BogFeature
Vandets veje

- Skjern Ås miljøhistorie gennem 350 år

Af Kenn Tarbensen

Skjern Å består af et stort forgrenet å-system, der afvander omkring en niendedel af Jylland. Åens opland strækker sig fra Vildbjerg i nord til Jelling i syd – og fra Nørre Snede i øst til Ringkøbing Fjord i vest – eller i alt godt 2500 km2.

Denne bog om Skjern Ås historie siden midten af 1600-tallet rummer derfor meget stof af interesse for den midt- og vestjyske lokalhistorie. Men forfatteren Bo Fritzbøger, der er lektor i historie ved Københavns Universitet, vil meget mere end at fornøje lokalhistorisk interesserede.

Skjern Å er nemlig også Danmarks vandrigeste vandløb, og bogen er et bidrag til dansk miljøhistorie, nemlig som en skildring af Skjern Ås udvikling i et længere tidsperspektiv end normalt. Fremstillingen af Skjern Å-reguleringen i 1960’erne og frem til genopretningen omkring årtusindeskiftet, som der ellers er skrevet meget om, fylder således blot omtrent en tredjedel af bogen. De øvrige to-tredjedele handler om århundrederne inden regulerings- og genopretningsprojekterne. Med afsæt i 1600-tallet, hvor de bevarede skriftlige kilder begynder at tale deres tydelige sprog om åens betydning i det store og det små. F.eks. om hedebonden ved Skarrild, der som led i landgilde til herremanden foruden smør, et svin og en stud også var forpligtet til at aflevere en laks. Man må håbe, at hedebonden havde succes med fiskeriet – og at herremanden var tilfreds med laksen!

Historien er inddelt i fem hovedafsnit:

Første del hedder ”Landskabets vand” og spænder fra ca. 1650 til 1780 (ofte med tilbageblik til middelalderen). I denne periode før landboreformerne var det især ”vandets natur”, der satte grænserne. Befolkningen omkring åen tilpassede sig for det meste åen og dens betingelser, f.eks. ved at udnytte vandløbet til mølledrift – i 1660’erne omtales 18 møller i Skjern Å-systemet – og i tilknytning hertil opsætning af ruser til fiskeri. Netop ferskvandsfiskeriet var et vigtigt supplement til landbruget, og i perioden tog forskellige former for fiskeopdræt til. Især laks kunne give anledning til konflikter. I 1729 startede Den Store Laksesag, der ved Højesteretsdom i 1734 endte med at lodsejerne omkring Skjern Ås udmunding i Ringkøbing Fjord fik brudt en århundredelang kongelig forrettighed til laksefiskeri. Ellers frembød åen også praktiske vanskeligheder. Det gjaldt eksempelvis i lavtliggende områder, hvor kvæg var udsat for at drukne, og det gjaldt transporten. Vadesteder og de ret bekostelige broer skildres i bogen bl.a. på baggrund af arkæologiske fund.

Et tidligt eksempel på en tilsyneladende ret effektiv udnyttelse af åen ses i 1600-tallets første halvdel på hovedgården Brejninggård, hvor godsejeren Hans Lange med jordvolde m.m. fik ledet åvandet således, at f.eks. engene kunne overrisles efter behag. og et mølleværk kunne drives.

”Frugtbargørelsen” er titlen på bogens anden del om årene fra 1780 til 1902. I denne periode påbegyndtes tæmningen af åen og arbejdet med at gøre hedejorden frugtbar. Netop lynghedens opdyrkning var periodens mest dominerende landskabsforandring. Andre forhold som f.eks. moseopdyrkning og engvanding satte også sit præg. I 1800-tallets sidste årtier kom også jernbanen sammen med en spirende industrialisering til at spille en rolle for Skjern Ås opland – Vestjylland blev så at sige bundet sammen med resten af Danmark. I tilknytning til selve åen blev 1800-tallet præget af vandløbslovgivning i kraft af lovgivning i 1790, 1846 (med senere justeringer) og 1880. Hertil kom et væld af lodsejermøder og åstedsforretninger i forbindelse med en lang række enkeltprojekter, der efterhånden blev afløst af større generalplaner. I 1902 realiseredes således den første større regulering af Skjern Å-deltaet efter en generalplan af vandinspektør Palle Fløe.

Bogens tredje del, ”Tæmningen”, om perioden fra 1902 til 1977 handler om årene, hvor Skjern Å blev ”underkastet menneskets rette linjer”. Reduktionen af lyngheden til fordel for landbrugsjord fortsatte sammen med en intensiveret plantning af læhegn. Nyt landbrugsland blev også indvundet ved dræning af moser og enge, hvortil kom en række større afvandingsprojekter af sø- og havarealer. Her blev landvindingsloven af 1940 vigtig, da der efter loven kunne ydes fuld finansiering til landvindingsarbejder. Færdiggørelsen af Hvide Sande-slusen i 1931 i forbindelse med landvindingsloven skabte et nyt grundlag for en gennemgribende regulering af Skjern Å. Allerede ved møder i 1940 blev forskellige planer drøftet, men først 22 år senere kunne den store regulering tage sin begyndelse. I maj 1968 stod Skjern Å færdig med udrettede løb og pumpetørlagte landbrugsjorder. De mange forhold, herunder kritiske røster, bliver indgående behandlet i denne del. I det lange historiske perspektiv er det f.eks. interessant med en omtale af etableringen i 1910 af den 900 meter lange Hvide Sande Kanal, der blev sløjfet igen blot fem år senere. Konsekvenserne af byggeriet viste sig bl.a. allerede i 1911, hvor 30 familier måtte forlade deres hjem under en stormflod.

”Naturens orden genoprettes” hedder bogens fjerde del om årene fra 1977 til 2002, ”hvor åen atter blev givet tilbage til naturen”. Afsættet er den store forurening, der efterhånden var tydelig for alle. Vandløbsloven fra 1982, Okkerloven 1985, Vandmiljøplanen fra 1987 (og 2’eren i 1998) blev nu realiteter. Fra midten af 1980’erne kom der forskellige forslag til genopretning af Skjern Å, og efter masser af diskussioner og forarbejde blev Nordeuropas største genopretningsprojekt startet i sommeren 1999. Projektet blev officielt afsluttet i december 2002. I januar 2008 blev landskabet omkring Skjerns Ås udløb i Ringkøbing Fjord udpeget af miljøministeren som en ud af foreløbig fem danske nationalparker.

Bogen rundes af med endnu et afsnit ”Fra Borris til Bruxelles” (også benævnt 4. del, men det er altså 5. del), der indeholder to afsluttende kapitler. Denne del med blot en snes sider er den korteste med sammenfatning af hovedlinjer og Fritzbøgers betragtninger om ”Skjern Ås budskaber”. Især sidstnævnte afsnit er meget læsevenligt og indeholder sobre betragtninger over udviklingen.

At det lønner sig at se Skjern Ås historie i et århundredelangt tidsperspektiv er indlysende. I de fire periodiske hovedafsnit skildres samspillet mellem mennesker og natur på fremragende vis. Omgivelsernes skiftende indstilling til åen i det lange tidsperspektiv ses sobert på baggrund af de fundamentale samfundsmæssige forandringer, herunder den teknologiske udvikling, som det danske samfund gennemløb gennem de 350 år. Konflikterne, som der har været mange af, skildres uden hang til at udpege helte og skurke. Eller som det hedder på bogens omslag: ”Udviklingen tolkes som en følge af danskernes generelle opfattelse af, hvad der på det givne tidspunkt tjente dem bedst – ikke som resultatet af konspiratoriske planer mellem magtfulde interesser”. I den forstand er der tale om en meget afbalanceret bog, hvor Skjerns Ås miljøhistorie bliver set i lyset af danskernes skiftende natursyn.

I bogen optræder der ganske mange stedbetegnelser, som man skal være ualmindelig velorienteret i det midt- og vestjyske område for at kende. Løbende er der i bogen dog anbragt en lang række kort, hvor lokaliteterne lettere kan følges. Hertil kommet et godt sted- og personnavneregister. Endelig rummer bogen både fine ældre og nye fotos, hvortil kommer en fyldig kilde- og litteraturfortegnelse og et omfattende noteapparat (samlet godt 60 sider).

Alt i alt er der tale om en særdeles spændende bog og et vægtigt bidrag til dansk miljøhistorie.