BogFeature
Kommer de som ven eller interviewer? 

- Interviewets historie i Danmark

Af Kim Rathleff

”Kommer De som ven eller interviewer?” lød spørgsmålet fra Karen Blixen, da journalisten og kollegaen Margrethe Spies i sommeren 1941 kom forbi for at lave et portræt af forfatterinden til magasinet Tidens Kvinder. Blixen var ikke meget for at blive interviewet, hvilket var en holdning, som også blev delt af dramatikeren Carl Erik Soya: ”Paa Ens Dør burde staa: Al Handel, Betleri og Interviewing frabedes!”. Uviljen til trods var interviewet som journalistisk metode og arbejdsredskab for længst kommet for at blive.

John Chr. Jørgensen har sat sig for at undersøge interviewets historie og udvikling i Danmark. Der er ikke på nogen måde tale om en samlet fremstilling, da Jørgensen kun yderst sporadisk inddrager radio- og tv-interviewet. Retfærdigvis skal det siges, at forfatteren selv gør opmærksom på dette indledningsvis, men undertitlen burde snarere have været ”Det skriftlige interviews historie i Danmark”.

Én af forfatterens hovedærinder i bogen er at gøre op med den gængse opfattelse i journalistiske og pressehistoriske kredse af, at interviewet blev lanceret i den danske presse af Henrik Cavling i Politiken i 1905. Det skete langt tidligere, påpeger Jørgensen, da de første spæde interviews ramte avisernes spalter i 1871-72. Jørgensen antager sågar, at interviewet var fuldstændig indarbejdet i Danmark som begreb og form i 1890’erne, mens Cavling blot kan tilskrives æren for at have sat det i redaktionelt system i Politiken. Dette dokumenterer Jørgensen på overbevisende vis.  

Jeg må være ærlig og sige, at jeg er noget delt angående denne bog. På den ene side kan jeg se, at bogen har et vist potentiale for journalisten eller den pressehistorisk interesserede læser med sin meget empiriske tilgang, som bl.a. inddrager hidtil ubenyttet kildemateriale. Man kan kun tage hatten af for det store arbejde, Jørgensen har udført med at gennemgå de utallige avisfolianter eller mikrofilm for materiale.

På den anden side vil Jørgensen for meget med bogen: På trods af min ovenstående kritik af at radio- og tv-interviews stort set forbliver uberørt, så sidder jeg tilbage med følelsen af, at Jørgensen vil omkring alle aspekter af den skriftlige interviewgenre. Bogen bliver derfor noget længere end godt er. Jørgensen kunne med fordel have skåret nogle af de mindre afsnit bort, uden helheden ville forsvinde. I afsnittet om Politiken-journalisten Nils Thorsen skriver Jørgensen, at Thorsen med sin interviewstil er i fare for at blive ramt af Voltaires diktum: ”Kunsten at kede: at tage det hele med”. Det er lige netop den fejl, som Jørgensen selv begår. Dertil må jeg tilføje, at 50 siders tætskrevne slutnoter blev mig for meget. Allerede tidligt i bogen måtte jeg kapitulere, selvom der i noterne findes mange sjove og interessante anekdoter og nyttige oplysninger. Det hæmmede simpelthen min læsning for meget at bladre frem og tilbage. Igen er det desværre som om, at Jørgensen vil have det hele med. Min anbefaling må derfor være, at hvis ikke du specifikt interesserer dig for interviewet eller dets historie, så bør du nok finde en anden bog på boghandlerens reol.