BogFeature
Hitler - En biografi

Af Henning Lyngsbo

Man skal absolut tage sig god tid, hvis man vil læse denne murstensbog i munkestensstørrelse. Bogen er stor. Bogstaverne små. Og så er der bare 1080 sider. Det føles nærmest som 1500 sider normalstørrelse.

Forfatteren har da også haft sine kvaler. Bogen er nemlig en sammenskrivning af en tidligere udgivet tobinds - biografi Hitler, 1989-1936: Hubris og  Hitler, 1936-1945: Nemesis. Værket udkom allerede i hhv. 1998 og 2000. De to bind indeholdt 1450 tekstsider og ikke mindre end 450 siders noter og bibliografi. I den nye etbindsudgave har forfatteren udover en ganske betydelig reduktion af tekstsiderne også fjernet hele det videnskabelige noteapparat på 450 sider!

Efter således at have fjernet alle de oprindelige fodnoter, var der heller ingen grund til at bevare de omfattende bibliografier!  Forfatteren har dog bevaret et udvalg af de mest centrale trykte primærkilder i den foreliggende etbindsudgave.

Det har sikkert været en svær beslutning for forfatteren, der jo som historiker og professor ved University of Sheffield gennem et langt liv har doceret videnskabelige principper for studerende og andet godtfolk.

Men han har nok måtte lytte til udgivernes kriterier for høje oplagstal og ladet sig friste. Personlig er jeg af den opfattelse, at Ian Kershaw næppe har opfyldt succeskriterierne fuldt ud. Hvis bogen skal beskrives som en populæropgave, som udgiverne vel har ønsket, er den stadig alt for stor og monoton. Der er rigelig med tekst, der kunne udelades, f.eks. de mange gentagelser af Hitlers fobier, eller de årligt tilbagevendende begivenheder som Hitler og partiet arrangerede. Læserne af denne bog søger lige som forfatteren svar på en række spørgsmål om, hvordan kunne det lade sig gøre, og hvordan kunne det blive ved. Her er der efter min opfattelse kun brug for at fokusere på ændringer i normalbilledet. Ellers bliver det for dagbogsagtigt. Det kan naturligvis også have sin berettigelse, hvis hver dag er anderledes end dagen i går. Stereotypien har for megen plads i denne biografi. Sikkert fordi forfatteren ønskede - i hvert fald i sit tobinds værk, at beskrive en ubrudt tråd af tids- og begivenhedsforløb i Hitlers liv. Og med et kæmpe noteværk i tobindsudgaven har det ubetinget haft sin berettigelse for den forsker, der ikke læser værket in continenti, men stopper op undervejs for at undersøge kildematerialet. Her er det rart, at et tilbagevendende begivenhedsforløb repeteres i et så digert værk, uanset indholdet af begivenhedsforløbet er det samme. Men det princip gælder ikke for en populærudgave, hvor det må forventes, at læseren tilegner sig bogens indhold i ét kontinuerligt, men relativt kortvarigt forløb. I denne udgave er der ingen motivation til fordybelse, for der er intet noteapparat. Trist. Men så må man jo have fat i tobindsudgaven, hvis man vil tilbage til forskermiljøet.

Uanset dette læserdilemma skal forfatteren krediteres det, han har krav på. Nemlig en yderst interessant og omfattende beskrivelse af omstændighederne, der førte Hitler, en på det nærmeste veldefineret nullitet, op i en magtposition, der i henseende til beføjelser og grusomheder næppe er blevet overgået af nogen anden diktator i nyere tid, bortset fra Stalin.

Forfatterens beskrivelser af omstændighederne omfatter naturligvis de miljøer og mennesker, som Hitler befandt sig i og blandt. Hitlers oratoriske begavelse garneret med psykosefremmende SA-tableauer, igen arrangeret af medieguruer, først og fremmest Goebbles, beskrives meget detaljeret.

Hitler, født 1889, var indtil 1918 ikke noget særligt iøjnefaldende menneske. Han opfattedes nærmest som en særling, som man kun kunne havde foragt eller hån overfor. Fra 1919 ændredes dette billede totalt. Han trådte med et nutidigt og noget forslidt udtryk i karakter. Han opdagede, at han kunne tale, så folk ikke alene lyttede, men også blev begejstrede. Han udviste en ”karismatisk autoritet”, som forfatteren udtrykker det i sin karakteristik af Hitlers personlighedsudvikling.  Begrebet karismatisk autoritet er udviklet af en tysk sociolog Max Weber, der døde før man hørte om Hitler. Kernen i begrebet er, at det pågældende individ ikke behøver at have udvist særlige eller enestående kvaliteter over for omverdenen, men at individets ”tilhængere” tror ham i besiddelse af sådanne. In concreto var det talegaverne, der gav troen. Populært udtrykt med vore dages sprogbrug, ville vi kalde et sådant individ for et ”blålys.”

Forstår man denne karakteristik af Hitler, en karismatisk autoritet, er bogen en guldgrube af eksempler på karakteristikkens blivende, ja drakonisk stigende værdi ikke alene for ham, men også for masserne. Først gæsterne i ølstuerne i München, så partimedlemmerne, derefter den menige tysker og til sidst stort set hele den tyske befolkning uanset placering i øvrigt på den sociale rangstige. Hans retorik kunne ingen hamle op med. Ej heller andre landes statsoverhoveder eller deres repræsentanter under de mange møder forud for udbruddet af 2. verdenskrig.

Retrospektivt dannede nederlaget i 1. verdenskrig og den traumatiserende Versaillesfred den rette klangbund for Hitler. Selv havde han været underkorporal, og var blevet såret, under denne krig. Noget han levede højt på resten af sine dage. Men krigen havde gjort et alvorligt indtryk på ham, og den allerværste oplevelse var Tysklands kapitulation i november 1918. Det var forræderi overfor det tyske folk. Og størsteparten af folket var enig med ham. Det blev til én af Hitlers første og blivende politiske programerklæringer, at han ville genskabe et stortyskland og hævne uretfærdighederne.

Lige så tidligt i Hitlers tilværelse, faldt han over jøderne. De var som baciller, der angreb det tyske folk, og derfor skulle de udryddes efter Hitlers program. Bogens forfatter bruger megen plads til at beskrive udviklingen i jødernes forhold. Først til bøllerne fra de nazistiske bevægelser. Siden i forhold til den tyske befolkning. Sidst da massemyrderierne af jøder systematiseredes med hjælp fra tysk industri. Om befolkningen vidste eller burde vide, at det fandt sted, kan man ikke være i tvivl om, når man har læst bogen. Og naturligvis vidste Hitler det også. Ja, han satte det selv i værk gennem sine håndlangere, fastslår forfatteren. I virkeligheden søgte Hitler at skabe et billede af sig selv overfor befolkningen, hvorefter han ikke vidste noget om de omfattende drab. Et sådant bedrag var også nødvendigt overfor verdensopinionen. Bekvemt for den tyske befolkning, der derved blev legitimeret i deres ”ukendskab”.  Selvbedrag havde gode vilkår under Hitlers regime. Forfatteren gør meget ud af at afdække de mange typer af selvbedrag og suggestive adfærdsmønstre.

Et tredje programpunkt var udryddelsen af bolsjevikkerne. Også programsat meget tidligt hos Hitler.      

Her var der – i modsætning til de to foregående programpunkter – flere ”begyndervanskeligheder”. Socialister, socialdemokrater og kommunister havde en ret stærk position i Tyskland efter nederlaget i 1918 og revolutionen. I forhold til jødespørgsmålet tog det mere tid at bekæmpe venstrefløjen. Det skete, sågar med lovlige midler. Tilslutningen til det nationalsocialistiske parti øgedes gennem årene på bekostning af venstrefløjen. Valgtallene talte deres tydelig sprog, og der var ingen, der kritiserede valghandlingerne. Så da Hitler ender med at blive valgt som rigets kansler i 1933, sker det på fuldt lovlig vis. Og befolkningen var tilfreds.

Men da først Hitler var valgt, begyndte den proces, der skulle gøre ham til diktator. Nazificering af administrationen på alle niveauer i riget begyndte og i takt hermed en tydeliggørelse af Hitlers hensigter. Forfølgelse af jøderne var det mest iøjnefaldende, men ikke for den menige tysker. Han lukkede ikke engang øjnene for, hvad der skete. Nej, han samtykkede! Og sådan blev det ved til krigen var slut, og der kunne sættes en stopper for blodbadet.

Senere, da Hitler vendte sig mod Sovjetunionen, koblede han de to begreber jøder og bolsjevikker sammen. Det var jøderne, der stod bag bolsjevikkerne. Det var dem der finansierede og iværksatte  Sovjetunionens krigshandlinger. Overfor den tyske befolkning blev det gjort klart, at jøder og bolsjevikker var fredløse. Det var straffrit at overfalde dem, ja endog at dræbe dem.

Ud af de mange udenrigspolitiske emner, som bogen behandler, har Hitlers forhold til Storbritannien været interessant læsning. Hitler havde stor respekt for Storbritannien, dets imperium, dets flåde og dets væbnede styrkers kampevne. Inderst ønskede Hitler at få herredømmet i det meste af fastlandseuropa. Storbritannien var et ø-rige og burde så alene holde sig til det sammen med dets besiddelser rundt omkring i verden. Det burde ikke have beskyttelsesværdige interesser på fastlandet.

Det var derfor en torn i øjet, at briterne gav Polen en garanti om hjælp sammen med Frankrig, hvis Polen skulle blive angrebet. Hitler troede ikke på, at briterne ville opfylde sine forpligtelser. Det var en fatal fejlvurdering, der skulle blive starten på en europæisk krig og senere en verdenskrig. Men bogen indeholder mange interessante udtalelser og begivenheder, der giver læseren stof til eftertanke om forholdet mellem de to lande.

Den voksende koncentration af magt hos Hitler, og den deraf følgende afskaffelse eller formindskning af de ellers sædvanlige statsledelsessystemer, regering, rigsdag osv er nok bogens hovedområde. Også her må man forundres over den megen indsigt, forfatteren har. ( Her mangler jeg dog noterne!) I hele embedsmandssystemet hersker kaos og anarki. Ingen kan gøre noget uden Hitlers accept. Da han overtager flere og flere ansvarsområder, men af gode grunde ikke er i stand til at varetage de mange interesser, der knytter sig til de respektive ressortområder, har han været nødsaget til at acceptere, at hans undergivne embedsmænd handlede uden hans godkendelse. Blot det skete ”i førerens ånd”. Det blev et almindeligt kendt princip. Men det medførte også et ustyrligt konkurrencejag, idet hver embedsmand havde sin fortolkning af, hvad der var i førerens ånd eller ønske. Og da alle ville tækkes føreren, var der ingen grænser for radikale ideer, der i sidste ende besværliggjorde dagligdagen for den almindelige tysker, for slet ikke at tale om de mange millioner, der ikke tilhørte denne gruppe.

Bogen er gennemgående velskrevet, selvom oversættelsen nogle gange overlader til læseren at udrede sammenhængen mellem de mange indskudte sætninger, bisætninger og hovedsætning. Det har været lidt irriterende, men oversætteren har formentlig ikke haft den fornødne tid til at kæle for den optimale oversættelse.

Uanset mine bemærkninger om forfatterens fjernelse af noteapparatet, vil jeg rose bogen for dens struktur og essens. Den enorme mængde tekst er let at finde rundt i. Det er også nemt at genfinde tekster, begivenheder og fotos. Jo, der er fotos. Ikke mange, men dog tilstrækkeligt til at visualisere teksten. Sort/hvide forstås. Udvalget er godt, og giver et glimrende indtryk af personen Hitler. En bog af blivende værdi. Jeg har set og læst nogle biografier om Hitler, men denne skal have førstepladsen i rækken. Heldigvis er emneregisteret bevaret, hvilket gør bogen til et yderst værdifuldt værktøj for den, der ligesom forfatteren søger svar på de mange spørgsmål om massepsykosernes årsag i datidens og Hitlers Tyskland.