BogFeature
På sporet af staten

Dansk statsdannelse mellem middelalder og enevælde.

Af Jakob Ørnbjerg

Forsiden af dette temanummer af Den Jyske Historiker prydes af Frederik 2. (r. 1559-88) der, med rettens sværd og vægt i hænderne og De 10 Bud foran sig, fornemt illustrerer den politik, som kirke og kongemagt efter den protestantiske Reformation tilstræbte og praktiserede overfor den til tider ganske uregerlige befolkning. Netop denne forsideillustration hænger fint sammen med dette temanummer, hvor seks forfattere præsenterer en række forskningsresultater, der omhandler den danske statsdannelse i overgangsfasen mellem Middelalderen og moderne tid. Den kronologiske afgrænsning strækker sig så nogenlunde fra 1400-tallet til Enevældens indførelse i 1660, men til en forandring er det primære fokus dog her lagt på 1400-1500-tallet frem for 1600-tallet, hvilket er et forfriskende indslag i dansk historieskrivning, hvor historikerne ellers har foretrukket at koncentrere sig om Christian 4.s regeringstid 1596-1648, når skabelsen af den moderne magt- og skattestat har været bragt i spil.

Resultatet er blevet en velskreven og fint illustreret publikation om et hidtil ikke særligt velbelyst emne. Det siger selv, at seks forfattere på blot 181 sider umuligt kan dække alle aspekter af den danske statsdannelsesproces 1400-1660, men derfor skal der her dog alligevel knyttes et par kommentarer til et par af de valg og ikke mindst fravalg, som forfatterne har foretaget. 

På side 28 giver flere af forfatterne således udtryk for, at de, i modsætning til andre historiske fremstillinger, ikke vil betragte Reformationen i 1536 som noget vigtigt periodisk skel i fortællingen om dannelsen af den moderne danske stat 1400-1660. Efter læsningen af to af temanummerets artikler er man dog mindre overbevist. Den første af disse to artikler er Jeppe Büchert Netterstrøms solide redegørelse for statshærens og statsflådens udhuling af adelens vilkårlige volds- og fejdeanvendelse, der efter Reformationen blev nedprioriteret til fordel for embeder og fredelig politisk virksomhed. Fra 1640’erne kan der desuden spores en væsentlig nedgang i almuens voldsanvendelse og under alle omstændigheder var det efter Reformationen i 1536 slut med adelsfejder og bondeoprør, hvilket blandt mange andre faktorer kan have sammenhæng med den øgede sindelagskontrol, som de protestantiske teologer introducerede i de små samfund. Netop dette emne omhandler Mogens Christensens fine artikel, der beretter om det frugtbare samarbejde mellem stat og kirke 1536-1660, hvor Luthers øvrighedslære og kirketugtens svøbe over forhærdede tidselgemytter gik op i en højere enhed og i væsentlig grad bidrog til at sikre den danske stat (forholdsvis) loyale og disciplinerede undersåtter. På baggrund af disse to artikler vil undertegnede anmelder nok mene, at Reformationen i 1536 forsat bør at være at betragte som et vigtigt periodisk skel, selv om flere af forfatterne altså er af den modsatte opfattelse.

Det savnes desuden i høj grad, at én eller flere af forfatterne var gået mere i kødet på Troels Dahlerups provokerende antagelse om tilstedeværelsen af en dansk identitetsfølelse allerede i middelalderen, som han argumenterede for i Danmark og Europa i senmiddelalderen i år 2000. Var den danske kongemagts ekspansions- og centraliseringsbestræbelser 1400-1660 således drevet af nationale eller magt- og dynastipolitiske interesser eller gik disse elementer på sin vis op i en højere enhed?  En diskussion af begrebet national identitet i dansk senmiddelalder og renæssance kunne også være både relevant og interessant set i lyset af den tilbagevendende debat om graden af de brede befolkningslags modtagelighed overfor statens centraliserings- og disciplineringsbestræbelser. Følte dele af befolkningen sig som en del af et større nationalt fællesskab og handlede de derefter? Eller så man blot diverse lovgivningstiltag som en fjern statsmagts utidige indblanding i lokale forhold og århundreders hævdvundne livsmønstre? I lyset af disse overvejelser kunne en undersøgelse og diskussion af eksistensen af en eller flere lokale, regionale og ikke mindst nationale identitetsfølelser (eller mangel på samme) i 1400-1600-tallets danske imperium sagtens have båret en artikel i sig selv.

Bertel Nygaard har i sin artikel Samling mod almuen bestemt en pointe med bondeopstandenes langsigtede betydning for den danske stats centralisering. Frygten for nye anarkistiske tilstande a la Grevens Fejde red således langt ind i 1600-tallet den danske adel som en mare, hvilket blandt andet viser sig i den fortsatte opførelse af stærkt befæstede slotte og herregårde. Men er dette ret entydige fokus på diverse bondeopstande så ensbetydende med, at periodens opkommende danske borgerstand og ikke mindst Christian 4.s og Frederik 3.s københavnske og udenlandske statskreditorer, storaktionærer og krigsleverandører ikke spillede nogen som helst rolle i opbyggelsen af Enevælden og det moderne Danmark? Netop de danske købstæders købmandsaristokrati og deres økonomiske, sociale og kulturelle betydning 1400-1660 glimrer ved deres fravær i dette nummer af Den Jyske Historiker og det er ærgerligt, når nu både adelens, gejstlighedens og bøndernes rolle ellers er fyldigt undersøgt og omfattet i artiklerne.

Temanummerets titel er som nævnt På sporet af staten og på trods af visse vildspor og fravalgte sidespor skal de seks forfattere have ros for deres udgivelse. Her er nyttig og tankevækkende inspiration og information at hente for enhver, der beskæftiger sig med eller interesserer sig for ældre dansk historie.

Til slut skal det nævnes, at redaktionen bag Den Jyske Historiker praktiserer den fine politik, at også artikler, der ligger udenfor udgivelsens egentlige tema, kan komme med. Oven på konglomeratstat, Kalmarunion, lensregnskaber og bondeoprør er der således mulighed for at tage sig et pusterum med Søren Ruds artikel om Foucaults govermentality-begreb og studiet af kolonialisme eller Michael F. Wagners anmeldelse af Jeppe Nevers Kildekritikkens begrebshistorie.