|
- Materialer, teknikker og
dekorationer 1790-1900
Af Kirsten Lindberg,
Arkitekt m.a.a., dr.phil.
Lad det være sagt med det
samme: det er en dejlig bog. Den er fagligt
gennemarbejdet på solid forskningsmæssig baggrund, den
er velillustreret, og den er smukt udstyret. Der er kun
petitesser at gøre indvendinger mod.
Forfatteren Line Bregnhøj
er konservator og ansat på Nationalmuseets
Bevaringsafdeling inden for området Bygning og Inventar
og har således en god faglig baggrund og ballast for at
skrive om, hvorledes og med hvilke materialer interiørdekorationer
og øvrig bemaling udførtes. Det er solid viden, der
formidles, og vel at mærke en viden, Bregnhøj stort
set selv har skaffet sig gennem sine granskninger og sit
arbejde. At det er fint forskningsarbejde, der er udført,
ses af noteapparatet og kildematerialet. Man føler sig
helt tryg ved udsagnene, også når de går på tværs
af det, der ellers har været anset for at være almen
viden.
Den sproglige formidling
er stringent, ingen svinkeærinder her. Det er måske
ikke just et blomstrende sprog, men det er regulært og
til at forstå for enhver, dejlig befriet for indforstået
fagjargon eller forsøg på at få det til at se mere
”svært” ud, end det faktisk er. Bravo!
Der er syv hovedafsnit,
hvis titler mere end mange ord forklarer, hvad indholdet
er:
Malerfaget – erhverv og
uddannelse / Malerportrætter / Malingstyper og
bindemidler / Pigmenter / Arbejdsmetoder /
Dekorationsformer / Produktion og Salg.
Dertil kommer en
sammenfatning, som indholdsmæssigt er identisk med det
engelske resumé.
Bogen er velegnet som
opslagsbog, når man vil vide noget mere om et specifikt
emne. Dermed være ikke sagt, at man ikke godt kan læse
den fra A til Z, for det kan man bestemt, selv om der i
enkelte af afsnittene er mange – nødvendige –
tabeller og oversigter, som godt kan virke lidt tørre
umiddelbart, men som på en gang uddyber og
simplificerer resultaterne af forskningen.
Men inden man når så
langt, er der et kapitel kaldet ”Rum og dekoration”,
skrevet af Ulla Houkjær. I forordet kaldes det en
kunsthistorisk kavalkade over interiørmaleriet, og
dermed er det da også understreget, at her er der ikke
tale om dybdegående undersøgelser, men om et
letflydende opkog af relativ almen viden. Ulla Houkjærs
skrivestil er ikke markant anderledes end Bregnhøis,
men indholdet er meget tyndt i forhold til resten af
bogen. Houkjær er kunsthistoriker og ansat på
Kunstindustrimuseet.
Uden at genere Houkjærs
kapitel ville anmelderen klart have foretrukket, at
Bregnhøi selv havde skrevet også dette afsnit. Kanske
ville det være blevet lidt længere, men anmelderen er
overbevist om, at man som læser i så tilfælde ville
have fået langt mere interessant viden bragt til torvs.
Bogens illustrationer er
velvalgte og smukt gengivne. Hvor der er tale om
nyoptagelser, er det Roberto Fortuna, der har været
fotograf, og dermed er skønheden jo sikret som altid,
hvor han er på færde. Men der er også en hel stribe
gengivelser af gamle malerier, og dem føler man sig
godt i selskab med, velkendte som de er, men her med
fokus på detaljer, som ellers ikke plejer at blive
draget frem.
Trykningen er forestået
af Naryana Press, og dette firma mestrer altid opgaven
til fuld tilfredshed. Tungt ”Hello Silk”-papir og
fine farvegengivelser og en fin indbinding i gråt lærred
understreger bogens kvaliteter.
For lay-out’et har det
velkendte par Mette & Eric Mourier stået, og det
plejer jo at borge for kvaliteten. I store træk
respekterer og benytter parret altid de velanskrevne
regler for lay-out, men der er altså en del smuttere
undervejs i bogen her.
Først og fremmest er det
temmelig uskønt, når der ikke holdes register på
siderne, specielt når der kun er tre-fire liniers tekst
på en side. Enten må der foretages en ombrydning –
selv om det godt kan komme til at involvere flere sider
– eller også må man bede forfatteren om at ændre
lidt i teksten. Alene
inden for de første 100 sider er det galt på siderne
19, 29, 43, 47, 68, 73, 74, 89, 92 og 93.
Der er sider, som kun har
en enkelt linie fra et nyt afsnit nederst, og der er såkaldte
franske horeunger og indrykninger på steder, hvor de
ikke hører hjemme.
Dertil kommer, at
billedteksterne har en nærmest vilkår bredde. I nogle
tilfælde er det billedets bredde, der anvendes, i andre
er det spaltebredden – eller spaltebredderne, for der
opereres med det så moderne trespaltede lay-out, hvor
den inderste spalte er markant smallere end de to
yderste. Det virker en kende rodet.
Og endelig så er det en
stor skam, at der mange steder gengives billeder tværs
over siderne, for det er uundgåeligt, at der dermed
mistes en del på grund af bogens tykkelse. Så meget
mere ærgerligt er det, fordi det i ingen af tilfældene
synes nødvendigt at gengive billederne så store.
Så alt i alt må de to
mourier’er opfordres til ikke at forlade sig så meget
på rutinen fremover, men vende tilbage til fordums
strenghed.
Drevne folk inden for
bogbranchen kan ud fra en bogs isbn-nummer se, hvor
mange bøger, forlaget har udgivet inden den pågældende
bog. Det har man fra Forlaget Historismus åbenbart ikke
ønsket at skilte med, for her har man anvendt et
”senere” nummer. Det er forlagets første bog, og
det er da bestemt en debut, man godt kan være bekendt.
Så det forekommer uforståeligt for ikke at sige
krukket således at sløre debut’en. Det kan blive
lidt spøjst, når forlaget så på et senere tidspunkt
skal til at anvende det reelt første nummer.
Men alt i alt: til lykke
til såvel det nystartede forlag som forfatteren, som
hvis første egentlige bog, det vist er, selv om
forfatterskabet har talrige artikler bag sig.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Line
Bregnhøi:
Det
malede rum - Materialer, teknikker og dekorationer
1790-1900
Udg. af Forlaget
Historismus
224
sider, ill., 350
kr.
Forlaget
Historismus >
|
|
|
|
|
|