BogFeature
Tomis-A 

- Mit hemmelige liv bag Jerntæppet

Af Simon Ankjærgaard, journalist og cand.scient.soc.

”Jeg var i de dage muttersalene midt i et større, travlt selskab, der uset flokkedes omkring mig”.

Ordene er Niels Barfoeds. Scenen er den tjekkoslovakiske hovedstad Prag i oktober 1986. Barfoed var som journalist rejst ind bag Jerntæppet for at tildele en frihedspris indstiftet af danske Politiken og svenske Dagens Nyheter til Vaclav Havel, der dengang var talsmand for gruppen af intellektuelle dissidenter i Charta 77.

Ordene stammer fra Barfoeds seneste bog, ”Tomis-A” med undertitlen ”Mit hemmelige liv bag Jerntæppet”. Og det større og travle selskab, som han uforvarende (i hvert fald i begyndelsen) var en del af, var hele 34 mand m/k fra den tjekkoslovakiske sikkerhedstjeneste StB (Statni bezpecnost – Korpset til Statens Sikkerhed), der sammen med en håndfuld køretøjer var udkommanderet til at holde snor i Barfoed i de få døgn, han opholdt sig i det sovjetdominerede Tjekkoslovakiet. Det er stadig uklart, om StB kendte til Barfoeds formål med rejsen, før han forlod København (der var rygter om at Charta 77-stiftelsen i Stockholm var infiltreret), men ingen tvivl om, at det var hans kontakt med Havel, der bragte tjenesten på banen. Kodenavnet for Havel var Tomis. Da Barfoed i få timer havde kontakt med Havel blev han således registreret som Tomis-A.

Det er denne hemmelige identitet, som Barfoed ikke kendte til, men som kom for en dag med åbningen af sikkerhedstjenestens arkiver. Bogen er således i sit udgangspunkt en fortælling om Barfoeds møde med sig selv som Tomis-A, da han som hovedperson i en dokumentarfilm i 2008 tager tilbage til Prag. Ikke kun til arkivet, men også til de steder, han færdedes i 1986, og til flere af de mennesker, han mødte, herunder Havel selv og så en af fortællingens absolutte hovedpersoner, Martina, som han ved tilfældighedernes spil kom til at sidde ved siden af i flyet til Prag i 1986 og som han fik uvurderlig hjælp af i de efterfølgende hektiske døgn, men som han også bragte i fare på grund af sin uforsigtighed, bl.a. ved – trods advarsler – at ringe til hende fra den aflyttede telefon på hotelværelset.

Barfoed satte sig også for at møde de mennesker, som han ikke mødte, men som var en del af hans tavse men altid nærværende følge frem til hans anholdelse og hurtige udvisning af Tjekkoslovakiet via grænsebyen Cheb. Det lykkedes til sidst. Vera Prchalova, der i rapporterne om Tomis-A’s færden står opført som K38 og som under Den Kolde Krig var ansat i StB’s 4. afdeling for overvågning og observation, ender med at åbne sin dør og lukke Barfoed ind. Hun bliver dermed én af de vigtigste forudsætninger for, at bogen overhovedet kunne blive til noget. Hun bliver ansigtet på det system, der i anledning af en dansk journalists korte besøg blev rullet ud.

Bogen om Tomis-A er i sit afsæt historien om Barfoeds oplevelser i 1986 og refleksioner over dem i 2008, nu understøttet af StB’s minutiøse registrering af hans mindste bevægelse. Men bogen er meget, meget mere. Den er også fortællingen om totalitarismen fortalt gennem helt konkrete og – på det tidspunkt – ordinære hændelser. Og så er den også – og det er måske det vigtigste! – fortællingen om, hvordan virkeligheden og dermed historien fortolkes. Det er fortællingen om hvem, der har monopolet på historien. Dissidenterne i Charta 77 udfordrede det sovjet-understøttede styres fortolkning af begivenhederne, men endte selv, da Fløjsrevolutionen var overstået, med at håndhæve et monopol på den store fortælling. Barfoed giver bogen om Tomis-A afgørende vægt, når han via kritiske røster fra bl.a. Martin Simecka kradser i Charta 77’s lak.

Det er altid et sats at skrive sig selv in i den store historie, som Barfoed gør. Der er risiko for, at det blive ekstremt selviscenesættende eller at det afsløres, at forfatterens rolle ikke var så afgørende, at en hel bog kan bære det. Det kan bogen om Tomis-A. Og det skyldes dels, at Barfoed med pointerne om historiefortolkningens monopol på flot vis folder den store historie ud, dels at han tildeler sig selv en ret ydmyg rolle i begivenhederne, og dels, at han har et enormt underholdende og flydende sprog. Den røde tråd flosser dog lidt hist og her og sender små afstikkere ind i blindgyder, men det må ikke rokke ved helhedsindtrykket, der er en medrivende og tankevækkende bog.