaktforsøg fra tyske regimemodstandere. Retrospektivt kan det med bestemthed hævdes, at en imødekommelse fra de allierede ville have afkortet krigen og sparet millioner af menneskeliv på begge sider.

Bogens tilblivelse i Tyskland i 1994, næsten 50 år efter krigens slutning, skyldtes vel først og fremmest et blandt historikerne gryende ønske om at få statueret overfor omverdenen, at der i perioden 1933-45 var modstandere af regimet. Men vel også et ønske om at give disse modstandere en slags genoprejsning i det tyske folk. Sandheden var jo, at disse modstandsfolk var blevet negligerede, overset og fortiet i årtierne efter krigens afslutning. Selv i dag går mange stille med dørene om naziregimets modstandere. Krigens afslutning gjorde ikke modstandsfolkene post factum til helte i det følgende demokrati.

Bogen er sine steder grum læsning, fordi den i sine beskrivelser af Hitlers indre fjender både direkte og indirekte afdækker regimets ondskab under fuldbyrdelsen af dødedansen med det tyske folk. Og ondskaben eskalerede voldsomt i de samfulde 13 år, regimet eksisterede. For den retssikkerhedsbevidste læser er bogen fyldt med alarmklokker. Fra de første ekstraordinære udvidelser i politiets beføjelser, indskrænkningerne i trykke- og talefriheden og til den ekstremt hurtige indførelse af et absolut diktatur, hvor individet reelt ikke længere betragtedes som et retssubjekt. Det er i lyset af disse vilkår, de tyske regimemodstanderes indsats retfærdigvis skal bedømmes. Deres modstand under regimet var nok umiddelbart resultatløs, men alligevel ikke forgæves. Vi ser resultaterne virkeliggøres i et nyt og demokratisk Tyskland, der nu i over 60 år indædt har kæmpet for individets rettigheder. En proces der uvilkårligt fremmes i takt med udbredelsen af kendskabet til eksistensen og udbredelsen af modstandsfolk under Hitlers regime. Størstedelen af den nutidige tyske befolkning har ikke oplevet Hitlers regime, men har set og hørt om de mange efterfølgende traumer, som det tyske folk i årtier tyngedes af. For efterkrigstidens tyskere er det derfor godt for fædrelandets sjæl og samvittighed at høre om regimemodstandernes eksistens. Og at forstå, at det ikke var alle, der fulgte parolen: ”Fører! - Befal! - Vi følger! ”